Ferie i Danmark

På sporet af poesien

Vi følger i Jeppe Aakjærs fodspor fra den fattige fødeegn til den prægtige gård Jenle – en rejse på 25 kilometer og 63 år, der gjorde en jysk bondedreng til landets fremmeste forfatter.

Rugen synger på marken, hvor Jeppe Aakjær satte en mindesten for sine forældre.

Jeg kan ikke få øje på noget byskilt – kun en advarselstrekant, der med sin stiliserede ko påpeger, at der kan være kreaturer på vejen. Men jeg ved dog, at jeg er i Åkær, en samling spredte gårde og huse, der gør det ud for den lokalitet, hvor digteren Jeppe Aakjær blev født i 1866.

Ordjongløren kom til verden som Jeppe Jensen, men skiftede senere sit borgerlige efternavn ud med Aakjær, ligesom byen blev stavet før diverse retskrivningsreformer.

Jeg vil følge i den store digters skriftspor fra fødeegnen til Astrup Vig ved Limfjorden, et par dusin kilometer mod nord, hvor de sidste linjer i en stor karriere blev skrevet.

To kilometer sydvest for Fly, der igen ligger en halv snes kilometer syd for Skive, triller jeg på min stålganger ad små veje mellem dyrkede marker og engarealer. Jeg vil følge i den store digters skriftspor fra fødeegnen til Astrup Vig ved Limfjorden, et par dusin kilometer mod nord, hvor de sidste linjer i en stor karriere blev skrevet.

Endelig ser jeg et skilt: ”Åkjær Stenen 0,3” – Åkær har mange navne – så der er altså 300 meter til det sted, hvor Jeppe Aakjær i 1908 rejste en mindesten for sine forældre. Ind ad en grusvej og videre ad en smal markvej går det, og der står den grå granitsten så med ryggen mod et lille skovbryn. Og som det sig sømmer, er der naturligvis gylden rug på marken. En fortjent hyldest til Aakjærs poetiske mesterstykke, ”Rugens sange” (1906), der blev den mest solgte danske digtsamling med over 100.000 eksemplarer.

Under en indgraveret plov øverst på stenen hyldes forældrene Katrin og Jens Peter Jensen med et vers, hvis sidste linjer lyder:

»Thi satte Eders Søn denne liden graa Sten, til Minde om en Færd, der som Duggen var ren.«

Aakjær-pigen hviler sig i rugen på toppen af Kirkebakken i Skive.

Fattige kår

Det var fattige kår i hjemmet, og Jeppe blev tidligt sendt i marken for at passe kvæg og får på Fly Hede. I digtet ”Jylland” fortæller han om sit barndomshjem:

»Her laa der engang paa en spergelgrøn Toft

et Hjem med sin Skorsten paa Hæld.

Det havde en enkelt Rad Pølser på Loft,

men ellers kun Armod og Gjæld.

Dog havde det Svaler bag Forstuedør

og Blomster om Sokkel og Syld

og Malurt paa Væg,

og Hønen la’ Æg

i Skjul af den krogede Hyld.«

Der var nok at se til i hjemmet, men ellers var Aakjær ikke nogen bemærkelsesværdig plet på landkortet. Hør blot hvad Jeppe Aakjær skrev i Skive Folkeblad den 4. juli 1908:

»Aldrig har nogen gidet være over at fortælle Aakjær Bys Historie. Men nu vil vi bryde Tavsheden. Nogen let Opgave er det ikke, thi der er aldrig hændet noget i Aakjær, der kunne påregne Læseverdenens Opmærksomhed. Skive Folkeblad har ikke hentet sit Sensationsstof fra Aakjær; den historiske muses Griffel har aldrig skrattet med dette Navn ...«

Tarok i fuldt firspring med Jørn Laursen i sulkyen foran Skive Travbane.

Aakjærs barndomshjem er for længst nedrevet, det ville også have været et mirakel, om de lerklinede vægge stod oprejst endnu.

