Annonce

Dette er en blog: Suzy Wengel skriver i egen ret om sund mad uden hokus pokus og om iværksætteri. De to ting går hånd i hånd i Suzys hverdag.

Livsstil

Test i børnehøjde: Er det bedst at spise eller drikke frugt og grønt?

At ”juice” sig sund er en trend, der gennem det seneste årti har vundet stadig mere gehør i sundhedsdebatten.

Fancy juicecaféer er med til at styrke trenden, ligesom juicens påståede mirakler bliver lovprist i saftige vendinger på sociale medier, i bøger samt i dagblade og magasiner.

Der er tilsyneladende ikke den ting, som juice ikke er godt for, når vi snakker sundhed og helbred.

Detox for krop og sind - ja, det er lige før, at juice kan kurere sygdomme, som selv læger og videnskabsfolk har svært ved at få bugt med. Jeg ved, at jeg stikker næsen frem nu, men jeg vælger at vove pelsen - jeg mener nemlig, at juicens sundhedsfremmende egenskaber er tæt på at være en omgang fis i en hornlygte.

Er der da noget galt med detox?

Absolut intet – men det er bare ikke et begreb, som kan bruges til andet, end hvad det er: Afgiftning. Det giver stor mening på hospitalsafdelinger, hvor folk med reelle forgiftninger får behandling for at blive giften kvit. Men i forhold til et almindeligt indtag af mad og drikke giver det ikke den store mening at tale om detox.

Din krop er nemlig super intelligent og har slet ikke brug for at få tilført detox udefra. Den har et iboende, selvregulerende rensningsanlæg, der helt uden dit vidende sørger for, at din krop hele tiden udrenser - eller detoxer, om du vil. Din lever laver således ikke andet end at detoxe, og du kommer af med affaldsstofferne, når du ånder og sveder samt gennem urinen og afføringen.

Du kan være sikker på, at du ville vide det, hvis dit indre rensningsanlæg ikke per fuldautomatik fungerede. Du ville nemlig ret hurtigt gå til grunde, hvis uhensigtsmæssigt høje doser af affaldsstoffer fik lov til at ophobe sig i din krop.

Juicen, der fik broccolien ind i varmen

Tilbage til juicen, som jeg egentlig sidder og føler lidt dårlig samvittighed overfor nu. Det lyder måske som om, jeg har set mig sur på den - og det har jeg faktisk slet ikke. Idéen til denne blogpost opstod netop, fordi vi forleden weekend hyggede os med en juicer og cirka to-tre kilo frugt og grønt.

Det var virkelig både farverigt og sjovt. Både børn og voksne fik en times tid til at gå med at eksperimentere med forskellige sammensætninger. Og tænk sig, min søn Albert på seks år, som ellers har et ret anstrengt forhold til broccoli, fik sig et nyt og langt mere positivt syn på den lille, grønne buket.

Sammen med seks andre frugter og grøntsager drak han gladeligt broccoli i flydende form. Måske vil han tage mod til sig og smage på den, næste gang den lander på hans tallerken? Og måske ikke - men juiceoplevelsen har i hvert fald givet ham et forsigtigt mod på mere. Så langt, så godt.

Efterladt med juicemaskine og et klistret køkken stod jeg tilbage med alt affaldet – nu var det mit køkken, der skulle detoxes. Jeg startede med pulpen – altså den del, der er tilbage, når de søde safter er presset ud af såvel frugt og grønt. Og jeg skal hilse og sige, at mit ernæringsfaglige hjerte blødte, mens 750 gram fibre blev kasseret direkte ned i affaldsspanden.

Jeg ved godt, at man kan bage kager og alt muligt andet med pulpen. Men denne dag, ligesom så mange andre dage, var jeg ikke den glansbillede-agtige mor, der lige orkede at gå i gang med det.

Et fortrydeligt farvel til fibrene

Men der var virkelig noget ved den pulp, der nagede mig. For jeg ved, at hvis der er noget, kroppen virkelig har gavn af, så er det fibrene fra frugt og grønt. De bidrager nemlig med mæthed, en stabiliserende effekt i forhold til bodsukkereguleringen og en god og mere effektiv tarmfunktion med sunde tarmbakterier til følge.

Og hvis der er noget, der indkapsler affaldsstoffer, som eksempelvis brugt kolesterol (det dårlige af slagsen) og medicinrester, så er det fibre fra frugt og grønt. Fibrene fra fuldkorn har de samme gode egenskaber – det er netop derfor, det er så vigtigt at vælge fuldkornsudgaver, når du vælger brød, pasta m.m.

Det er ikke ligegyldigt, hvornår du drikker juice

Jeg stod altså tilbage med en ærgrelse over at smide hele den virkeligt gode, grove, fiberrige substans fra frugten og grøntsagerne ud og kun drikke de fine dråber, der giver kroppen en hel del flydende kalorier og en høj og hurtig blodsukkerrespons på nul-komma-fem.

