Navne

Instruktør Palle Kjærulff-Schmidt er død efter sygdom

En 60'erne og 70'ernes store filminstruktører er sovet ind efter kort tids sygdom.

Efter flere store fjernsynsfilm i 1970'erne, har Palle Kjærulff-Schmidt også udtrykt sig gennem fotografier og radioteaterstykker. Foto: Søren Steffen/Polfoto

Den Bodilpris-vindende filminstruktør Palle Kjærulff-Schmidt er død 86 år gammel efter kort tids sygdom. Det oplyser familien til Ritzau.

Instruktøren spillede en rolle i "den nye bølge", der var en progressiv kulturbevægelse op gennem 1960'erne, og som formede og ikke mindst omformede dansk film.

Opvokset i et skuespilhjem hvor forældrene Inga Thessen og Helge Kjærulff-Schmidt - også kendt som lærer Andersen i Matador - lå det lige for, at han fik et liv i dansk film. De to blev skilt, da Palle Kjærulff-Schmidt var to.

Som 22-årig debuterede han som teaterinstruktør på Nørrebro Teater, hvor hans stedfar var direktør, i 1953.

Efter at have assisteret på "Far til fire"- og Morten Korch-film var han klar til at instruere sin egen film. Debuten blev filmen "Bundfald" om homoseksuelle, der i 1958 vandt en Bodil for bedste film.

Hans gennembrud kom med filmen "Weekend", der blevet lavet sammen med Klaus Rifbjerg som manuskriptforfatter.

Filmen om en gruppe umodne 30-åriges spiritusvædede sommerhusophold blev "den nye bølges" første store aftryk på dansk film. Den indbragte også Palle Kjærulff-Schmidt hans anden Bodil for bedste film i 1963.

Den efterfølgende film "Der var engang en krig" er betragtet som et af Kjærulff-Schmidts hovedværker. Filmen skildrer en ung dreng, der bliver til en mand under Anden Verdenskrig.

Gennem 1970'erne var Palle Kjærulff-Schmidt med til at lægge gaderne øde søndag aften i samarbejde med Leif Panduro.

Sammen stod de bag "Et godt liv", "Hjemme hos William", "Bertram og Lisa", "Rundt om Selma" og "Adams verden".

Efter succesen på fjernsynsskærmen i 1970'erne har Palle Kjærulff-Schmidt også udtrykt sig gennem fotografier, bøger og radioteaterstykker.

Hans fotografier har blandt andet været udstillet på Louisiana og Brandts Klædefabrik.

Palle Kjærulff-Schmidt var æresmedlem i sammenslutningen af danske film- og sceneinstruktører og er blevet tildelt Statens kunstfonds livsvarige ydelse.

/ritzau/

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her