Coop og TV 2 vil samarbejde om at gøre danskerne sunde
Nyt partnerskab mellem TV 2 og Coop har til formål at højne danskernes generelle sundhed - og reklamere for nye varer i Coops butikker.
Kokken Claus Holm og sundhedspeksperten Christian Bitz bliver makkerpar i TV 2's relancering af Go'Appetit, der starter i februar.
Men det bliver en helt ny version af Go'Appetit, vi får at se, for tv-kanalen har indgået en reklameaftale med Coop, der skal medfinansiere programmerne.
Samarbejdet kommer bl.a. til at omfatte nye varer på hylderne i Coops butikker, garneret med ny forskning i det sunde liv, dialog med danskerne om mad via digitale platforme og så altså en relancering af TV 2s program Go’ appetit. Her vil Claus Holm, som allerede er kendt af TV 2s seere og brugerne på go.tv2.dk, og ernæringsekspert Christian Bitz, der er kendt fra DRs Bitz og Frisk, give danskerne inspiration og konkrete bud på, hvordan hverdagsmåltidet kan blive et sundt samlingspunkt for hele familien.
"Der er ingen tvivl om, at sundhed og madlavning fylder utroligt meget for mange. Ofte oplever børnefamilierne et dilemma mellem ønsket om at leve sundt og realiteterne i en travl hverdag, og vi vil bl.a. i de nye Go’ appetit-programmer give inspiration til, hvordan de to ting sagtens kan gå hånd i hånd rundt om spisebordet. Jeg er stolt over, at vi sammen med Coop samtidig har ambitionen om at gøre danskerne sundere og sikre ernæring, velsmag og sund mad den opmærksom, det fortjener", siger TV 2s kanalchef, Lotte Lindegaard.
Samarbejde med virksomheder om programmer bliver stadig mere almindeligt, også på TV 2. For virksomhederne er det en fordel at reklamere mere skjult inde i programmer, da mange seere ikke opfatter budskabet som udelukkende reklame.
Advertiser Founded Programming, AFP, kaldes fænomenet, der er en meget mere kompleks form for annoncering end traditionelle tv-reklamer eller programsponsorater, og, som tv2media selv skriver på deres hjemmeside, "belønningerne er også flere og større".
Coop får - igen ifølge TV 2's egen beskrivelse af AFP - med programmet "mulighed for at skabe en helt unik positionering i forhold til konkurrenterne".
Tidligere eksempler på AFP hos TV 2 omfatter bl.a. Stjerner på stribe sammen med Danske Spil (TV 2 Charlie program), Hjem igen sammen med Silvan (TV 2 program), og Skiskolen sammen med Innovasion Norge og Skistars.
TV 2 har øget fokus på AFP,Advertiser Funded Programming, og har etableret en række samarbejder med annoncører om programmer til bl.a. TV 2, TV 2 Fri og TV 2 Charlie. Det skaber nye muligheder – både for TV 2 og for kunderne, mener man.
"AFP handler ikke om annoncører, der køber sig ind i et tv-format - det handler om at finde frem til naturlige værdifællesskaber. Vi prioriterer det gode indhold højest, og der, hvor vi har værdifællesskaber med annoncører, har vi også en fælles interesse i programformatet og kan herfra sammen skabe naturlige links til andre medieplatforme og skabe nye muligheder for at udnytte programindholdet," mener Anne-Sofie Ene Wichmann, der er AFP-ansvarlig på TV 2.