Libanesiske aviser: Vi er ligeglade med jeres flygtningeannoncer
En dansk betjent er blevet set af over 2 mio. internetbrugere. Her er en af verdens værste kriser, som alle overser. Læger Uden Grænser forsøger at råbe Lars Løkke op.
Du læser Premiums Briefing - hver morgen giver vi dig et overblik over de vigtigste historier – skrevet og redigeret af vores nyhedsvært. Meld dig til Premium i dag, hvis du ikke allerede er abonnent. Den første måned er gratis. Har du tips, tricks eller bemærkninger, så skriv til premium@jp.dk. Vi svarer altid.
Fra både ind- og udland regner kritikken ned over statsminister Lars Løkke Rasmussen. Statsministeren har sendt Danmark ud på en gevaldig slingrekurs ved ikke at melde klart ud, hvad regeringen vil gøre ved flygtningestrømmen, lyder det fra den radikale formand Morten Østergaard, mens Alternativets formand Uffe Elbæk kalder den danske regerings nej tak til at tilslutte sig det europæiske kvotesystem for "fuldstændig mangel på politisk format". Også den svenske statsminister, Stefan Löfven, har langet ud efter Danmark for bare at sende flygtningene videre til Sverige uden at registrere dem i Danmark, og formanden for Venstrepariet i Sverige, Jonas Sjösted, sagde torsdag aften, at han var "meget skuffet over Danmark" med henvisning til landets holdning til asylansøgere i al almindelighed.
"Pigtrådshegn koster menneskeliv - åbent brev til Lars Løkke Rasmussen". Sådan begynder en stor annonce, som Læger Uden Grænser har indrykket i fredagens udgave af Jyllands-Posten. Organisationen opfordrer statsministeren til at skabe et humant, værdigt og sikkert alternativ til at lade menneskesmuglere sejle flygtningene over Middelhavet i små, dårlige både. Noget, Europas politikere lige nu forsømmer at gøre, mener organisationen. "Ligegyldigt hvilke forhindringer, der bliver sat op, vil de blive ved med at komme. De har ikke andre valg," lyder det fra Læger Uden Grænser, som mener, at ord som "migranter" og "flygtninge" giver et forkert billede, og at alle - uanset om de er flygtninge eller migranter - bør få lægehjælp, mad, vand og tag over hovedet, når de har brug for det.
En dansk betjent er pludselig blevet berømt over hele landet, efter at et billede af ham er blevet delt tusindvis af gange på internettet. Billedet, som forestiller betjenten der leger med et flygtningebarn på motorvejen, er taget til Jyllands-Posten af freelancefotograf Michael Drost-Hansen under flygtningenes gåtur på motorvejen E45 i Sønderjylland. Den flinke betjent er blevet et symbol på menneskelighed og næstekærlighed, skriver nogle af de mange tusinde mennesker, som har set billedet. En ekspert vurderer, at billedet er blevet set af op mod 2 mio. danskere. Fotografen til billedet siger, at billedet ikke er opstillet, men at situationen opstod spontant. "De legede et stykke tid, og det var ikke mit indtryk, at politibetjenten gjorde det til ære for kameraet," siger han.
Danmark risikerer at ryge helt ud af EU's flygtningesamarbejde, hvis vi fortsat nægter at være en del af det europæiske kvotesystem. Det vurderer de danske embedsmænd i et notat til Folketingets Europaudvalg. Dermed står Danmark over for et valg: Vil vi være en del af kvoterne og tage vores del af flygtningene - og dermed reelt miste magten over flygtningepolitikken - eller vil vi stå udenfor og ryge ud af Dublin-forordningen. Hvis sidstnævnte bliver tilfældet, kan Danmark blive et tomrum i Europa rent juridisk, hvorfra flygtninge ikke kan risikere at blive sendt tilbage.
På den græske ø Lesbos hersker der kaotiske tilstande. Turisterne bliver væk fra den ellers tidligere så populære ferieø, og mange af de lokale frygter, at øen bliver overtaget af migranter. Hver dag kommer der nye både til med flygtninge og migranter, som er sejlet til Grækenland fra Tyrkiet, og der er slet ikke ressourcer til at tage sig af dem alle. Der bor 30.000 mennesker i byen Mytilini på Lesbos - på et tidspunkt var der 28.000 migranter og flygtninge i byen, siger en af de lokale beboere. Flygtningepresset har betydet, at en række krydstogtskibe har fravalgt at lægge til på Lesbos, mens andre turister har aflyst deres rejse til den græske ø. "Flygtningene har ødelagt øen," siger en rejsearrangør.
