Fortsæt til indhold
NB-Nyhedsguiden

Nyhedsguide den 27. marts 2026

Direktør spiser biokul

Godaften

En lang uge lakker mod enden, og påsken står for døren. Men før du går på weekend eller ferie, håber jeg, at du vil læse med her. Det har været en dag, hvor folketingsvalget endnu engang har stjålet overskrifterne. Partiformændene er gået ind og ud af Statsministeriets døre, og SF’s Pia Olsen Dyhr kom til at nævne muligheden for et nyvalg.

Velkommen til Nyhedsguiden. Her er dagens overskrifter:

  1. Regeringsforhandlingerne er i gang
  2. Direktør på udskældt pyrolyseanlæg spiser biokul: »Helt uskadelige«
  3. Skelsættende dom i Californien kan få globale konsekvenser

Regeringsforhandlingerne er i gang

Det nye: Fredag troppede lederne af syv partier skiftevis op i Statsministeriet til indledende regeringsforhandlinger med den kongelige undersøger, Mette Frederiksen (S).

Hvad er planen? Mette Frederiksen har indkaldt SF, Enhedslisten, De Radikale, Alternativet, Moderaterne, Venstre og De Konservative og skal afsøge muligheden for at danne en regering med Socialdemokratiet, SF og De Radikale. Flere af de hidkaldte partiformænd holdt fredag døren åben, mens Venstres Troels Lund Poulsen sagde nej til en S-SF-R-regering. Der er planlagt flere møder inden påske.

Direktør på udskældt pyrolyseanlæg spiser biokul: » Helt uskadelige«

Det nye: Direktøren for Stiesdal SkyClean, der står bag det udskældte pyrolyseanlæg i Vendsyssel, afviser, at de biokul, som anlægget producerer, er farlige. »De er helt uskadelige. Man kan faktisk spise dem, hvis man vil,« siger Peder Nickelsen og tager en bid af det sorte kul, da Jyllands-Posten besøger anlægget.

Hvad er baggrunden? Borgere i området har klaget over udslæt, sygdom, lugtgener, snyd med målinger, gentagne overskridelser af grænseværdier, fortyndede prøver og negative miljøpåvirkninger. Det afviser direktøren, som opfordrer Miljøstyrelsen og eksperter til at lave flere målinger.

Skelsættende dom i Californien kan få globale konsekvenser

Det nye: Meta, som står bag Instagram og Facebook, og Google, som står bag Youtube, blev i denne uge fundet skyldige i at skade en ung kvinde med vanedannende designs ved en domstol i Los Angeles. Dommen kan ifølge en amerikansk ekspert ende med, at de sociale medier bliver nødt til at ændre deres designs for brugere i hele verden.

Hvorfor? Sagen er én af tusinder, som teenagere, skoledistrikter og delstater i USA allerede har rejst mod bl.a. Meta, Youtube, Tiktok og Snapchat. Flere ventes at være på vej, og da der allerede ligger én dom, hvor ansvaret bliver lagt over på techgiganterne, kan de blive tvunget til at udbetale erstatninger i de øvrige sager.

I øvrigt værd at vide

Iranske hackere hævder, at de har brudt ind i FBI-direktørs indbakke: Hackere med tilknytning til Iran siger, at de har hacket FBI-direktør Kash Patels mailindbakke. En unavngiven embedsmand fra det amerikanske justitsministerium bekræfter, at Patels e-mail er blevet kompromitteret.

To mænd dræbt i trafikulykke: To mænd, som befandt sig i samme bil, blev torsdag aften dræbt i en trafikulykke på Hillerødmotorvejens forlængelse. To andre bilister blev kvæstet i den forbindelse. De er uden for livsfare.

Flåtsæsonen er skudt i gang: Flåtsæsonen er begyndt i Danmark, og derfor bør man være opmærksom i naturen, fordi flåtbid kan medføre sygdomme, som TBE og borrelia. Flåtsæsonen begynder, når temperaturen bevæger sig over syv grader.

Dagens anbefaling

Påskefrokosterne er lige om hjørnet, og hvis du ligesom jeg godt kan lide en øl til silden, er der hjælp at hente. Anders Halskov-Jensen har testet nogle af de mange påskebryg på markedet. Og selv om der bliver givet helt ned til to stjerner, er niveauet generelt højt.

Om testvinderen lyder det: »Drik til langtidsstegt lammeskank, hvor kødet falder fra benene. Fremragende!«

Læs testen her.

God læselyst, god weekend og god påske. Skål!