Den del er der for så vidt ikke noget galt i, hvis man ellers er rask. Men hvis du har præ-diabetes, type 1- eller type 2-diabetes, gør juicen slet ikke noget godt for blodsukkeret. Og for os alle - diabetes eller ej - gælder det, at vi ikke får hverken mætheden eller de gode fibre med, når vi juicer frugten. Der er derfor ingen tvivl om, at du får et langt højere sundhedsmæssigt udbytte af dine frugter og grøntsager, når du spiser dem hele. Det var jeg slet ikke i tvivl om – alligevel fik jeg mod på et lille helt uvidenskabeligt eksperiment.

Eksperiment - sæt i gang!

Et par dage efter weekendens juicehygge satte jeg handling bag ord og involverede mine to drenge, Valdemar på syv og Albert på seks år, i mit hjemme-eksperiment. Jeg ville finde ud af, om det var bedst for dem at spise eller drikke deres frugt og grønt.

Der er tolv måneder mellem mine sønner, men de spiser stort set samme mængde mad. Denne dag havde jeg sørget for, at de havde spist den samme morgenmad og cirka samme mængde fra deres identiske madpakker.

Her kan du følge mit eksperiment trin for trin:

1. Jeg har skåret to gange et kilo frugt og grønt.

Frugt og grønt før en tur i juicemaskinen.

2. Efter en tur i en juicer ser den ene portion således ud – bemærk at de 300 gram pulp, der ligger til venstre for juicen, er fibrene m.m. fra det ene kilo frugt og grønt.

Frugt og grønt efter en tur i juicemaskinen.

3. Valdemar får at vide, at han skal spise det, han har lyst til – og Albert, at han må drikke det, han har lyst til.

Albert og Valdemar før de starter med at spise og drikke juice.

4. Efter ti minutter er resultatet, at Valdemar har spist 280 gram frugt og grønt, og at Albert har drukket, hvad der svarer til saften fra 1 kilo frugt og grønt – faktisk tog det kun Albert fem minutter at drikke juicen.

Albert og Valdemar er færdige med at spise og drikke juice.

5. Valdemar spiser cirka 280 gram frugt og grønt svarende til cirka 155 kcal - heraf 17 gram sukkerarter. Albert drikker al juicen fra det ene kilo frugt og grønt juice svarende til cirka 340 kalorier - heraf cirka 70 gram sukkerarter.

Antal sukkerknalder i juice.

Efterfølgende spiser Albert også en appelsin fra Valdemars tallerken. Jeg har ikke medregnet kalorier og sukker derfra.

Senere på dagen spiser de stort set samme mængde mad. Det betyder, at Albert faktisk ender med at få en hel del flere kalorier og sukker end Valdemar set over hele dagen. Albert har med andre ord ikke opnået mæthed fra juicen – og det selvom han har fået flere kalorier end Valdemar. Albert er en meget slank dreng, og det gør absolut ikke noget, at han får lidt flere kalorier. Og jeg er sådan set glad for, at han har fået vitaminer og mineraler gennem juicen – som jo også er spædet op med grøntsager. Men jeg er opmærksom på, at et barn ikke bør få mere end et lille glas juice om dagen.

Et glas juice tæller nemlig med i regnskabet som et af de seks stykker frugt og grønt, der anbefales i '6 om dagen'-kampagnen (600 gram om dagen) fra Fødevaredirektoratet. Faktisk gælder det, at minimum 300 gram skal være grøntsager, og at maksimum 300 gram må være frugt, og at børn i Valdemar og Alberts alder kan nøjes med i alt 400 gram grønt og frugt om dagen. Men juice må altså kun være 1 af dine '6 om dagen'. Med tanke på ovenstående lille hjemmeforsøg giver dette også rigtig god mening. Hvis børn får lov til at mæske sig i juice, så får de hurtigt mange gange den daglige anbefalede mængde af sukker i dagskosten.

Måske tænker du, at det blot er ”frugtsukker”. Men faktum er, at den type sukkerarter, man får fra de forskellige juicer, påvirker blodsukkeret på nøjagtig samme måde som almindeligt bordsukker – der er minimal forskel.

Nyd din juice, for hvad den er – nemlig en sød og lækker drik. Har du styr på mængderne, så er det fint at drikke juice. Ellers er det bedste råd, at du spiser dine frugter og grøntsager hele. Du opnår ikke specielle sundhedsfremmende effekter fra juice. Og hører du om juice og detox i sammenhæng, så er det med sikkerhed et markedsføringsstunt. Hvis du gerne vil gøre din krop en tjeneste, så gælder det om at spise varieret og ikke for meget samt om at være fysisk aktiv. Hvis du har hørt dette før, så er det fordi, det er kostråd nummer et fra de officielle kostråd – og det er der ikke noget fup over.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Kronik: Vi ønsker at bygge bro og sikre sammenhæng for patienten
Stephanie Lose (V), Ulla Astman (S), Sophie Hæstorp Andersen (S), Heino Knudsen (S), Anders Kühnau (S)
En ny funktion som ”brobyggersygeplejerske” skal skabe langt bedre patientforløb på tværs af sundhedsvæsenet for at sikre sammenhæng, overblik og tryghed for patient og pårørende.
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Redaktionen anbefaler

Æresoprejsning til agurken: Så forbløffende sund er den

Karen Lyager
Ja, agurken består mest af vand. Men de sidste 5 pct. er spækket med supersunde stoffer, som de fleste af os har hårdt brug for. Ikke mindst i en varm sommer.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her