Annonce
Rejser

Karina om sin rygsæktur: Vi gik efter wifi og aircondition

Karina Vilhelmsen er en af de mange unge, der kombinerer rygsækrejse med dyre vaner. På Asien-rejsen var der både plads til luksushoteller og fredags-sushi.

Hotellerne sælger sig selv på, at der er wifi og aircondition. Det kigger man efter overalt, og det valgte vi stort set altid, fordi det er så varmt, at man ikke kan sove om natten uden,” siger Karina Vilhelmsen om sin backpacker-tur, der indeholdt flere elementer af luksus. privatfoto

En lang og ukomfortabel bustur. Det var ofte nok til at sende 21-årige Karina Vilhelmsen og veninden direkte i armene på det første og bedste dyre hotel på rygsækrejsen i Asien.

”Hvis vi havde kørt i bus i ti timer, var vi ofte utroligt trætte, og så var vi ikke så opmærksomme på hotelværelsets pris. Så måtte der gerne være lidt luksus,” siger Karina Vilhelmsen.

I de tre måneder, de var af sted, var der dage, hvor de satte sig for at finde billige backpacker-hoteller. Andre gange købte de sig ubekymret til lækre måltider og bløde senge.

Fra backpackere til flashpackere

Dermed er venindeparret et typisk eksempel på det, der i dag bliver kaldt ’flashpackere’: Backpackere, der blander rygsæk-friheden med sporadisk luksus, simpelthen fordi de har pengene til det.

Udviklingen er inden for de seneste år blevet tydelig i rejsebranchen. Det bekræfter både Jysk Rejsebureau og Kilroy Travles, der begge lever af at sende især unge af sted på længere rygsækrejser.

”Det er ikke usædvanligt, at to 20-årige, der rejser ud på deres sabbatår, booker to overnatninger på det verdensberømte luksushotel, Shangri-La, i Bangkok. De tager også gerne den store VIP-bus med aircondition i stedet for den lokale non-aircondition bus, med høns og grise og munke. Man køber sig ud af problemerne,” siger direktør hos Jysk Rejsebureau, Niels Amstrup.

Hos Kilroy Travels kan de unges nye rejsevaner ses direkte på bundlinjen.

”Vi sælger nogenlunde det samme antal rejser, men tjener mere. Vi kan se, at perioden, man rejser, bliver kortere, men at man bruger ligeså mange, eller flere, penge på at pakke rejsen med gode oplevelser,” siger Sarah Crone, der er commercial manager hos Kilroy.

”Man kan ikke sove uden aircon”

Karina Vilhelmsen og veninden kiggede ofte efter de billige løsninger, når de skulle overnatte et nyt sted. Alligevel var der nogle ting, der skulle være i orden.

”Hotellerne sælger sig selv på, at der er wifi og aircondition. Det kigger man efter overalt, og det valgte vi stort set altid, fordi det er så varmt, at man ikke kan sove om natten uden,” siger hun.

Her skal du ikke logge på hotellernes netværk

Primitivt var også godt

Generelt var venindeparret opsatte på at rejse billigt, men en gang i mellem holdt de fri fra rygsæk-budgettet, fordi det, som Karina Vilhelmsen siger, ”alligevel var så billigt”.

Blandt andet spiste de sushi hver fredag og indlogerede sig i en luksuriøs toetagers bungalow på de eksotiske Gili-øer i Indonesien. I Singapore gik de forbi det famøse luksushotel ”Marina Bay Sands”, og overvejede at indlogere sig. Da Singapore var blandt deres første stop på turen, blev de dog enige om, at det nok var bedst at holde lidt igen.

”Så det var en god kombination, hvor vi nogle gange valgte ekstra luksus, mens det andre gange var hyggeligt, fordi det netop var primitivt,” siger Karina Vilhelmsen.

Backpackere er big business

Alt i alt brugte Karina Vilhelmsen godt 35.000 kroner på sin tur. Selvom det kunne have været gjort billigere, vurderer hun, at mange er forfaldne til de lette løsninger, fordi det kan være svært at finde alternativerne. Blandt andet derfor kørte hun og veninden udelukkende med turistbusser i Thailand.

”Det er billigt og tilgængeligt, og så bliver det hurtigt bare det, man gør. Muligheden for at gøre det helt lokalt er der ikke på samme måde længere. Der er så mange, der sælger turene, og de ved, hvor godt de tjener på turisterne,” siger hun.

Sidste år viste en undersøgelse lavet af World Youth Student and Educational Travel Confederation (WYSE), at netop de unge er dem, der de seneste år har forøget rejseudgifterne mest.

I 2012 lagde de godt en femtedel af de samlede turistindtægter på verdensplan. Det svarer til godt 1.165 milliarder danske kroner.

Det betyder hotelstjernerne

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu

JP mener: Dette er den virkelige bankskandale

Mangelfuld kontrol i kombination med potentielt kriminelle medarbejdere er en invitation til at efterprøve ”Murphys Love”, og Danske Bank har i denne sag krydset stort set alle.
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her