Fortsæt til indhold
NB-Borgen nyhedsbrev

Check, syrere og sæbe

Sådan gik dag 15 i valgkampen.

Goddag

Her kommer dit politiske overblik over dag 15 i valgkampen.

  1. Penge til pensionister
  2. Farvel til syrere
  3. Håndsæbe på børsten

1. Penge til pensionister

S og SF med fælles udspil. Foto: Jens Dresling

Socialdemokratiet og SF er gået sammen i dag om at love ekstra penge til pensionister.

De vil hæve formuegrænsen, der fastlægger, hvornår man er for rig til at få ældrechecken, så flere kan få den. I dag må man maksimalt have 108.000 kr. for at få ældrecheck. Partierne tænker at fordoble det, men har ikke lagt sig endeligt fast, skriver DR.

Checken er højest 26.900 kr. om året før skat.

Oven i det vil S og SF hæve selve folkepensionen for de 150.000 pensionister, der kun har folkepensionen og en bitte opsparing.

Nærmere detaljer fremgår ikke.

Planen vil koste ca. 2 mia. kr. Pengene skal skaffes via udefinerede besparelser i staten.

2. Hjem med syrere

Inger Støjberg, formand for Danmarksdemokratierne, stiller i Jyllands-Posten i dag et »meget afgørende krav« til en eventuel blå statsminister om, at der inden for maksimalt 100 dage efter valget skal laves en klar plan for at få hjemsendt de syrere, som er kommet til Danmark under den årelange borgerkrig i hjemlandet.

Troels Lund Poulsen er med på den.

»Hvordan vi laver den, kan vi diskutere, når der forhåbentlig er et blåt flertal,« siger han til DR.

Blå blok står i øjeblikket til 80 mandater ifølge JP-snittet.

3. Håndsæbe på børsten

Dagens på Christiansborg absolut mest omdiskuterede historie i valgkampen står i Euroman, hvor Lars Løkke Rasmussen (M) fortæller om sine morgenrutiner.

For eksempel at han ryger i sengen, hvis han har halsbetændelse, at han nogle gange går ned og drikker en kop kaffe, hvis han vågner om natten, og at han af og til børster tænder i håndsæbe.

Det var det for i dag.

Nå, nej, jeg glemte at nævne, at vi nu er gået i luften med Jyllands-Postens kandidattest til dig, der er i tvivl om, hvad du skal stemme den 24. marts. Prøv den på jp.dk/kandidattest.

Adieu

Nikolaj Rytgaard

Politisk journalist