Navne

Handymanden, der elsker linolie

75 år lørdag den 11. august: Journalist og gør det selv-mand Flemming Leth har efter en hård barndom været vidt omkring arbejdsmæssigt.

Danskerne lærte Flemming Leth at kende som handymanden, der kunne ordne alt. Arkivfoto: Andreas Szlavik/Polfoto

Det vakte ramaskrig blandt tv-seerne, da gør det selv manden Flemming Leth for 15 år siden med omgående virkning blev fyret fra sit populære tv-program på DR, "Det' Leth".

Årsagen til den pludselige afsked var Flemming Leths deltagelse i en forbrugermesse i Frederiksborghallen, som ifølge DR's ledelse var et eklatant brud på stationens reklameregler.

Han var selv uforstående over for fyringen: »Prøv at se, hvor mange DR-medarbejdere, der er på Eugen Tajmers bookingliste,« sagde Flemming Leth.

Forinden havde handymanden Leth gjort gør det selv-programmet til en kæmpesucces. Og slået et slag for linolie som løsning på rigtig mange praktiske problemer i hjemmet.

Flemming Leth var en af de drenge, hvis barndom blev fyldt op med tæv og traumatiske oplevelser på det siden hen så berygtede børnehjem Godhavn. Her havnede han som niårig efter en anmeldelse for cykeltyveri. Først efter tre år kom han tilbage til sin far.

I forvejen var hans mor død fra ham, da han var tre, så Flemming Leth blev tidligt hærdet og lærte at gøre tingene selv.

Han blev uddannet erhvervsdykker, men nåede også at arbejde som kok, massør, skiguide og rejseleder, inden han først i 1990'erne fik smag for journalistik og fik et ring og spørg-program på Østjyllands Radio.

DR fik øje på hans formidlingstalent, og Flemming Leth fik sit eget radio- og tv-program, "Det' Leth", som blev en stor succes hos seerne. Det var her, Leth promoverede linolie som løsning på mange problemer. Han var også med i haveprogrammet "Hokus Krokus".

Efter DR-tiden medvirkede han i programmer på andre kanaler, heriblandt "Danmarks værste handymand" på TV Danmark.

/ritzau/

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her