Annonce

Dette er en blog: Suzy Wengel skriver i egen ret om sund mad uden hokus pokus og om iværksætteri. De to ting går hånd i hånd i Suzys hverdag.

Livsstil

»Jeg fik nok, den dag min vægt nærmede sig 100 kg«

Den storsælgende kogebogsforfatter Suzy Wengel hjælper tusinder af danskere med at spise sundt - og tabe vægt.

Jeg har altid haft et passioneret forhold til maden i mit liv. Nogen spiser uden at skænke maden ret mange tanker – fordi de skal, akkurat ligesom de skal sove og gå på toilettet. Sådan har jeg aldrig haft det.  Mad har altid optaget en meget stor plads i mine tanker. Bevidst og ubevidst har jeg cirklet om maden i mit liv som noget helt centralt – imens jeg har gjort alt muligt andet: Uddannet mig, arbejdet, fået børn og så videre.

I dag, hvor jeg lever af at formidle min viden om mad, tør jeg godt påstå, at jeg bruger næsten alle mine vågne timer på at tænke på mad, skrive om mad og tale om mad. Jeg gør det, fordi jeg ikke kan lade være. For nogen lyder det måske kedeligt (og her må jeg indskyde, at det er alt andet end det). For andre lyder det måske helt naturligt – det er det i hvert fald blevet for mig. Men sådan har det ikke altid været. Tværtimod. For at forstå mit forhold til mad lægger jeg ud med en bid af min personlige historie – den har nemlig bragt mig hertil, hvor jeg står i dag. 

I mange år levede jeg i et madunivers, der gradvist blev mere og mere restriktivt og unuanceret, i takt med at kiloene på min krop blev flere og flere. Mit forhold til det, jeg spiste, var drevet af en blanding af had og kærlighed. Jeg havde fuldstændig misforstået konceptet omkring madens reelle funktion som næring og brændstof til krop og sind - jeg brugte i stedet maden til at skabe en falsk form for tryghed i mit liv. Jeg var dybt afhængig af al den mad, jeg spiste - samtidig med at den paradoksalt nok forpestede mit liv. Så dér hang jeg mellem polerne tryg-og-tyk på den ene side og skræmt fra vid og sans-og-slank på den anden.

Suzy Wengel da hun vejede ca. 90 kg. Privatfoto

Selvfølgelig blev jeg tyk, fordi jeg spiste for meget mad - det er indiskutabelt og samtidig ret uinteressant. For det ved vi jo godt: Du bliver tyk, når du spiser flere kalorier, end din krop har brug for. Det er ren matematik, som alle kan forholde sig til. Det er derimod mere vanskeligt at forholde sig til alle de følelser, der gemmer sig bag den voldsomme trang til mad. Dem havde jeg svært ved at se og anerkende. I dag ved jeg, at jeg i bund og grund var et ulykkeligt menneske. Jeg var ramt af ulykkelig kærlighed, ensomhed og en frygt for ikke at kunne leve op til forventningerne fra min omverden og fra mig selv. Alt det vil jeg komme mere ind på i et senere blogindlæg.

Når man ser på overvægt ud fra den vinkel - og tager alle de bagvedliggende følelser med i ligningen - så er det ikke så underligt, at regnestykket ikke går op. Jeg tabte mig gang på gang. Det krævede noget viljestyrke hver gang, men det kunne godt lade sig gøre. Jeg havde imidlertid svært ved at finde identitet og tryghed i den slanke udgave af mig selv, og derfor røg jeg hver gang efter noget tid tilbage til min ven ’tryg-og-tyk’, som jeg kendte så godt. I praksis betød det, at jeg enten levede på dydens smalle madsti og forsagede alt fedt og sødt. Eller at jeg gav helt los i kalorietæt overspisning. Mit liv var derfor madmæssigt helt uden nuancer. Det sunde var restriktivt, kedeligt og ofte uden smag. Og det usunde kom i alt for store mængder og lå ofte i den alt for kalorietætte ende af skalaen.

Jeg fik nok, den dag min vægt nærmede sig 100 kilo. Nok af kalorietæt kost i alt for store mængder. Nok af en overbelastet krop, af allergi, af et energiniveau som en plejehjemsbeboer og af et overskud, der kunne ligge på en meget lille tallerken. På ni måneder blev jeg mine overflødige 40 kilo kvit ved at følge nogle systemer og redskaber, som jeg opstillede som en hjælp til mig selv. Redskaberne hjalp mig til at spise sund mad helt uden hokus pokus med den rigtige fordeling mellem grøntsager, proteiner, stivelse og fedt. Det overskud, jeg oplevede, da jeg fik ro på mit forhold til mad, bredte sig som ringe i vandet. Jeg fik blandt andet ro til at få en større balance i mit følelsesmæssige liv. Den ro, der er kommet i begge lejre, har betydet, at jeg har holdt vægten stabil i mere end fem år. Mit pendul svinger ikke længere forvirret frem og tilbage, men holder sig roligt midt imellem de to poler.

Suzy Wengel i dag. Foto: PR

Redskaberne, der hjalp mig, har i dag fået et navn - nemlig Sense. Og de har ikke bare hjulpet mig, men også tusindvis af andre mennesker til et nuanceret madliv i balance uden overvægt og restriktioner.

Min blog kommer til at handle om det, jeg brænder for og det, jeg beskæftiger mig med døgnet rundt – nemlig sund, velsmagende og helt almindelig mad. Mad, der giver et stabilt blodsukker og sikrer mæthed i fem til seks timer ad gangen - og som kan afhjælpe overvægt og hjælpe til vægtstabilisering. Så tilbage til min passion for mad – den har nemlig lært mig, at mad er næring for både krop og sind, og at det, vi putter i munden, har direkte indflydelse på, hvordan vi har det i øvrigt.

Min store interesse for mad er nært knyttet til den iværksætter-motor, der driver mig i alt, hvad jeg gør. Derfor vil min blog også handle om alt det, der sker, når man udstyret med en vilje af jern vover pelsen og satser på en mavefornemmelse. Sense er ikke mit første projekt. Sammen med min mand, Jesper Wengel, som er professor og forsker ved Syddansk Universitet, har vi opbygget en biotekvirksomhed, der hedder RiboTask, hvor vi producerer og udvikler kemiske reagenser til lægemiddelforskning. Det har gennem tiden betydet mange gode - men også udfordrende og hårde - oplevelser. Jeg glæder mig til at dele mine betragtninger og oplevelser med dig her på bloggen.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Redaktionen anbefaler

Æresoprejsning til agurken: Så forbløffende sund er den

Karen Lyager
Ja, agurken består mest af vand. Men de sidste 5 pct. er spækket med supersunde stoffer, som de fleste af os har hårdt brug for. Ikke mindst i en varm sommer.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her