Vi tager en lille afstikker vestpå, fra Åkærvej ad Trandumvej. Under broen op mod Trandum Kirke klukker Karup Å, der er uløseligt forbundet med Jeppe Aakjær. I poetiske vendinger har han kærtegnet den blanke å, der blev hans følgesvend – om ikke altid i fysisk forstand, så i tankerne – livet igennem.

Stævnemøde med en venlig tyr på 75 år

På broen ved Trandum oplæste han samme dag, som han afslørede mindestenen for sine forældre, sit digt ”Karup Å” for en stor forsamling:

»Glad Hyrdedrengen på Vajsen synger,

mens Aftengjøgen en Skræppe tynger,

og Vibeflokken sin Kile slynger

med hæse Skrig over Karup Å«,

lyder de fire sidste linjer i første vers, glade minder fra en lydhør kodreng. Og netop denne solskinsdag græsser det sortbrogede kvæg fredeligt langs åens bredder.

Vi kører tilbage til Åkær og den korte vej ind til Fly, hvor Jeppe Aakjær gik i skole og i sit sidste skoleår fik en ung lærer, Niels Jakobsen, der begejstrede børnene med sin fortællekunst.

JEPPE AAKJÆR (1866-1930)
  • Læste på Blågårds Lærerseminarium i København fra 1884 og tog historiekurser på universitetet.
  • Debuterede som forfatter i 1899 med ”Derude fra Kjærene” (digte).
  • Aakjær blev Danmarks poetiske knytnæve – han blev kendt for sine sange og bondehistorier, men skrev også kras samfundskritik (”Vredens Børn” 1904).

Midt i landbyen ligger den hvidkalkede kirke, hvor Jeppe Aakjærs første kone er begravet. Marie Bregendahl blev også født i Fly sogn, året efter Jeppe Aakjær, og parret blev gift i 1893. Fruen forsørgede i en periode sin mand ved at drive det ”Jyske Pensionat” i København, mens manden skrev og studerede i hovedstaden. Ægteskabet varede til 1900 – Marie Bregendahl blev siden en anset forfatter. Hendes grav findes ved gangen op mod våbenhuset.

Parrets søn, Svend Aakjær, der blev rigsantikvar, ligger også på Fly kirkegård.

”Dannebrog på fire ben”

Ind mod Skive kører vi gennem plantagerne syd for byen og runder Skive Travbane. Foran indgangen står en anden af egnens stolte sønner, mejslet i granit. Det er travhesten Tarok, der blev kaldt ”Dannebrog på fire ben”. Skulpturen er en ordentlig krabat, i naturlig størrelse. I sulkyen sidder kusken Jørn Laursen, der førte tømmerne, så Tarok kunne løbe først over målstregen 111 gange i 156 starter.

Den røde hingst kom til verden i 1972, og da den efter sin glorværdige karriere døde ni år senere, blev der på det nærmeste landesorg. Tarok indtjente i løbet af sin karriere tæt på tre millioner kroner, og for et par år siden blev der lavet en film om den kvikke krikke.

Monumentet er lavet i Østen, og arbejdet med skulpturen tog næsten 4.000 timer.

Jeppe Aakjær købte en gammel mølle, som han indrettede til lysthus.

I Skive kan man blive helt rundtosset, hvis man skal besøge byens 11 rundkørsler, der er udsmykket med hver sit kunstværk af Jacob Jensen, der er kendt for sit B&O-design. Men vi har et andet ærinde, vi kravler op ad byens stejle gader op til Kirkebakken, hvor vi har et stævnemøde med en dejlig dame.

