Nyhedsguide den 26. marts 2026
Kvinder er særligt i risiko for at tabe jobs til AI
Godaften, kære læser
Så blev det lillefredag!
Det betyder fodbold, måske en enkelt fyraftensøl og afslapning.
Forhåbentlig kan socialdemokraterne også få slappet en smule af oven på en valgkamp, der lod partiet gå tilbage i 99,6 pct. af valgstederne, men som politisk leder Mette Frederiksen kaldte et »o.k. resultat«.
Det og mere kan du læse om i denne Nyhedsguide. Her er dagens overskrifter:
- Socialdemokratiet er gået tilbage i 99,6 pct. af valgstederne
- Kvinder er særligt i risiko for at tabe jobs til AI
- Vi bruger mere strøm: Nettet kan ikke følge med
Socialdemokratiet er gået tilbage i 99,6 pct. af valgstederne
Det nye: Det er vist slået fast, at Socialdemokratiet går tilbage efter valget med et tab på 12 mandater. Men et danmarkskort, JP har lavet med data fra valgtal.dk, viser, at partiet er gået tilbage i 99,6 pct. af valgstederne. Problemet? SVM-regeringen spænder ben for regeringsforhandlingerne, der nu går i gang, mener valgforskere.
Hvad så nu? Socialdemokratiet er stadig det største parti med 38 mandater. Men hvis det »igen vil være et rigtigt stort parti«, skal man ikke stræbe efter en regering over midten, siger Martin Vinæs, der er lektor på Aarhus Universitet. Det er dog netop det, Lars Løkke Rasmussen (M) har udtrykt ønske om – og noget peger på, at han får noget at skulle sige i forhandlingerne.
Kvinder er særligt i risiko for at tabe jobs til AI
Det nye: En ny analyse viser, at det formentlig i særlig grad er kvinder, der er i risikozonen for at miste jobs til kunstig intelligens. Det skyldes, at det ifølge analysen, der kommer fra techselskabet Anthropic, især er de administrative opgaver, der står til at blive overtaget af AI – og det er netop disse jobs, særligt kvinder på verdensplan varetager.
Det gode: Senita Glusac er kvinde, offentlig administrationsrådgiver og ikke nervøs over nyheden. For hende har kunstig intelligens været med til, at hun kan ånde lettet op og nyde fordelene og generelt trives bedre på sit arbejde. Det er også det fokus, Mette Beck-Nielsen har. Hun er direktør for Digital Dogme og kvinden bag et opkvalificeringsforløb for kvinder, der vil blive bedre til at bruge AI.
Vi bruger mere strøm: Nettet kan ikke følge med
Det nye: Administrerende direktør i Energinet, Thomas Egebo, har et klart budskab, når det kommer til strøm: »Udbuddet kommer ikke til at kunne følge med efterspørgslen«. Det statsligt ejede selskab ser en udfordring i, at man hurtigere bl.a. kan smække solpaneler op, end man kan nå at udbygge elnettet. Problemet for Thomas Egebo er ikke den grønne omstilling, men at elnettet ikke kan følge med den.
Hvad betyder det? Elforbruget i Danmark er steget fra 35,2 til 40,5 TWh i årene 2020 til 2025. En fremskrivning viser, at tallet i 2040 i stedet vil være 92,7. Det betyder, at der skal bygges nye elmotorveje, og det skal gå hurtigt, mener Green Power Denmark. Ellers vil man ikke kunne »gennemføre den grønne omstilling«, mener den administrerende direktør Kristian Jensen, der også mener, at den nye regering bør have stort fokus på udbygningen af elnettet.
I øvrigt værd at vide
Nu går regeringsforhandlingerne i gang, og ifølge Jacob Bruun, tidligere rådgiver for Lars Løkke Rasmussen (M), kommer størstedelen af forhandlingerne til at foregå bag forseglede døre – han giver dog sit bud på, hvad der skal ske.
Ifølge Danmarks Nationalbank kan krigen i Mellemøsten forårsage en dansk inflation på 4,5 pct. i år. Derfor anbefaler Nationalbanken den kommende regering at »udvise forsigtighed«.
I aften kl. 20.45 skal de danske fodboldherrer spille landskamp mod Nordmakedonien. Landsholdet skal have en sejr, hvis der skal være en chance for at se de danske klaphatte blandt tilskuerne til VM i Nordamerika.
Dagens anbefaling
Du har måske set og hørt partilederdebatterne under valgkampen. Partiformand for Dansk Folkeparti Morten Messerschmidt var klar i spyttet, da han gik til angreb på sine kollegaer i de andre partier ad flere omgange.
Når han er i kampens hede, lægger han lige 20 pct. oven i sin karakter. Det siger i hvert fald Martin Flink, der fulgte partiformanden i to år, inden han skrev biografien ”Messerschmidt: portræt af en politisk ener”.
Ham har min kollega Thomas Lund Hansen talt med om de 20 pct. til og fra. Det er stensikkert en klar anbefaling værd!
God læselyst og god torsdag aften.