- Opdateret 14/11/2011 kl. 08:41
Test: Ugens vin: Tysk Riesling er en optimal aperitif
Vinene kombinerer frisk syre med lidt sødme, så de er lettilgængelige for de fleste.
Hvad er den optimale aperitif? Det skal være en let vin, der ikke bedøver smagsløgene med kraftige aromaer, voldsom sødme eller masser af alkohol, så glem lige gin, vodka og beslægtede emner i denne sammenhæng.
Det skal samtidig være en frisk vin med tilpas syre, så der skrues op for appetitten. Endelig skal vinen være letdrikkelig og med bred appel til alle – uanset smagspræferencer.
Prøv de tyske hvidvine
Mousserende hvidvin i stil med Champagne er altid populært, men der findes alternativer, der fungerer mindst lige så godt. Her kommer tysk hvidvin ind som en alt for sjældent brugt aperitif. Tyske hvidvine ikke mindst lavet på riesling druen lever op til alle kravene: Aromatisk og frisk vin, der så godt som altid har et lavt alkoholindhold.
Selv om vinene har en frisk syre, er der næsten altid en pæn lille sødme, der gør vinene delikate og lettilgængelige for alle. Hold især øje med vinene fra Mosel, der giver rigtig meget kvalitet for pengene.
Dr. Loosen Riesling 2010
Fakta: Feinherb, Mosel, Tyskland 10,5 pct., skruelåg, hvidvin
Pris: 69,95 kr. og i uge 46 to flasker for 100 kr.
Forhandler: SuperBest
Superung citrusfrugt med imponerende friskhed, blomster og solid aromarigdom. Velvalgt syre, der afbalancerer den diskrete sødme flot. God styrke og dejlig balance. Charmerende, elegant, ren og delikat.
Kopke Vintage Port 1996
Fakta: portvin, Portugal
Pris: 99,95 kr.
Forhandler: Aldi
Flot vinøs hyldebærfrugt med god detaljerigdom. Aromatisk rig med nødder, vanilje og tørret frugt. Harmonisk og velstruktureret smag med rank, velbygget, sødmefuld frugt og rig eftersmag. Nydelig vintagetype med fylde og rygrad.
Tarragona Gran Reserva 2005
Fakta: DO Tarragona, Spanien
Pris: 34,95 kr. i uge 46 seks flasker for 149 kr.
Forhandler: LIDL
Stærkt krydret mørk brombær- og kirsebærfrugt med masser af ungt egetræ. Ungdommelig sin pæne alder taget i betragtning. Blød egekrydret smag med lidt røgtoner. Venlig tannin og pænt med aromaer.
Stonehedge Meritage 2007
Fakta: Napa Valley, Californien
Pris: 99 kr. i uge 46 normalt: 149 kr.
Forhandler: Kvickly
Frisk, aromatisk og veludviklet frugt med moderat og veldoseret egetræ. Harmonisk, ren, moden og charmerende bortset fra en lidt rigelig alkohol. Saftig rank vin med detaljeret frugt. Ret let, men med god struktur.