Hun ligger med hænderne under hovedet, med ryggen mod byen, og har den prægtigste udsigt over Skives ådal og Karup Ås krumninger. Det er Aakjær-pigen, der tager sig et hvil i en rugmark. Det har hun gjort siden 1944, da Anker Hoffmann udhuggede dejligheden af grå granit. Skives hyldest til byens store søn. Over Jeppe Aakjærs navn står verselinjerne:

»Jeg lægger mig i læet her ved storrugens rod, jeg lytter og jeg lytter til det synger i mit blod.«

Det synger endnu i mit blod efter klatreturen, men inden turen går videre, benytter jeg lejligheden til at kigge lidt på Skives tvillingekirker, der er nærmeste genboer til den hvilende skønhed. Her er storebror yngre end lillesøster, Skive Kirke er fra 1898, Vor Frue Kirke fra 1200-tallet. Fruen blev på et tidspunkt for lille, der skulle større himmelhvælvinger til at rumme byens voksende folketal, og Vor Frue overlevede kun, fordi der blev fundet værdifulde kalkmalerier i væggenes gemmer. Og godt for det.

I den gulkalkede hovedbygning kan man på første sal se Jeppe Aakjærs digterværksted, som det stod, da han døde i 1930.

Med en kirkelig velsignelse i baghånden sætter jeg mine solide cykeldæk på sporet af Jenle, den gård Jeppe Aakjær lod opføre på Limfjordens brink i 1906.

Men inden vi når så vidt, må jeg lige fortælle om min korte karriere som professionel cykelrytter, der begyndte, da jeg var en 8-9 år gammel. Sammen med andre knægte fra Skive cyklede jeg gader og veje tynde, og det hændte, at turen gik nordover ud til Lyby Strand. Da vi en dag nåede foden af Hagens Mølle Bakke, sagde min storebror med trumf i stemmen:

»Jeg giver to kroner, hvis du kan komme op ad bakken uden at trække.«

Det var en svimlende sum, lommepenge var ikke noget, vi opererede med i min familie i 1950’erne, beløbet svarede jo til 200 pinocchiokugler eller 20 salmiaklakridsstænger!

Bakken så også svimlende stejl ud, jeg var klejn af størrelse og på en lille cykel uden gear. Men jeg klarede den! Brormand havde selvfølgelig ikke pengene, dem fik jeg først udbetalt på en check til mit bryllup 20 år senere. Da havde inflationen udhulet gevinsten så gevaldigt, at jeg ikke følte behov for at indløse værdipapiret. Og jeg vidste jo heller ikke, om der var dækning denne gang.

Jeppe Aakjær er bisat i en lille lund ved Jenle sammen med sin hustru Nanna Krogh.

Hjemme hos Jeppe

Til gengæld klarer min cykel uden problemer bakken i dag, og vi drejer mod Jenle, der ligger lige stik vest for Jebjerg.

»Jeg lagde min gård i den rygende blæst,« digtede Aakjær om sin farm, og det var da også på bar mark og med langt til naboer, han byggede gården. Den lå ensomt - jenle betyder da også ene.

Dansk rekord i bindingsværk

Han tog besiddelserne i brug sammen med sin nye kone, billedskæreren Nanna Krogh. Hendes udskårne figurer præger den dag i dag hjemmet, der fungerer som museum. I den gulkalkede hovedbygning kan man på første sal se Jeppe Aakjærs digterværksted, som det stod, da han døde i 1930.

Det fortælles, at han ikke var meget for at få besøg, når han førte pennen. Men en dag havde han ladet sig overtale til et kort besøg af et par herrer. Den ene udbrød begejstret, så snart han var kommet inden for døren og kiggede ud på den blå fjord: »Hvilken udsigt, her må man kunne digte!«

Jeppe Aakjær er flere steder udstillet i bronze – her i Mølleparken i Århus.

Aakjær trak sin skrivebordsstol ud og sagde:

»Værs’go, tag plads!«

I gårdens have står en pyntelig gammel mølle, ”kaffemøllen”, som Jeppe Aakjær kaldte den. Den hørte ikke oprindeligt til gården, men blev hentet til Jenle fra Breum, hvor den var i fare for at blive skrottet.

