Annonce
Rejser

Destination og rejsetype afgør din dækning

Tjek, at det blå kort stadig er gyldigt, inden du rejser, og undersøg din dækning på rejseforsikringen, hvis du skal på aktiv ferie.

Med det blå kort er man dækket i offentligt regi på lige fod med borgerne i det land, man rejser til. Foto: Jonas Skovbjerg Fogh

De fleste ønsker ferie uden skrammer, men går det galt, så er det rart at vide, at ens dækning passer til destinationen og rejsetypen.

Så med lidt forberedelse inden afrejse kan du gøre det nemmere for dig selv, hvis uheldet er ude.

Går rejsen til et EU-land, skal man huske det blå sygesikringskort, fortæller Anja Lintrup Sørensen fra Forsikringsoplysningen.

Undersøg om du er overforsikret
  • Du kan have en rejseforsikring via dit mastercard.
  • Tjek derfor inden afrejse, hvad den forsikring dækker, og om det er nok for dig.
  • Der er ikke nogen grund til at have dobbelt forsikring, man kan alligevel ikke få dobbelt erstatning.
Kilde: Anja Lintrup Sørensen.

- Med det blå kort er man dækket i offentligt regi på lige fod med borgerne i det land, man rejser til, siger hun.

- Hvis man skal behandles på privathospital, eller man skal transporteres hjem, fordi man er rigtig syg, så er det ikke noget, det blå kort dækker, siger Anja Lintrup Sørensen.

Derfor kan der være en del egenbetaling, selv om man har det blå kort med. Hvordan dækning og egenbetaling er i de enkelte EU-lande, kan man læse nærmere om på Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside.

Og så er det en god idé at have det blå kort på sig og ikke liggende hjemme på hotellet, anbefaler Morten Holm Steinvig, specialkonsulent i Penge- og Pensionspanelet.

- Man skal huske at vise det blå kort med det samme, ellers kan man komme til at betale for hele behandlingen selv, siger han.

Dertil skal man inden afrejse huske at tjekke udløbsdatoen.

- Tjek det gerne lidt tid inden afrejse, for der er noget leveringstid på kortet, siger Anja Lintrup Sørensen.

Og bliver man behandlet hos en udenlandsk læge eller på et hospital, så gem alle regninger og kvitteringer som dokumentation, hvis man skal søge om at få udgiften refunderet.

Det blå kort dækker ud over EU-landene også Schweiz, Norge og Island.

Går ferien til en destination uden for EU, er man kun dækket af en privat rejseforsikring.

- Nogle få selskaber har rejsedækning i deres indboforsikring, men de fleste har rejseforsikringen som et tilvalg, der så dækker hele året, uanset hvor mange gange man rejser, siger Anja Lintrup Sørensen.

Her skal man dog huske at undersøge dækningen og justere, hvis det er nødvendigt.

- Måske dækker rejseforsikringen kun en periode på 30 dage, og nogle har måske kun europadækning og ikke verdensdækning.

Skal man prøve nogle vilde ting som faldskærmsudspring eller lignende, så kræver det også noget ekstra af forsikringen.

- Hvis du regner med at skulle prøve jetski eller paragliding, så er det vigtigt at tjekke, om ens forsikring dækker, siger Morten Holm Steinvig.

Det kan også være smart at tilpasse forsikringen, så den dækker afbestilling, hvis man eksempelvis brækker sin hånd forud for en golfrejse, siger Anja Lintrup Sørensen.

/ritzau fokus/

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler

5 andalusiske bjerglandsbyer der er værd at holde fri fra stranden for

Få kilometer fra kysten og badebyen Nerja rejser bjergene sig: grå granit og grønne pletter af fyrretræer. På de tørre, forrevne klipper græsser får og geder mellem enkelte oliventræer, buske og lave træer. Ind imellem ligger frodige, fugtige og skyggefulde slugter, hvor vandrere og klatrere søger udfordringer på bjergsiderne. Og så er det her man finder nogle af Sydspaniens mest sjælfulde landsbyer.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her