Flere libanesiske aviser undrer sig meget over, at de pludselig er blevet centrum for en kamp mellem to fløje i den danske flygtningepolitik. Mandag indrykkede den danske regering de meget omtalte annoncer, som fortæller flygtninge om de danske ydelser og den stramme danske flygtningepolitik. Torsdag begyndte en modgruppe så at indsamle penge, som også skal gå til annoncer i de libanesiske aviser - men det skal denne gang være annoncer, som fortæller, at danskerne skam har sympati og medfølelse for flygtninge. Annoncekrigen er dog formentlig mere relevant i Danmark end i Libanon, hvor man ikke helt forstår, hvorfor den danske debat har spredt sig så langt sydpå. "Vi er travle med alt mulig andet i Libanon. Vi har lige nu over 1 mio. flygtninge. Annoncen er ikke det, der optager folk," siger annoncedirektør Issam Rahil fra avisen Al-Mustaqbal til Politiken.
I et halvt år har bomberne regnet ned over Yemen, som ligger syd for Saudi-Arabien, og den nordlige del af landets indbyggere har længe været under decideret besættelse af Saudi-Arabien, som kontrollerer, hvad der kommer ind i landet. Luftangreb er hverdagskost - tidligere på ugen bombede den saudiske koalition mål i Yemens hovedstad Sanaa, og flere vidner rapporterer om, at flere og flere udenlandske soldater er ved at rykke ind i landet. Koalitionen kæmper mod de iransk-støttede houti-oprørere, som sidste år indtog hovedstaden Sanaa, og tidligere i år afsatte den landets præsident og sendte ham i husarrest. Mange lande har siden lukket deres ambassader i Yemen af frygt for en borgerkrig, og nødhjælpsorganisationen Oxfam kalder det for "en af verdens værste kriser".
Redningsarbejdet efter de voldsomme oversvømmelser i Japan er langt fra forbi, og indbyggerne i de ramte områder bliver stadig fragtet i sikkerhed i helikoptere og både. Mindst 100.000 er blevet tvunget fra deres oversvømmede hjem, og 25 personer er meldt savnet i Joso, efter at Kinugawa-floden er gået over sine bredder og har sendt en regulær mur af vand ind over byen. Oversvømmelserne er kommet efter en periode med usædvanlig megen nedbør, men at situationen skulle blive så alvorlig, som det nu er tilfældet, har overrasket mange.
DET ER SKET I NAT
Et stort flertal i FN's Generalforsamling har stemt for, at det palæstinensiske flag skal vaje ved FN's hovedkvarter i New York. Israel og USA var blandt de blot otte lande, der stemte imod forslaget.
Mindst 30 personer er døde i den tyrkiske by Cizre, siden tyrkisk militær indledte en operation i byen i sidste uge. Spændingerne mellem den tyrkiske regering og landets kurdere er lige nu på kogepunktet.
DET SKRIVER ANDRE MEDIER OM
- Politiken: Den danske regering vil forsøge både at blive i Dublin-aftalen og stå uden for EU-Kommissionens plan om en kvotefordeling af 160.000 flygtninge og migranter.
- Berlingske: Kritikken hagler ned over statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) for regeringens håndtering af flygtninge- og migrantkrisen.
- Information: Vilkårene for de syriske flygtninge er blevet drastisk forværret i nærområderne. Det vil sandsynligvis resultere, at endnu flere vil søge væk.
- Kristeligt Dagblad: En ny lov om indsamlinger betyder, at danskerne vil få besøg af flere frivillige med indsamlingsbøsser i 2016. Det kan udfordre hjælpeorganisationerne.
- DR Nyheder: Landet Israel vil ikke eksistere om 25 år, siger Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei i en tale i Teheran.
DET SKAL DU HOLDE ØJE MED I DAG
Den danske astronaut Andreas Mogensen påbegynder fredag aften kl. 20 sin rejse tilbage til Jorden.
Årsdagen for terrorangrebene i New York og Washington den 11. september 2001 markeres. 2.998 mennesker mistede livet i terrorhandlingerne.
Der er valg i Singapore. Valget afholdes næsten halvandet år før fristen for valg.
Se det store udvalg af Premium-artikler på Premiums forside. Her er adgang til alle Premiums sektioner; Indblik, Indland, International, Erhverv, Kultur/Anmeldelser, Sport, Livsstil med mere.
Meld dig til Premium i dag, hvis du ikke allerede er abonnent. Den første måned er gratis, og der er ingen binding.