Ugens vin: Lige på og australsk
Australske vine er på højt teknisk niveau, men også med tendens til at være lidt voldsomme.
Kan man ikke få nok af power, krydderi, alkohol og mørk frugt, så er australsk shiraz sikkert sagen. Nogle synes, det er vidunderligt, mens det bare er for meget for andre. Der er derfor en evig diskussion mellem Rhône-fundamentalister og vinnydere med mere oversøisk observans, om det australske Barossa Valley eller det franske Rhône laver verdens bedste syrah (shiraz) vine. Det er dog indiskutabelt, at kapløbet er tæt, og at australsk syrah er i verdensklasse.
I et forsøg på at ramme en mere elegant og lettilgængelig vinstil er mange australske vinproducenter begyndt at lave blandinger, hvor shiraz-druen spædes op med eksempelvis cabernet sauvignon og merlot. Det er netop tilfældet med Clancy 2007 fra det ansete Barossa-hus Peter Lehmann. Det er ganske rigtigt en stærk og solidt krydret vin, men samtidig en vin, hvor der er plads til detaljerne, og hvor den friske frugt ikke bukker under i kampen mod alt for meget egetræ. Clancy er Skjold Burnes udmærkede bud på en julevin, og Clancy 2007 har da også muskler og syre til at kunne følge med til det meste.
Clancy Shiraz, Cabernet & Merlot 2007,
Peter Lehmann, Barossa, Australien, skrueprop, 99,75 kr. hos Skjold Burne i december.
Næse med friske mørke bær og med markant og godt egetræ. Intenst, men kultiveret sort syrahkrydderi. Saftig, fyldig og flot smag med harmonisk bærfrugt. Sødmefuld, stærk og detaljerig madvin.
Costamaran 2008,
i Castei, DOC Valpolicella Classico Superiore Ripasso, Italien, 79,95 kr. hos SuperBest i uge 49, normalpris 129,95 kr.
Varm, tilpas sødmefuld frugtnæse med et passende strejf rosiner, røget diskret egetræ og lidt mørke krydderier. Meget blød vin med afdæmpet krydderi, venlige tanniner og harmonisk helhedspræg. Venlig og letdrikkelig.
Hutcheson Colheita 2000,
portvin, Portugal, 99,95 kr. hos H. J. Hansen/Vinspecialisten/Magasin Mad & Vin i december, normalpris 189 kr.
Næse med saftig, letkrydret og meget ungdommelig frugt med stor friskhed. Flot kraftfuld smag med sund tæt frisk frugt og god struktur og solidt krydderi, hvor tawnypræget slår igennem. Delikat, lang og charmerende.
Ciconia 2009,
Vinho Regional Alentajano, Portugal, skruelåg, 14,5 pct., 39,95 kr. hos Aldi.
Sprød rød mineralsk frugtnæse med lidt hyldebær- og rabarberpræg. Elegant, floral og med personligt krydderi. Intens tæt mundfrugt med diskret sødme, velvalgt tanninstruktur og sympatisk helhedspræg.
Les Chateau Saint Paul 2007,
Cru Bourgeois, AOC Haut Medoc, Bordeaux, 98 kr. hos Sigurd Müller Vinhandel/ www.smv.dk
Venlig karamelkrydret næse med varm frugt med en del egetræsvanilje og et ret parfumeret blomsterpræg. Glat udviklet vin med pæn saftighed. Let, men velstruktureret. Behersket Bordeauxpræg.
Heroes Chardonnay 2009,
Santa Rita, Valle Central, Chile, hvidvin, skruelåg, 49,95 kr. hos Rema1000.
Duft med enkel ferskenfrugt med lidt nøddetoner og pænt krydderi. God fylde, saftighed og fedme i mundfrugten og tilpas syre. Moderat aromaintensitet og moderat egetræ. Pæn og ligetil hverdagschardonnay.
LÆS OGSÅ:
Verdens bedste syrah