Grøntsager bliver på butikshylderne
Danske supermarkeder vil på trods af anbefalinger ikke fjerne alle udenlandske grøntsager.
Forbrugerrådet anbefalede tidligere i dag, at alle udenlandske grøntsager bør fjernes fra butikkerne efter en bakteriemistanke.
Men den anbefaling vil de to butiksorganisationer, Coop og Dansk Supermarked, ikke følge. De retter sig i stedet efter Fødevarestyrelsen, der begrænser mistanken til agurker fra Spanien.
"Vi følger Fødevarestyrelsens anvisninger, og derfor fjerner vi i øjeblikket spanske agurker fra vores salgsarealer i alle vores butikker. Det har vi sendt en meddelelse ud om," siger Peter Løth, indkøbschef hos Dansk Supermarked.
"Vi ser Fødevarestyrelsen som den myndighed i Danmark, der har bedst viden om det her, og derfor følger vi dem," siger Peter Løth til jp.dk
Coop følger Fødevarestyrelsen
Heller ikke hos Coop, som omfatter flere butikskæder, følger man Forbrugerrådet.
"Vi har agurker fra Holland, men der har vi ikke tænkt os at foretage os noget, for de har ikke været under mistanke," siger Jens Juul Nielsen, informationschef hos Coop, til Ritzau.
"I det øjeblik, at Fødevarestyrelsen siger, at der er en mistanke om, at der kan være noget fra andre lande, så reagerer vi selvfølgelig også."