Aakjær og frue indrettede den til lysthus, og det er en fornøjelse at tage et lille hvil inde i det spåntækkede møllerum, hvor Nanna Krogh også har været i gang med sin skærekniv.

Alle veje fører til Randers

Det er dog svært at få øjnene fra den fortrinlige udsigt over Astrup Vig i Limfjorden gennem vinduets tavler.

Men der er en lille spadseretur, vi må gøre, thi i en lille lund på vej ned mod fjorden er digteren bisat. På sin gravsten har han givet sig selv denne efterskrift, smukkere kan det næppe siges:

»Her standsed de glade klange,

her sattes mit livsens mål,

det er asken af usungne sange,

der hviler i denne skål.«

Da han døde i 1930, skrev Skive Social-Demokrat:

»Skiveegnen, Danmark, ja hele Norden har i dag mistet en stormand, om hvem det med sandhed kan siges, at han har haft større betydning for folket og dets sag end samtlige konger i de sidste tre-fire hundrede år. Jeppe Aakjær var konge i digternes rige.«

Jeppe Aakjærs gård Jenle ved Astrup Vig. Digterens arbejdsværelse findes på første sal bag det rundbuede vindue.

Denne konge står der nu en statue af i Nordskoven ved Jenle, han står med sin stok og hatten i hånden, ikke for at bede om noget, men for at byde verden velkommen. Kunstværket er kreeret og skænket til Jenle af Elisabeth Zeuten.

På langfart langs Limfjorden

I Jebjerg, få kilometer fra Jenle, hvor Aakjær ad flere omgange boede hos mejerist Esper Andersen og skrev flere af sine værker, bl.a. Jens Vejmand og Vredens børn, er der også sat en skulptur ved Salling Ungdomsskole. Poeten er ligeså repræsenteret i fast form mange andre steder, og der er næppe den by med respekt for sig selv, der ikke har en gade eller vej, der bærer Jeppe Aakjærs navn.

Så det er lige før alle veje fører til Aakjær.

Tre råd til rejsen

  • Museet i Jeppe Aakjærs gamle hjem i Jenle har åben i juli-august (kl. 11-17) samt pinsedag og grundlovsdag, hvor der er rundvisninger. Foruden hovedbygningen med Aakjærs arbejdsværelse på kvisten er der skiftende udstillinger i forsamlingshuset, og der er cafe og biograf.
  • Har man lyst til at bryde ud i sang, har Jeppe Aakjær et par gode forslag: ”Jens Vejmand”, ”Ole sad på en knold og sang”, ”Spurven sidder stum bag kvist”, ”Nu er dagen fuld af sang”, ”Havren”, ”Jeg bærer med smil min byrde”, ”Stille hjerte sol går ned”.
  • Jeppe Aakjær skrev Rugens sange, mens han boede hos distriktslæge Sigurd Rambusch og hans hustru i Sjørup 1900-1907. Lægeboligen står næsten uforandret i dag (krydset Viborgvej-Skivevej). Bag det østlige gavlvindue på loftet fandt digteriet sted. Sjørup ligger en halv snes kilometer sydøst for Åkær.
Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu

Power må skrue ned i Danmark

Tilførsel af ny kapital til moderselskabet i Norge betyder, at elektronikkæden Power må reducere planerne om ekspansion i Danmark. Storbank skal give lov, hvis der åbnes flere varehuse her i landet. Finans
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler

5 andalusiske bjerglandsbyer der er værd at holde fri fra stranden for

Få kilometer fra kysten og badebyen Nerja rejser bjergene sig: grå granit og grønne pletter af fyrretræer. På de tørre, forrevne klipper græsser får og geder mellem enkelte oliventræer, buske og lave træer. Ind imellem ligger frodige, fugtige og skyggefulde slugter, hvor vandrere og klatrere søger udfordringer på bjergsiderne. Og så er det her man finder nogle af Sydspaniens mest sjælfulde landsbyer.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her