Nyhedsguide den 30. marts 2026
Lars Boje blev advaret om Jacob Harris i november
Godaften
Måske er du også gået tidligt på påskeferie? Der er i hvert fald ikke helt så meget gang i nyhedsbilledet som i sidste uge, men det står bestemt heller ikke stille. I dagens Nyhedsguide skal vi bl.a. forbi uroen i Borgernes Parti, en svinefarm i Vestjylland og et mystisk besøg i Washington.
Her er dagens overskrifter:
- Lars Boje blev advaret om Jacob Harris i november
- Danske virksomheder søger efter arbejdskraft i Afrika og Asien
- Putin-delegation var på mystisk besøg i Washington
Lars Boje blev advaret om Jacob Harris i november
Det nye: Borgernes Parti blev i november sidste år advaret om en eventuel sag om det nyligt ekskluderede medlem, Jacob Harris. Det sagde partiets formand, Lars Boje Mathiesen, mandag på et pressemøde, efter at Jacob Harris lørdag blev ekskluderet.
Hvad er op og ned? Kurator Morten Bjerregaard har indstillet Harris og hans hustru til konkurskarantæne og har vurderet, at »der er grundlag for politimæssig efterforskning« mod de to. Lars Boje Mathiesen siger, at partiet i november, da det blev gjort opmærksom på, at der var en eventuel sag på vej, bad Jacob Harris om at redegøre for sagen. Bl.a. underskrev Harris en erklæring om, at Arbejdstilsynet havde været forbi hans virksomhed, men »at alt er i orden«. Partiet fik så endnu en henvendelse i marts og bad Harris anskaffe en revisorerklæring, advokaterklæring og også en politierklæring, hvor han skulle fremvise, at der ikke var verserende sager mod ham. Det frembragte Harris ifølge partiformanden.
Danske virksomheder søger efter arbejdskraft i Afrika og Asien
Det nye: Mens strømmen af østeuropæere er stilnet af, søger de danske virksomheder efter arbejdskraft i Afrika og Asien i stedet.
Hvad er perspektivet? Tal over antallet af udlændinge, der arbejder i Danmark, viser, at antallet fra store østeuropæiske lande som Rumænien og Polen kun stiger en lille smule, mens antallet af gæstearbejdere fra Bulgarien og Litauen er begyndt at falde. Derfor er der nogle brancher, hvor det er blevet svært at skaffe den nødvendige arbejdskraft, og de er begyndt at kigge mod Asien og Afrika. Ifølge økonomiprofessor ved Aarhus Universitet Michael Svarer kommer de i højere grad til at bære vores velfærdssamfund og holde gang i udvikling og vækst, fordi der i fremtiden bliver alt for få danskere i den arbejdsdygtige alder.
Putin-delegation på mystisk besøg i Washington
Det nye: For første gang siden Rusland indledte sin krig mod Ukraine, har russiske politikere med nære forbindelser til Vladimir Putin været på besøg i Washington.
Hvad vi ved? Besøget fandt sted i slutningen af sidste uge og var fra en delegation på fire højtstående medlemmer af den russiske Duma, underhuset i Ruslands stærkt Putin-tro parlament. Delegationen var blevet inviteret af det republikanske kongresmedlem Anna Paulina Luna fra Florida, som er særdeles Rusland-venlig, og USA’s udenrigsministerium havde udstedt dispensationer til delegationens medlemmer fra de hårde sanktioner mod Rusland. Ruslands ambassade i Washington har oplyst, at delegationen bl.a. holdt møder med amerikanske politikere og embedsfolk.
I øvrigt værd at vide
Ny FCK-træner på plads: Bo Svensson overtager cheftrænerrollen i FC København efter Jacob Neestrup, der sagde farvel søndag. Svensson har skrevet under på en »flerårig« kontrakt, oplyser FCK.
Dronerapport på pause: Forsvarsministeriet oplyser i en mail til Jyllands-Posten, at arbejdet med den længe ventede dronerapport er sat på pause, indtil der er dannet en ny regering.
Ambassade genåbner: Efter syv års pause – og en bortførelse af en præsident – genåbner USA sin ambassade i Venezuelas hovedstad, Caracas.
Dagens anbefaling
Mine kolleger har mødt grisehandler Jesper Madsen og hans afrikanske fodermester Alex Nkurunungi. Sidstnævnte er fra Uganda og er en del af den arbejdskraft, der ser ud til at blive mere af i Danmark. Sammen sender de en besked til statsminister Mette Frederiksen (S).
Læs artiklen her.
Tak fordi du læste med og god aften!