Annonce
Ferie i Danmark

En saltvandsindsprøjtning på Læsø

Læsø er åbne vidder mod havet og trange huse med tangtag. Der er friske jomfruhummere på havnen, is med ribs og rabarber og uldstrik i moderne mønstre. Men først og sidst er Læsø historien om det hvide guld, sydesaltet.

Saltsyder Poul Christensen, også kendt som Syde-Poul, har tilhørerne i sin hule hånd i saltsyderhytten, hvor han fortæller historier om saltsydningen på Læsø.

»Det særlige ved sydesalt er, at det smelter på tungen, og så smager det af noget,« fortæller saltsyder Poul Christensen.

Han udtaler »smelter« og »smager« med en fylde, så tænderne løber i vand, og man får lyst til en af de madder med salt og tandsmør – skåret med ostehøvlen – som han angiveligt propper sig med, når konen vender ryggen til. Poul Christensen, der er bedre kendt som Syde-Poul, forklarer, at det almindelige køkkensalt, vi køber til en tier for et halvt kilo, er rent natriumklorid. Sydesaltet adskiller sig ved, at det indeholder fem procent af andre salte. Det giver, sammen med sydeprocessen, en anderledes smag og struktur.

På en vandretur langs Læsøs sydøstlige kyst møder man Fannemands færge, hvor man selv kan trække sig over en kanal.

Saltsydning foregår ved, at saltvand hældes på store jernpander, der varmes op, så vandet fordamper, til kun saltet er tilbage. Det kræver en masse brænde, og det er da også derfor, at der blev sat en brat stopper for syderiet på Læsø i 1600-tallet. Efter 500 års saltsyderi var der ganske enkelt ikke et eneste træ tilbage på øen.

Først i 1990 blev saltsydningen genoptaget på øen. Det begyndte som et beskæftigelsesprojekt, og giver i dag fast arbejde til 10 læsøboere.

Dette og meget mere kan man høre om på et besøg i saltsyderhytterne, hvor Syde-Poul holder tilhørerne i sin hule hånd med historiske facts tilsat et pænt drys anekdoter. Og han sender gerne gæsterne ud ad døren med et: »Husk nu, at alt hvad jeg har sagt, skal tages med et gran salt«.

Livets salt – og kirkens

De historiske fakta kan man imidlertid indtage uden forbehold. Og kendskabet til middelalderens saltsydning på Læsø stammer fra arkæologiske undersøgelser på øen.

Kun fem procent af Læsø er bebygget, og en stor del af øen består af fredede klitheder, hedemoser og strandenge, der græsses af kvæg og får.

Med samme metoder som i middelalderen fremstiller Syde-Poul og hans kolleger årligt 70 ton salt. Med en god historie i ryggen kan det sælges for en kilopris på omkring 140 kroner. Det er en god forretning. Og alligevel forsvindende lidt i sammenligning med fortidens produktion og indtjening.

Fakta
  • Læsø er 118 km2 og er en selvstændig kommune; landets mindste med 1.800 fastboende. 110. 000 turister kommer hvert år til Læsø. Flest med færgen fra Frederikshavn, men også en del i sejlskibe, der ligger til i lystbådehavnen i Østerby Havn.
  • Der er en række campingpladser og godt 1200 sommerhuse på Læsø.
  • Øens vigtigste erhverv er turisme efterfulgt af fiskeri.

Poul fortæller, at hvor der i dag er tre sydehytter, stod der i middelalderen ikke færre end 300 ved havet på Læsøs sydlige lavland. Og produktionen af salt var mindst 100 gange større end i dag.

For at forstå, hvorfor salt var så livsvigtigt og produktionen så stor, er det værd at huske, at hverken dybfryseren eller diverse kemisk fremstillede konserveringsmidler havde set dagens lys i middelalderen. Lufttørring og saltning var de metoder, man havde, når man skulle få maden til at holde sig.

