Fortsæt til indhold
NB-Borgen nyhedsbrev

Blå blok er i frit fald

Blå blok er i frit fald

God eftermiddag!

Så skal jeg da ellers lige love for, at der kom fart under fødderne på den her valgkamp.

Med DR og TV 2’s partilederrunde i går aftes kom vi over startstregen, og min fornemmelse er, at en valgkamp er lidt ligesom et motionsløb: Man lægger hårdt ud. Så trænger man til et energiboost halvvejs, inden man når den afgørende slutspurt.

Vi er stadig i valgkampens indledende fase, så det politiske overblik er i dag en tætpakket vitaminbombe af døgnets vigtigste politiske historier.

Så er du i form til at blive sendt på weekend, i fredagsbar eller, hvor du nu kommer til at diskutere det meget spændende valg henne...

Lad os komme i gang!

  1. Blå blok har mistet pusten, viser målinger
  2. Troels Lund afviser formueskat
  3. Ny sag om mandatkøbsforsøg hos Moderaterne

Blå blok har mistet pusten, viser målinger

Fire af de borgerlige partiledere samlet til Borgerligt Konvent i efteråret. Arkivfoto: Thomas Borberg

Vi begynder i meningsmålingsland.

Her på JP har vi i samarbejde med Aarhus Universitet udarbejdet et vægtet gennemsnit af meningsmålingerne, for at give dig det mest præcise billede af, hvordan sagerne står i dansk politik.

Det bliver opdateret løbende undervejs i valgkampen, og her på startlinjen er billedet tydeligt: Blå blok havde momentum og flertal i efteråret. Nu har de tabt pusten – ja, faktisk er blokken i frit fald.

Det er særligt Dansk Folkepartis vigende tilslutning, der driver nedturen, men Liberal Alliance hjælper også godt til i den nedadgående tendens.

Det betyder, at rød blok er snublende tæt på et flertal – eller at Moderaterne kan blive tungen på vægtskålen i regeringsforhandlingerne.

Er alt håb så allerede ude for blå blok?

Nej, siger valgforsker Martin Vinæs til min kollega, Nikolaj Rytgaard.

Det kan du læse meget mere om her.

Troels Lund afviser formueskat

I går sagde JP’s analytiker, Niels Th. Dahl, til mig, at Mette Frederiksen (S) med sin udmelding om at ville indføre en formueskat havde servet (altså ligesom i tennis).

På den måde var de borgerlige partier endt i defensiven, for nu ville de være nødt til at besvare serven.

Det gør Troels Lund Poulsen så i dag.

V-formanden, der i øvrigt lige sprang ud som statsministerkandidat i går aftes, afviser klart en formueskat.

»Jeg kommer ikke til at være med i en regering, der indfører en formueskat. Det er med til at gøre Danmark fattigere og underminere den stærke økonomi, vi har,« siger han til TV 2.

Min kollega Mads Bonde har i øvrigt også talt med formanden for Danske Iværksættere om formueskatten.

Han mener, at den vil »hive rygsøjlen ud af dansk iværksætteri«, hvilket risikerer at efterlade Danmark som et »frilandsmuseum« i forhold til Kina og USA.

Hvordan det hænger sammen, kan du læse her.

Ny sag om mandatkøbsforsøg hos Moderaterne

Ja, okay, ”mandatkøbsforsøg” står nok ikke ligefrem i Den Danske Ordbog, men ordet er kommet i den politiske ordbog det seneste år.

Før sommerferien kom det frem, at Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, havde forsøgt at lokke løsgænger Mike Fonseca til at nedlægge sit hverv som folketingsmedlem mod en sum penge.

Nu kommer en anden eks-Moderat, Jon Stephensen, så også på banen og fortæller, at han blev tilbudt 1 mio. kr. af Moderaterne for at forlade Folketinget.

Det skulle være sket i august 2023, efter det kom frem, at han havde sendt upassende beskeder til en ung kvinde.

Ifølge Jon Stephensen var Lars Løkke Rasmussen vidende om, at Stephensen fik milliontilbuddet.

Løkkes modsvar er lidt kringlet, for han svarer ikke direkte på beskyldningen.

Det kan du læse her.

Det var alt for i dag – tak fordi du læste med.

Vi er tilbage på mandag med flere opdateringer fra valgkampen.

Bedste hilsner,

Mathilde Hougaard Boesen

Politisk reporter, Jyllands-Posten