Drama på Borgen: Boligsag satte godkendelse på pause
Drama på Borgen: Boligsag satte godkendelse på pause
God eftermiddag,
Og hvilken dramatisk eftermiddag i dansk politik det har været. Jeg vil ikke spilde tiden på en indledning, så vi springer straks ud i det:
- Folketinget godkender valg efter dramatisk forløb
- Schytte: »Jeg har ikke brudt grundloven«
- Konservativt bagland kan se regering med S
Folketinget godkender valg efter dramatisk forløb
Det plejer sjældent at optage meget spalteplads, når Folketinget efter et folketingsvalg skal godkende, at valghandlingen er gået rigtigt for sig.
Men i denne omgang tør jeg godt forudse, at dagens begivenheder kommer til at fylde i aviserne i morgen.
For da Folketinget klokken 13 blev kaldt til møde i salen, måtte den fungerende formand Søren Gade (V) komme med lidt af en besked:
Udvalget til Prøvelse af Valgene (UVP), som skal indstille, om Folketinget kan godkende valget eller ej, havde brug for at holde et møde mere.
Information har nemlig i en artikel sået tvivl om, hvorvidt den stormombruste løsgænger Emilie Schytte reelt bor i Danmark.
I stedet skulle hun opholde sig hos sin mand i Malmø.
Dén går ikke ifølge loven, der siger, at man skal bo i Kongeriget for at blive valgt til Folketinget.
Schytte hævede øjenbrynene kortvarigt, da Søren Gade således satte mødet i folketingssalen på pause, og folketingsmedlemmerne forlod salen under megen snak og postyr.
Politikere, journalister og alle familiemedlemmerne til de nyvalgte folketingsmedlemmer skulle således slå en time ihjel, imens UVP voterede sagen.
Imens nogle fortrak til kontorerne, og andre sludrede løs i Vandrehallen, brugte et enkelt velklædt folketingsmedlem i jakkesæt og slips tiden på at vise sine Fjällräven-klædte forældre rundt på Christiansborg. Altid sjovt at se, hvad vores MF’ere kommer af.
Klokken 14 blev Folketinget så atter samlet, og denne gang kunne UVP-formand Peter Juel-Jensen (V) meddele, at valget godt kunne godkendes.
Stort ståhej for ingenting.
Alle stemte således for at godkende valget – med undtagelse af Emilie Schyttes tidligere partifæller Lars Boje Mathiesen og Nadja Nathalie Isaksen, som valgte at stemme blankt.
Der er lagt i kakkelovnen til rigtig god stemning mellem de tidligere partikammerater de næste fire år.
Schytte: »Jeg har ikke brudt grundloven«
Emilie Schytte kunne således gå direkte fra Folketingssalen og ned for at underskrive grundloven som godkendt folketingsmedlem.
Selvom det formelt set først er nu, hun har skrevet under på at ville overholde den, lød det allerede fra hende tidligere på dagen, at der ikke er noget at komme efter i hendes boligsag.
»Jeg bor i Danmark og er gift med en svensk mand. Jeg har på ingen måde brudt grundloven. Jeg tager skarpt afstand fra alle de her rygter,« sagde hun på vej ind i folketingssalen.
Hun havde i øvrigt taget sin mand med, som demonstrativt fik et kys i Vandrehallen foran presseopbudet.
»Og hvad så nu?«, tænker du måske.
Ifølge Peter Juel-Jensen har UVP deres på det rene, eftersom den hasteredegørelse, Indenrigsministeriet har lavet tirsdag formiddag, ikke har bevist, at Emilie Schytte bor i udlandet.
»Jeg har de oplysninger, som jeg skulle bruge. Men jeg synes da, det er en god idé, at kommunen af egen drift – eller at Schytte selv – får taget sagen op, hvis hun vil have renset sit navn,« sagde han.
Det kunne også være, at pressen kunne finde ud af, hvad der er op og ned, foreslog han.
Dermed kan Folketinget komme i gang med arbejdet (især når vi også lige får nedsat en regering), men jeg tror ikke, at vi har hørt det sidste i dén boligsag.
Konservativt bagland kan se regering med S
Nå. What a ride, som de siger i cykelsporten.
Til sidst smutter vi lige kort forbi de igangværende regeringsforhandlinger.
Klokken 17 skal Konservativt Folkepartis formand, Mona Juul, nemlig til møde med den fungerende statsminister Mette Frederiksen (S).
Og hvis det står til dele af det konservative bagland, så bør Mona Juul overveje at gå i en bred midterregering med Socialdemokratiet.
Det siger flere af partiets borgmestre til mine kolleger, Nikolaj Rytgaard og Frederik Fogde.
»Jeg ser hellere det end en ren rød regering,« lyder det f.eks. fra Samsø-borgmesteren Per Urban Olsen.
Dyk ned i dén historie her.
Tak for nu.
Med venlig hilsen
Mathilde Hougaard Boesen
Politisk reporter, Jyllands-Posten