Fortsæt til indhold
NB-Borgen nyhedsbrev

Nyt om politik

God eftermiddag

Det er mandag, og det føles for alvor som om, at en ny istid har slået rod. Måske er denne mandag også ekstra hård, hvis du netop er vendt tilbage på arbejde fra en velfortjent vinterferie.

Derfor har jeg udvalgt tre af dagens vigtigste politiske historier, som du kan varme dig på:

  1. Hummelgaard slår ned på kriminelle netværk
  2. Det trækker op til valg
  3. S får kritik af skoleelever

Hummelgaard slår ned på kriminelle netværk

Justitsminister Peter Hummelgaard annoncerede mandag morgen, at regeringen vil gå hårdere efter kriminelle familier. Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix

Mandag morgen præsenterede justitsminister Peter Hummelgaard (S) regeringens nye initiativer mod bandekriminalitet.

Ministeren vil blandt andet bede Det Kriminalpræventive Råd lave en rapport om de såkaldte »muliggørere« i Danmark.

En slags dansk lillesøster til den svenske undersøgelse, der viste eksempler på infiltration fra kriminelle netværk i flere sektorer i det svenske samfund, som Frederik Vad (S) satte på dagsordenen med sin tale om »den tredje erkendelse« i foråret 2024.

Derudover vil man udvide bandeparagraffen, der muliggør en fordobling i straffen, til at omfatte kriminelle familier og hæve strafferammen for bestillingskriminalitet.

»Vi vil sende et klart signal til bander om, at de ikke skal få lov til at udbytte børn og unge. Hårdkogte bandekriminelle skal ikke kunne gemme sig bag børnesoldater,« sagde justitsministeren på pressemødet.

Hele udspillet rummer ni initiativer, som er ridset op her.

Det trækker op til valg

Endnu en gang blev det understreget, at et folketingsvalg er tæt på.

Denne gang er det Troels Lund Poulsen (V), der markerer sig med et forslag, der ligger afstand til både Socialdemokratiet og Moderaterne.

Venstre vil skære i udviklingsbistanden, så den kommer ned på 0,5 pct. fra FN’s anbefalede niveau på 0,7 pct. af BNI’en for at finansiere velfærd og sikkerhed.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen kaldte forslaget »dumt«, blandt andet fordi han mener, at det vil svække Danmarks indflydelse i verden.

Vores egen analytiker Niels Th. Dahl hæfter sig ved netop kanten til Moderaterne:

»Venstre forsøger at udstille Løkke som en fjern globetrotter, der vil brænde pengene af i Afrika, mens Venstre hellere vil bruge dem herhjemme.«

Læs mere her.

S får kritik af skoleelever

Der blev afgivet falske valgløfter, da Socialdemokratiet op til skolevalget i januar, lovede kortere skoledage, siger Dansk Folkeparti og Alternativet til DR.

»Hvis skoledagen bliver for lang, er der ikke energi tilbage til det, der har værdi uden for skolen. Netop derfor støtter Socialdemokratiet – og DSU – kortere skoledage,« lød det fra børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) i en video på sociale medier.

Nu er et nyt folkeskoleudspil landet fra S, men intet er nævnt om kortere skoledage.

S blev det største parti ved skolevalget, og to af de 15 årige-elever, som satte deres kryds hos dem, føler sig nu manipuleret med.

Tesfaye har ikke ønsket at stille op til et interview med DR, men henviser i en mail til, at regeringen tidligere har forkortet skoledagen for de mindste elever.

Tak fordi du læste med.

Med venlig hilsen

Alma Carmen Christensen

Journalist, Jyllands-Posten