Fortsæt til indhold
Nyhedsbreve

Tog Clinton fusen på republikanerne?

Hillary Clinton gjorde et stærkt indtryk under 11 timers afhøring. Racisme bag sværd-attentat, siger svensk politi.

Du læser Premiums Briefing - hver morgen giver vi dig et overblik over de vigtigste historier – skrevet og redigeret af vores nyhedsvært. Meld dig til Premium i dag, hvis du ikke allerede er abonnent. Den første måned er gratis. Har du tips, tricks eller bemærkninger, så skriv til premium@jp.dk. Vi svarer altid.

I nat blev den demokratiske præsidentkandidat Hillary Clinton grillet i 11 stive timer i en kongreshøring om terrorangrebet i Benghazi i 2012, hvorunder USA's ambassadør blev dræbt. Republikanerne er under beskydning for at have tilrettelagt høringen som et led i præsidentvalgkampagnen, skriver USA-korrespondent Jørgen Ullerup i en Premium-baggrund.

Men nyhedsbureauet AP beretter fra høringen, at en kølig Clinton med detaljerede svar mere lignede et præsidentemne end en politiker under pres, og kollegerne på nyhedsbureauet Reuters vurderer, at Clinton bestod »en politisk test« og formåede at afvise hård republikansk kritik af hendes håndtering af terrorangrebet. Tyske Der Spiegel kalder Clintons optræden i høringen et »suverænt showdown«, CNN vurderer, at Clinton kom »uskadt« igennem høringen, og også Washington Post beskriver hendes optræden som en klar sejr over republikanerne.

Bloomberg kan man læse et længere referat af høringen.

En veloplagt Hillary Clinton blev afhørt i 11 timer af Kongressens Benghazi-komité.

Det blodige sværd-overfald på en skole i Trollhättan i Sverige i går har chokeret i lande, der ellers er vant til blodige overfald i det offentlige rum. BBC skriver om et "Et Sverige i chok", og The Independent og The Guardian beskriver drabsmanden som en koldblodig type, der poserede på fotos med elever, inden han slagtede løs på dem med et sværd.

Politiet i Sverige fastslår nu, at der lå et racistisk motiv bag det blodige sværd-overfald på en skole i Trollhättan i Sverige, der kostede to personer livet og sårede to andre alvorligt. Det fastslår svenske politi fredag morgen, melder svenske medier. Den 21-årige gerningsmand havde på YouTube udvist stor interesse for Hitler og Nazityskland, ytret sig kritisk over for islam og på Facebook støttet et opslag, der agiterer for at standse indvandringen.

»Vi har konkluderet, at der findes et hatecrime-motiv med racistiske fortegn,« siger en talsmand for det svenske politi til Aftonbladet. Gerningsmanden er foreløbig identificeret som Anton Lundin Pettersson, skriver Aftonbladet. En tilbagetrukken ung mand, der boede blot tre kilometer fra skolen, tilføjer Jyllands-Posten. Expressen beskriver ud fra øjenvidner, at den Darth Vader-udklædte gerningsmand poserede på fotos med elever, inden han begyndte at hugge løs med sværdet på lærere og elever.

Drabsmanden dræbte en 20-årig hjælpelærer og en 17-årig elev og sårede en lærer og en elev alvorligt, inden han blev skudt ned af politiet. Den 21-råige drabdmand døde senere på hospitalet.

Løftebrud og løftebrud. Torsdagens dagpengereform mellem Venstre-regeringen, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti har udløst beskyldninger om løbe fra egne valgløfter fra højre og venstre. Konservative, Liberal Alliance og de radikale kritiserer, at regeringen går stik i mod sit eget ønske om ikke at indgå aftaler, der svækker beskæftigelsen. Og det gør dagpengeaftalen - 800 færre vil komme i arbejde, lyder beregningerne, skriver Jyllands-Posten. I fagbevægelsen er skuffelsen så udbredt , at der vil blive sendt en »kammeratlig hilsen,« når der mandag er LO-kongres i Aalborg, lyder det fra formændene fra FOA, HK og Socialpædagogerne til avisen.dk.

Socialdemokraterne er også klar til at lave en politisk aftale med regeringen om yderligere stramninger på udlændingeområdet. Integrationsminister Inger Støjberg (V) vil stramme reglerne for familiesammenføring for personer, der vurderes at have ringe muligheder for integration. DF vil også have flygtninge omfattet af reglerne, skriver Berlingske.

DET ER SKET I NAT

FN har advaret om, at en sultkatastrofe kan være undervejs i det borgerkrigshærgede, afrikanske land Sydsudan. Mindst 30.000 er ifølge FN i fare for at dø af sult, mens fire millioner mennesker sulter.

Specialstyrker fra USA og Peshmerga-styrker fra Irak har i fællesskab gennemført en aktion ind i IS-besat område i Syrien og befriet 70 fanger i et fængsel, der stod over for henrettelse.

DET SKRIVER ANDRE MEDIER OM

  • Berlingske: Kjeld Kirk Kristiansen gør efter årtier i spidsen for legetøjsgiganten Lego klar til et generationsskifte og overlader ansvaret til sønnen Thomas Kirk Kristiansen.
  • Politiken: Den nordiske velfærdsmodel kan ikke holde til en så massiv flygtningetilstrømning, som Sverige har oplevet, mener den tidligere finansminister Bjarne Corydon (S).
  • Information: Det er ikke længere kun de traditionelle, der undersøger, graver og følger i magthavernes spor. Såkaldte borgerjournalister har indtaget rollen som demokratiets vagthunde.
  • Kristeligt Dagblad: Sygehuse oplever en stigning i antallet af piger, der henvises på grund af tegn på tidlig pubertet. Forældrene ønsker hjælp til at normalisere børnenes udvikling, siger klinikchef.
  • DR Nyheder: De konservative vil med et beslutningsforslag tvinge V-regeringen til at acceptere målet om at reducere Danmarks udledning af CO2 med 40 pct. i 2020. Der er flertal for forslaget, og regeringen risikerer at komme i mindretal.
  • Weekendavisen: Den omdiskuterede statsminister Erik Scavenius, der samarbejdede nært med nazisterne under Besættelsen, blev i 1961 udpeget som modtager af Staten Israels Fortjenstmedalje for sin indsats for jøderne, viser opsigtsvækkende fund i arkiverne.
Erik Scavenius modtog aldrig den israelske fortjentsmedalje, fordi han var syg og alderssvækket. Han døde året efter i en alder af 86 år.

DET SKAL DU HOLDE ØJE MED I DAG

Der falder dom i injuriesagen mod Dansk Folkeparti, som i 2013 bragte en annonce med navnene på 685 personer, der havde fået dansk statsborgerskab. Det skete under overskriften "Én på listen er til fare for Danmarks sikkerhed - nu bliver han dansker".

I eftermiddag ventes den svenske regering samt alle partier undtagen Sverigedemokraterna at fremlægge stramninger for flygtninge. I går anslog Migrationsverket, at Sverige i år modtager mellem 140.000 og 190.000 flygtninge.

Se det store udvalg af Premium-artikler på Premiums forside. Her er adgang til alle Premiums sektioner; Indblik, Indland, International, Erhverv, Kultur/Anmeldelser, Livsstil med mere.

Meld dig til Premium i dag, hvis du ikke allerede er abonnent. Den første måned er gratis, og der er ingen binding den første måned.