Ø-hop i det østjyske

Dermed var salt afgørende for den internationale handel og blev blandt andet brugt til saltning af sardiner fra Middelhavet og af de enorme mængder sild, der på den tid fandtes i danske farvande.

Det var vores sejlende forfædre, vikingerne, der fik færden af saltsydning længere nede i Europa, og ved Viborgbispens mellemkomst blev cisterciensermunke trukket til Danmark i 1100-tallet. Disse munke havde nemlig blandt mange andre håndværk også specialiseret sig i saltsydning, og bispens interesser i sagen var klar. Kirken, der i forvejen krævede skatter og afgifter af landbrugsproduktionen, kunne også kræve høje afgifter af saltproduktionen. Salt var altså ikke alene vigtig for madens holdbarhed og for datidens købmænd; den var også med til at fastholde kirkens indtjening.

At saltsyderiet blev udviklet netop på Læsø, skyldes både øens centrale placering på sejlruterne mellem Tyskland, Norge og Sverige, og muligheden for at hente vand med højt saltindhold op fra Læsøs lavtliggende områder.

Saltvand til sydning skal have samme procenter i salt som alkohol i vin; omkring 12-14. Hvis saltprocenten er lavere, skal vandet dampe i længere tid, og det kræver for store mængder brænde, forklarer saltsyderen.

Indholdet af salt i Kattegat ligger omkring to procent. Men når havet med jævne mellemrum oversvømmer det sydlige lavland, står vandet og damper ind. På grund af et tykt lag ler kan vandet ikke sive ned i jorden, og derfor dannes et lag vand, hvor saltindholdet når op på 12-14 procent.

Det er det vand, der – dengang som nu – bliver hældt på sydepanderne og forvandles til hvidt guld.

Badegæster og jomfruhummer

Salt er ikke den eneste rigdom, der udspringer af havet ved Læsø. Badegæster er en anden. Læsø har dejlige badestrande og kilometervis af åbne strandenge, der indbyder til vandreture på alle årstider.

Hummerfisker Gregers Jacobsen bøder garn på kajen ved Østerby Havneby.
Hvert år lander fiskerne 40.000 ton jomfruhummere på havnen på Læsø. Der er både store og, som her, en række mindre fiskerbåde. Læsø fiskeindustri er verdensførende med jomfruhummere, og har et datterselskab i Skotland.

Ifølge kommunaldirektør Johan Norden kommer der hvert år over 100.000 gæster til Læsø, og turisme er øens absolut vigtigste indtægtskilde. Udover at nyde strandene køber de halvdelen af øens saltproduktion – 35 ton – fordelt i poser på 100 til 200 gram – og så spiser de jomfruhummer.

Rejsen dertil
  • Turen til Læsø går via Frederikshavn, hvor der er bilfærge flere gange dagligt.
  • Sejlturen tager 90 minutter; der er en bistro ombord.

»Østerby Havn er en kæmpe attraktion, fordi det er en levende og aktiv havn. Folk elsker at komme her ned på havnen tidligt om morgenen, når hummerkutterne kommer ind med deres fangst,« fortæller Johan Norden, der selv har havneområdet som et af sine favoritsteder.

Her er både større og mindre både, og de fleste henter deres hummere tæt på Læsø. Det giver fiskerne mulighed for et normalt familieliv i modsætning til dem, der tager længere ud, og må være væk flere dage ad gangen, forklarer kommunaldirektøren.

Fiskeriet var tidligere Læsøs vigtigste erhverv. Det er det ikke mere. Men det betyder ikke, at turisterne skal gå forgæves efter hummer. Der er næsten ikke det spisested, der ikke serverer hummer i en eller anden form. Og i hovedbyen Byrum reklamerer den lokale kro med hummerpizza.

Huse med langt hår

I gamle dage gik alle øens træer til brænde under sydepanderne, og der var ikke nogen rørskov, man kunne lave stråtag af. Derfor var der brug for alternativt materiale til tagdækning.

