Vi kan snart handle i et plakat-supermarked

Tilbud: Køb dagligvarer i et supermarked kun med fotos mens du venter på metroen.

Danskerne kan inden længe handle ind til aftensmaden på en helt ny måde. Firmaet NFC Danmark og netsupermarkedet Nemlig.com er klar til at omdanne supermarkedet til en plakat med fotos af varerne og gøre din mobiltelefon til indkøbsvognen.

I første omgang vil de begynde med metrostationer, hvor folk alligevel står og venter, samt på Handelshøjskolen i København, CBS. Det fortæller Søren Kragh, direktør og stifter af NFC Danmark.

- Vi vil være sikre på, at interessen er der, inden vi plastrer hele byen til. Og så er det vigtigt, at vi fra begyndelsen kan levere det, vi lover, siger han.

I det nye supermarked bruger du telefonen til at skanne de koder, som er placeret under billederne af varerne, og så få indkøbene leveret derhjemme, når det passer dig.

Kopieret fra Sydkorea

At partneren i projektet er blevet Nemlig.com, skyldes blandt andet manglende interesse fra de store etablerede supermarkedskæder.

- Men jeg tror også, det er godt at lave projektet med folk, som allerede har været innovative. Det er dem, som kommer op af stolen, der vinder den fremtidige kamp om kunderne, siger Søren Kragh.

Han peger også på, at Nemlig.com, der er vinder af e-handelsprisen 2011, tilbyder kunderne at vælge ret præcist, hvornår de vil have varerne leveret.

Idéen er kopieret fra et projekt i Seoul, Sydkorea.

Her har den britiske supermarkedsgigant Tesco stor succes med at tilbyde koreanere på farten at handle i metroen via store displays med billeder af prismærkede supermarkedsprodukter af alt fra mælk og kød til færdigretter og legetøj.

Flemming Birch, der er ekspert i forbrugeradfærd og partner i Birch & Birch, forventer, at den nye type supermarked også kan blive en succes herhjemme.

- Vi lever i et samfund, hvor tid er hård valuta. Det betyder, at alt, der kan hjælpe mig med at kontrollere og styre min tid, er en god løsning. Og hvis jeg skal vente 10 minutter på et tog, er det nemt og smart at få afsluttet min shopping dér, siger han.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen