*

Rejser

Outdoor-liv skal også være komfortabelt

Det moderne menneske vil i kontakt med naturen, men komforten skal være i orden. Ny dansk campingvogn til overnatning er bygget, så den kan holde til det meste.

Selv om pladsen er begrænset, er der rigelig plads til to overnattende. Foto: PR

Rundt omkring i verden har fænomenet været at spore i mange år, men det er først nu, at outdoor-tendensen med også at overnatte i naturen i en lille camper rammer Danmark.

Det danske sprog mangler et dækkende ord for øjeblikkets outdoor-tendens, hvor man camperer udendørs efter svedige aktiviteter som cykling, trekking eller klatring.

Men at tendensen er ved at slå igennem, ses af de mange shelters, der er bygget rundt omkring i Danmark de seneste år, og nu kommer så små robuste overnatnings-trailere, der kan trækkes efter bilen.

»Der har været en enorm vækst i dette outdoor-marked uden for Europa, og trenden er nu for alvor på vej hertil,« siger indehaver Søren Christensen fra virksomheden Kronings, der står bag lanceringen af Hero Camper.

Bygget til et hårdt liv

Den lille campertype er grundlæggende designet ud fra et ønske om, at man skal kunne overnatte behageligt efter outdoor-aktiviteter, og Hero Camper skiller sig ud fra konkurrenterne ved at være bygget efter de standarder, som bilindustrien i Europa anvender.

Hero er bygget i Danmark og testet til at kunne holde til det meste. Hero Camper skal sælges over hele Europa. Foto: PR

Det vil sige, at ruderne eksempelvis er E-mærkede, og at man anvender dobbelte gummilister ved døren. Herudover er Hero testet ned til -21 grader og testet for vandtæthed over 45 minutter.

Den lille Hero er så at sige gennemprøvet, så den kan klare det danske klima.

Facts: Hero Camper Ranger

Højde: 232 cm

Længde: 455 cm

Bredde: 232 cm

Vægt: 850-1.200 kg.

Vandtank: 18 liter

Priser fra 69.995 kr.

Tilbagekøbspris efter fire år: 30.000 kr.

Dansk produktion

Hero er designet fra bunden af en dansk industriel designer og produceres i Danmark.

Målet er, at produktet for 90 pct. vedkommende skal markedsføres gennem sociale medier. Herudover har man planer om op mod 60 europæiske ambassadører, der via deres deltagelse i outdoor-aktiviteter skal promovere camperen.

Hvor mange, der er solgt siden lanceringen i foråret, ønsker producenten ikke at oplyse, men målet er en årlig produktion på 1.000 stk., hvilket betyder, at det vigtigste marked er udenfor Danmark.

På verdensplan er antallet af konkurrenter omkring en håndfuld forskellige mærker, men hvor mange campere af typen, der i alt findes, ved ingen præcist. Alene i USA vurderes det dog, at der er omkring 80.000 stk.

Producenten beskriver selv Hero Camper som en ny type overnatningsmulighed for alle, der ønsker at udleve en aktiv og komfortabel livsstil i det fri. Denne form for outdoor-aktiviteter er i kraftig vækst i USA, Canada og Australien, hvor camperen har fået sin egen betegnelse - RUV (Recreational Utility Vehicle).

Tendens over hele verden

At det ikke er en døgnflue, kan bl.a. aflæses i det amerikanske marked, hvor den hæderkronede producent Airstream er på markedet med en RUV, der er bygget i aluminium og fyldt godt op med luksus, inklusive muligheden for en mikrobølgeovn. Ifølge Airstreams europæiske hjemmeside kommer camperen til Europa senere i år, hvor prisen i Tyskland ventes at blive ca. 51.000 euro svarende til 382.000 kr.

Der er adgang til køkkenet i bagsmækken af camperen. Køkkenet er naturligvis ikke stort, men der er det nødvendige, og man har en fin arbejdsplads, stående bag vognen. Foto: Pr

»Mobiliteten i de nye små campere passer godt til vores tid. Vi zapper mere rundt i muligheder end nogensinde før, og her er camperen perfekt. En camper er også meget komfortabel, og den egenskab er vigtig for det moderne menneske. Vi vil gerne være tæt på naturen, men trods alt ikke opgive alle bekvemmeligheder,« siger fremtidsforsker Liselotte Lyngsø, der er direktør i Future Navigator.

Hero Camper er designet til en op til tre dages udflugt tæt på naturen. Den er udstyret med en fuld størrelse madras, hylder, skuffer, LED-belysning, elinstallationer og meget mere. Bag bagklappen findes køkkenet, der betjenes udefra. Køkkenet er udstyret med rustfri stålbordplade med integreret vask, vandtank og mulighed for tilslutning af køleboks.

Lufttelte revolutionerer campinglivet: Store luksustelte vinder frem

De fleste biler kan trække en Hero Camper. Med sin lette konstruktion og trækaksel med bremser kræver den meget lidt vedligeholdelse og er sat op på få minutter.

Priserne begynder ved 64.500,- inklusiv en 4-års tilbagekøbsgaranti på op til kr. 30.000 kr.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler

5 andalusiske bjerglandsbyer der er værd at holde fri fra stranden for

Få kilometer fra kysten og badebyen Nerja rejser bjergene sig: grå granit og grønne pletter af fyrretræer. På de tørre, forrevne klipper græsser får og geder mellem enkelte oliventræer, buske og lave træer. Ind imellem ligger frodige, fugtige og skyggefulde slugter, hvor vandrere og klatrere søger udfordringer på bjergsiderne. Og så er det her man finder nogle af Sydspaniens mest sjælfulde landsbyer.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her