Annonce
Rejser

Ud i naturen: Kom i gang med at overnatte i shelter

Efteråret er den perfekte årstid til at besøge en af Danmarks flere hundrede udendørs sheltere, lyder det fra to eksperter.

Danskerne elsker at sove i shelters, viser tal fra Naturstyrelsen. Og det gælder også i Østjylland. Sofie i shelteren ved Mosgaard strand. Foto: Morten Lau-Nielsen

Selv om sommeren er ved at gå på hæld, er det ikke ensbetydende med, at vi skal holde os fra at være ude i naturen - snarere tværtimod.

Rundt om i landet er der nemlig flere hundrede såkaldte sheltere, som er små åbne hytter typisk bygget af træ. De er ideelle at overnatte i her om efteråret, hvor det ellers kan være fristende at blive indendørs.

Det fortæller Torben Linnemann fra hjemmesiden backpackerplanet.dk, som selv flittigt har besøgt mange af landets sheltere.

- Det er ikke den dårligste årstid at være afsted på lige nu, selv om der selvfølgelig er risiko for lidt regn. Det største pres er nemlig altid omkring ferierne, så lige nu er det et godt tidspunkt at besøge et shelter, siger Torben Linnemann.

Fakta:

Pakkelisten til den første sheltertur

Liggeunderlag og sovepose: Det er helt essentielt at have liggeunderlag og sovepose med på tur. Du behøver dog ikke købe dig fattig i udstyr første gang. Lån i stedet fra venner.

Beklædning: Er det koldt, er det en god idé at have tøj på i flere lag - eksempelvis med et sæt varmt undertøj inderst. Så kan du altid smide et lag om natten, hvis det bliver for varmt.

Mad og drikke: De fleste sheltere har bålpladser, som du kan lave mad ved. Hav derfor en gammel stegepande og gryde med samt noget mad og drikke til at kunne tilberede. Alternativt kan du også have et trangiasæt med.

Kilder: Marianne Riis, Torben Linnemann.

Der ligger sheltere overalt i hele landet, og deres eksakte positioner kan du blandt andet finde ved at downloade appen "Shelter". Den giver et godt overblik over mange ting, fortæller Torben Linnemann.

- Her kan du se, hvilke sheltere der er i dit område, men også om de har toilet, bålplads, hvor mange pladser der er, og om det koster noget, siger han.

Det findes nemlig privatejede sheltere, der koster et mindre beløb at overnatte i. Pengene går typisk til vedligeholdelse. Derudover har Naturstyrelsen også over 600 shelterpladser, som alle er gratis.

Det er muligt at reservere pladser i mange af de danske sheltere. Og det kan være en god idé at gøre, så man er sikker på at have en plads, fortæller Torben Linnemann.

Han bakkes op af Marianne Riis, der er redaktør på magasinet naturguide.dk. Hun mener også, at man lige så godt kan booke sig ind på forhånd, så man ikke risikerer at gå forgæves.

- Tag afsted i foråret eller efteråret, for om sommeren kan der være mange sheltere, der er booket. Det er især sheltere omkring storbyerne, der er booket, fordi de er nemmest for folk at komme til, siger Marianne Riis.

Er du helt ny på shelterscenen, kan det være dejligt at have tænkt på lidt luksus på forhånd for at gøre turen mere behagelig, fortæller Marianne Riis.

- Du skal typisk gå et stykke op til de fleste sheltere, men mange steder kan du alligevel komme ret tæt på med bilen. Så vil du gerne gøre det lidt mere bekvemt, så kan du vælge de sheltere og eksempelvis have en skummadras med, siger hun.

Planlægger du at tage dine børn med på tur, kan det også være en fordel at være tæt på bilen, hvis aftenen og natten ikke forløber helt som håbet.

Ønsker du at gå med livrem og seler den første gang, er det ifølge Marianne Riis også muligt at finde sheltere på nogle af landets campingpladser.

- Det kan man vælge gøre, da man på den måde ikke er langt fra hverken toilet eller vand, hvis det er vigtigt for én, siger Marianne Riis.

Du kan læse mere om Naturstyrelsens mere end 600 sheltere på Naturstyrelsens hjemmeside under naturoplevelser.

/ritzau fokus/

/ritzau/

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
Annonce
Bolig
Lån dit værktøj og køkkengrej og spar penge
I stedet for at købe og opbevare ting, som kun sjældent bliver brugt, kan du låne dem på biblioteket, hos naboen eller på låneportaler på nettet. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her