Annonce
Rejser

Strandede danske turister i Grækenland ved ikke, hvornår de kan komme hjem

Alle, der skulle hjem i dag, kommer hjem i dag, lover Bravo Tours adm. direktør.

Foto: Jens Dresling

Hvornår kan vi komme hjem?

Det er nok det mest stillede spørgsmål i disse døgn på en lang række feriedestinationer, hvor rejsende er blevet efterladt som følge af Primera Airs konkurs.

Cecilia Rand fra Aarhus er sammen med sin familie - i alt fem voksne og tre børn - strandet på den lille græske ø Zakinthos. Hun fortæller, at der faktisk ikke er nogen, som kan besvare det påtrængende spørgsmål endnu.

»Nej, vi har ikke hørt endnu, hvornår vi kan komme hjem. Vi står bare og venter. Vi er nu blevet indlogeret på et hotel, hvor vi har fået morgenmad.«

Hvordan tager folk generelt situationen?

»Nu kan jeg kun tale for os selv. Vi tager det egentlig meget roligt. Det hjælper også, at vi er med Bravo Tours. Deres folk sender os sms'er, når de har noget at fortælle. Og ellers kan vi kigge i en mappe på hotellet, hvor der løbende bliver orienteret om situationen.«

I skulle vel have været hjem og på arbejde?

»Ja, men alle har heldigvis stor forståelse for situationen, som vi jo ikke kan gøre noget ved. Og jeg er selv så heldig at have min computer med, så jeg kan godt lave noget hernede fra,« siger Cecilia Rand, der til daglig arbejder som forskningsassistent på Center for Rusmiddelforskning ved Aarhus Universitet.

Hun tilføjer, at børnene i familien heller ikke har beklaget sig. Tværtimod.

»I aftes sov de fra det hele. Og i dag synes de bare, at det er cool, at vi er blevet indlogeret på et hotel, hvor de kan bruge swimmingpoolen så meget, de har lyst til.«

Har I gjort jer nogen tanker om erstatning eller kompensation fra rejseseskabet?

»Nej, så langt har vi ikke tænkt endnu. Vi vil tale med vores forsikringsselskab senere i dag, men lige nu er der ikke så meget at gøre. Det er bare om at få det bedste ud af det,« siger Cecilia Rand.

De danske rejseselskaber, som har samarbejdet med Primera Tours, er i fuld gang med at finde alternative flyafgange, så de danske turister kan komme hjem. Det gælder således bl.a. både hos Apollo Rejser og Spies.

Rejseselskaber efter flykonkurs: Feriegæster kommer af sted

Hos Bravo Tours, der har benyttet Primera Air i stor stil, fortæller adm. direktør Peder Hornshøj, at man er i fuld gang med at finde flyafgange til alle.

»Det er ikke kun til folk, der venter på at komme hjem. Vi skal også finde alternative afgange til rejsende, der skal afsted. F.eks har vi lige sendt rejsende afsted til Azorerne og Rhodos,« siger Peder Hornshøj, der tilføjer, at der for langt de flestes vedkommende er tale om få timers afvigelse.

Så alle, der skulle hjem i dag, kommer også hjem i løbet af dagen?

»Ja, det gør de,« fastslår Bravo Tours adm. direktør.

Hvis man har købt en flybillet direkte hos Primera Air, er man dækket økonomisk gennem Rejsegarantifonden ud over en selvrisiko på 1.000 kr.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her