Andrines hus er en af Læsøs berømte tanggårde. Den har fornylig fået nyt tag. Det krævede 32 ton ålegræs.

Også her kom løsningen fra havet. Tang – eller mere præcist ålegræs – blev tagdækning på en lang række af Læsøs gårde i middelalderen. Derfor kan man den dag i dag opleve en række af de særprægede tanggårde. Huse der ser ud, som om de har fået en overdimensioneret paryk. Og håret når næsten helt ned til jorden, så det er nødvendigt at klippe huller til øjnene.

Håret, det vil sige ålegræsset, er lagt med en teknik – tængning – som ikke er kendt andre steder i verden, og Johan Norden fortæller, hvordan der i dag bliver rejst penge til renovering af de unikke tanggårde.

Hold ferie for dine smagsløg på Samsø

Der findes i dag 32 tanggårde på øen. Et tangtag kan angiveligt holde i 300 år, men da de fleste tanggårde er fra 1500-tallet, er det ikke underligt, at de er blevet lidt løse i tængningen.

Nogle gårde har allerede fået nyt tag, og ved hjælp fra Realdania, er der for nylig opført et moderne tanghus, hvor ikke kun taget, men også væggene er bygget af tang. Og hvem ved, måske bliver ålegræs fremtidens isoleringsmateriale. Forskere taler om havets mange uudnyttede ressourcer. Dyrkning af ålegræs, som er både brandhæmmende og CO2 neutralt, kunne være en af mulighederne.

Læsø kurbad er indrettet i en nedlagt kirke og baseret på overskydende salte fra saltsyderiet. Her er det formanden for teknik- og havneudvalget, Folmer H. Kristensen og hans kone, Kirsten, der tager sig en slapper i et helsebringende saltbad.

Tre råd til rejsen

  • Besøg kurbadet, der er indrettet i den tidligere Vesterø Havnekirke. Kuren er baseret på overskudssalte fra saltsydningen. Det er salte, som ikke er velegnede til madlavning, men gavnlige for huden. Kurbadet har både behandlinger for psoriasispatienter og en række wellness-tilbud for alle. www.saltkur.dk
  • Læsø uldstue har næsten alt, hvad man kan ønske sig i uld. Strikkegran, trøjer, tøfler, plaider og ja også dyner. Uldstuen har et kæmpe udvalg i alskens farver og mønstre, og ulden kommer fra de får, der græsser på øens åbne marker og enge. www.laesoeuldstue.dk
  • Rid på islandske heste på Læsø. Krogbækgaard har tilbud om rideferie, weekendophold, ture i hestevogn og ridetræning året rundt. www.rideferie.dk
Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler

5 andalusiske bjerglandsbyer der er værd at holde fri fra stranden for

Få kilometer fra kysten og badebyen Nerja rejser bjergene sig: grå granit og grønne pletter af fyrretræer. På de tørre, forrevne klipper græsser får og geder mellem enkelte oliventræer, buske og lave træer. Ind imellem ligger frodige, fugtige og skyggefulde slugter, hvor vandrere og klatrere søger udfordringer på bjergsiderne. Og så er det her man finder nogle af Sydspaniens mest sjælfulde landsbyer.
Annonce
Annonce
Bolig
Danmarks svar på San Francisco: På toppen af alting bor borgparret fra Vejle
Ægtepar har adopteret middelalderstilen, siden de for halvandet år siden flyttede ind i Vejles nok mest specielle "borghus" med ”katakomber”, buer og hvælvinger. 
Se flere
Polaroid Originals OneStep 2: Det klassiske Polaroid er tilbage
Fascinationen ved gammel teknologi vil ingen ende tage – hvor irrationel den nu engang kan være. De overmættede og udtværede Instagram-filtre på mobilen er ikke længere nok. Der er kommet stor efterspørgsel på den ægte vare. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her