»Faktisk kan han ikke få armene ned. Man forstår det godt. Endelig, endelig, er det lykkedes at få ophøjet Cairanne til at blive sin egen cru«

De ambitiøse bønder i Cairanne fik deres vilje, hvidvinen kom med i den nye cru i Rhône, som bør vække kvalitetsbevidste forbrugeres opmærksomhed.

Artiklens øverste billede
Niels Lillelund (f. 1965), kulturjournalist, gennem mange år været vin- og restaurantkritiker på Morgenavisen Jyllands-Posten. Cand.mag. med hovedfag i Nordisk Litteratur, forfatter til en række bøger, herunder ”Rhône-vinene” (L&R 2013) og en serie kriminalromaner med antikvarboghandleren Erik Andersen. Seneste opus, "Bibendum", udspiller sig netop blandt vinfolk og journalister.

CAIRANNE — Det er en gammel by, man kommer til, når man via D69 fra Rasteau kører ind i Cairanne.

Indtil 2016 var den så ubetinget den ledende village, og nu er det endelig sket, Cairanne er blevet cru. Forsinket af politik og atter politik. Men nu. Endelig.

Denis Alary, formand for Syndicat des Vignerons de Cairanne, smilede over hele femøren, da jeg mødte ham på ViniSud i foråret, og han smiler endnu, da jeg spiser middag med ham på Domaine de la Cabasse, et glimrende chambres d’hôtes i Seguret, hvor han glad fortæller om succesen.

Faktisk kan han ikke få armene ned. Man forstår det godt. Endelig, endelig, er det lykkedes at få ophøjet Cairanne til at blive sin egen cru, og det var mildt sagt på høje tid – både historisk set, og ikke mindst når man betragter kvaliteten i glasset; man kan diskutere (om end det er en akademisk diskussion) om ikke Cairanne-vinene helt generelt er en tand bedre end vinene fra Vacqueyras, en af de første landsbyer, der steg ud af mængden af Côtes-du-Rhône-Villages vine, men idéen om Cairanne som cru er heller ikke ny; i snart 30 år har man talt om at ophøje Cairanne, og at der skulle gå så lang tid, skyldes faktisk heller ikke uvilje fra INAO’s side.

Det langtrukne projekt er en lang politisk historie.

Arbejdet begyndte i 1985, men en borgmester med kommercielle interesser i vinen satte en kæp i hjulet, presset af sine vælgere, der var bange for, hvad en selvstændig AOC(eller P for Protégée, som det hedder i dag) kunne betyde for muligheden for at sælge deres mindre kurante vin. For ét er kvalitet og prestige, men vinbønder skal også leve – som vi alle skal, og som for de fleste af os står det centralt i bevidstheden.

Alary og hans støtter var og er dog anderledes ambitiøse.

»Det er en lille produktion af hvidvin, men den er noget særligt for os, og den hører med. Den skal også klassificeres, og det forsinker projektet. Men det vil ske, og det er afgørende, at Cairanne bliver sin egen cru. Det fremmer stræbsomheden og åbner nye muligheder for dem, der vil arbejde for endnu bedre kvalitet. Det vil skabe den rette dynamik,« sagde Denis Alary for nogle år siden til mig. Målrettet og bestemt.

Og han vandt. Hvidvinen er med. Ikke nok med det. Med slet skjult stolthed kunne han konstatere, at Cairanne har de hidtil mest skrappe krav om lav svovling og ditto gødning af markerne; tiden er økologisk, biodynamisk, svovlfri, og også i den henseende følger Cairanne med tiden.

Man har måttet opgive 262 hektar jord, så Cairanne nu tæller 1.088 hektar – det frasorterede land er primært de sydligt beliggende marker. De vil frem over være enten côtes-du-rhône eller côtes-du-rhône-villages, ligesom al rosé vil være côtes-du-rhône.

I årgang 2015, overgangsfasen, havde producenterne valget mellem at være Cairanne som cru eller Cairanne Villages. Tankevækkende nok valgte to tredjedele af producenter det sidste, ganske enkelt fordi Villages-klassifikationen tillader et udbytte på 41 hektoliter/hektar (i en generøs årgang) mod 38 hektoliter/hektar i den nye cru; desuden kunne man sende den på markedet med det samme, mens cru-producenterne måtte vente på en række godkendelser.

På Vinisud kunne Alary også forklare, hvordan han var blevet kontaktet af en række negocianter, der nu vil være interesserede i at fremstille og markedsføre Cairanne, hvad der lover godt for fremtiden for den lille appellation. som fremdeles repræsenterer kvalitet for pengene.

Historie er her naturligvis også. Stedet har været beboet siden 2000 f.Kr., og det er tænkeligt, at de ferierende romerske legionærer i Gigondas også har fundet vej hertil og har plantet nogle vinstokke. I hvert fald var der i det 15. århundrede allerede 130.000 vinplanter (omkring 40 ha). Optegnelser viser, at man i 1817 krævede 35 franc for en hl vin herfra, mens en hl châteauneuf gik for 30 franc. Det var dengang.

Også i dag kan en virkelig god cairanne slå en middelmådig châteauneuf af banen, og den kloge forbruger slår til i årgang 2015, hvor de mindre Rhône-vine vil skinne.

Jyllands-Posten var inviteret til Rhône af InterRhône.

Anbefalinger

 

DOMAINE DE L’ORATOIRE ST. MARTIN LE P’TIT MARTIN CÔTES DU RHÔNE 2014

Point: 88

Pris: 90 kr.

Forhandler: Bichel

Ren og saftig – meget saftig, vanedannende bordvin, som vil glide lydefrit ned i sommernatten, ubemærket som et tankeløst kærtegn; grenache galore, en ren og herlig vin, uhøjtidelig drikkeglæde. Køb en kasse, og server køligt, dvs. ikke over 15 grader.

DOMAINE DE L’ORATOIRE ST. MARTIN HAUT-COSTIAS CAIRANNE CÔTES DU RHÔNE VILLAGES 2011

Point: 89

Pris: 190 kr.

Forhandler: Bichel

Dette er domainets (som drives af Alarys fætter) topvin, og den er altid flot – både i hvid (sjælden) og rød. 2011 er ikke min favoritårgang i dette område, og denne hælder også til den mørke, ristede, let rosinprægede side; den er meget rig, men holder akkurat balancen – og mange vil elske den højt, højere end mig.

DOMAINE ALARY L'ESTÉVENAS CAIRANNE CÔTES DU RHÔNE VILLLAGES 2012

Point: 90+

Pris: 130 kr. (v/ 6 fl.)

Forhandler: Jysk Vin

Stadig meget ung og koncentreret med tydelige tanniner – også i den saftige årgang; her er mørke bær, en tæt, sødmefuld, krydret kerne. Topvinen Jean de Verde (155 kr. v/6 fl.) samme årgang er endnu bedre, men den kræver også – som vanligt – tid i kælderen for at folde sig ud, usædvanligt for en vin i denne klasse, men den er altså også i særklasse.

DOMAINE ALARY CAIRANNE CÔTES DU RHÔNE VILLLAGES 2014

Point: 87

Pris: 98 kr. (v/ 6 fl.)

Forhandler: Jysk Vin

Den har årgangs friskhed og en let pebret note sammen med friske bær en masse, en lettere vin, end mange vil forvente, et eksempel på en gammeldags årgang, der kan andet og mere end at være bulderbasse ved bordet.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.