Annonce
Rejser

Kano-ro i Sydfrankrig

Få steder finder man så gode forhold for kanosejlads som i Ardèche.

Rejsen dertil

Bil:

  • For de titusindvis af danskere, der hvert år kører den lange vej ned gennem Europa med kurs mod Provence og Côte d'Azur i den sydlige halvdel af Frankrig, er Ardèche et oplagt sted at tage en afstikker i et par dage.
  • Ardèche ligger mellem Lyon og Avignon. Mod syd ligger Provence, og departementets østlige grænse er den vældige Rhône-flod. Langs denne løber motorvej A7, som de fleste danskere benytter syd- og nordpå. Så det er blot at dreje fra mod vest og gå på opdagelse i det spændende departement.

Fly:

  • Ønsker man ikke selv at køre hele vejen til Ardèche, er Montpellier og Lyon de nærmeste lufthavne med direkte flyvning til Danmark.

Tre råd til rejsen

Landsbyidyl:

  • Ud over at ro i kano og besøge drypstenshuler kan man nyde den smukke natur samt de mange små og hyggelige landsbyer, som ligger spredt ud over departementet. Fælles for dem er, at de er autentiske og uspolerede, og flere af dem er som taget ud af en for længst svunden fortid.

Vinmuseum:

  • Se, duft, smag og bedøm. Det er udfordringerne i det spøjse ”Vinimage” i den lille by Ruoms, hvor man kan gå på opdagelse blandt områdets mange vine. På det lille museum er der en interaktiv afdeling, hvor man kan teste sin lugte-, syns og smagssans inden for vinrelaterede emner. Efterfølgende står den på smagsprøver blandt Ardèche-vinene, der ikke er specielt kendte i Danmark, men som er ganske udmærkede. Det gælder ikke mindst St. Joseph-vinen, og man mærker tydeligt den tætte afstand til Côtes-de-Rhône.

Viden:

Aktivferier bliver stadig mere populære, og en anderledes måde at opleve naturen på er fra sædet af en kano. Hvis blot man kan svømme, kan langt de fleste være med, og for forældre er det en god måde at komme tæt på børnene.

Det sydfranske departement Ardéche er et af de bedste steder at sejle i kano i Europa, og det skyldes flere forhold. For det første råder man over floder i enhver sværhedsgrad, der indeholder alt lige fra blikstille vand over lettere strømhvirvler til mindre vandfald.

For det andet foregår sejladsen i noget af det smukkeste natur, man kan forestille sig. I Ardéche er det muligt at sejle i kano og kajak på fire floder, Chassezac, Eyrieux, Doux samt hovedfloden Ardéche, og ikke mindst sidstnævnte er en sjælden visuel lækkerbisken.

Ardèche-floden har gennem hundredetusindvis af år skåret sig vej gennem hård klippe og skabt forrygende flotte landskaber med diverse dybe kløfter. Floden munder ud i den vældige Rhône-flod, og specielt den sidste halvdel af Ardèche-floden er meget smuk, når den slynger sig gennem stejle og dramatiske slugter.

For at bevare de skønne omgivelser blev de sidste 35 km af flodens løb tilbage i 1980 udlagt til naturreservatet ”Réserve Naturelle des Gorges de l'Ardèche”.

I kløftens bund

Det er tilladt at sejle i kano og kajak i naturreservatet, hvorimod motorbåde er bandlyste. Derfor hersker der en velsignet stilhed, når man glider gennem det forrygende flotte landskab.

Det er en ganske særlig fornemmelse at befinde sig helt nede i bunden af de enorme kløfter, hvor klippevæggene mange steder er flere hundrede meter høje. Da floden bugter sig meget, ved man aldrig, hvad der venter rundt om det næste sving, men sikkert er det, at Gorges del'Ardeche er blandt de mest spektakulære kløfter i Frankrig.

Mange turister giver sig i kast med en 30 km lang strækning i naturreservatet, som eksperter kan klare på syv timer, mens de fleste andre bruger to døgn på turen. Der er flere steder undervejs, hvor man kan slå telt op og overnatte.

25 strømhvirvler

Strækningen starter tæt på den lille by Vallon, og den indeholder 25 såkaldte rapids, som typisk er mindre strømhvirvler. Nogle af dem kan man sejle uden om, mens andre skal passeres. Generelt er ruten dog ikke sværere, end at også letøvede kan klare den. Nybegyndere bør dog øve sig en dag forinden i helt roligt vand.

Turens højdepunkt kommer tidligt på ruten. Det indtræffer, når man sejler under den enorme Pont d'Arc, som er en 60 meter høj naturskabt klippebro og en af naturens vidundere. Af samme grund er den også udlagt til nationalt monument, ligesom den tjener som departementets vartegn.

Det er påbudt at bære redningsvest på turen ned gennem Gorges del'Ardeche, og børn skal være mindst syv år gamle for at måtte deltage. Man behøver ikke at bekymre sig om selv at transportere kano og andet grej, idet der findes en lang række kano-udbydere i området, der gerne bringer alt udstyr et sted og henter det igen et andet sted.

Dramatiske drypstenshuler

Når kræfterne til kanosejlads slipper op, gemmer den sydlige del af Ardèche på endnu en perle, dog under jorden, hvor området skjuler ikke færre end 700 huler. Hovedparten er skabt af Ardèche-floden på dens årtusindgamle vej ned gennem limstensklipperne.

En række af hulerne rummer utroligt flotte drypstensformationer, og flere af dem er åbne for offentligheden. Selv om man før har set drypstenshuler andre steder i verden, kan disse bestemt anbefales at besøge.

Det gælder bl.a. Grotte de la Madeleine samt Orgnac-grotten. Førstnævnte har flere etager med fantastiske drypstensformationer, og fra grottens indgang har man desuden den smukkeste udsigt over Ardèche-floden og de omgivende kløfter.

Vi sejler i Cognac, Anjou og Cahors




 

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
Annonce
Biler
Audis nye elbil vender op og ned på bilnørders sprogbrug
Glem alt om hestekræfter, ventilløft og drejningsmoment. Fremtidens bilnørder snakker om rekuperation, ladetider og vandkølede elektriske drivaksler. Vi var med, da Audi lancerede en af de hidtil mest avancerede af slagsen. 
Se flere
Bolig
Lån dit værktøj og køkkengrej og spar penge
I stedet for at købe og opbevare ting, som kun sjældent bliver brugt, kan du låne dem på biblioteket, hos naboen eller på låneportaler på nettet. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her