Vi vælger oftest discount-mælk
Krisen har gjort discount-mælk til forbrugernes foretrukne mælkemærke.
Flertallet af danskerne køber i stigende grad den billigst mulige mælk.
Ifølge Danmarks største leverandør af mælk, Arla Foods, kan lavprismælk som DanMælk og Budgetmælk til 4,95 kroner for en liter tage halvdelen af det samlede danske mælkemarked på cirka 500 millioner liter i 2011.
For tre år siden var mindre end hver tredje mælkekarton fra discounthylderne.
- Vi har oplevet, at billigmælk er vokset, og den trend er fortsat i 2010. De sidste par måneder har billigmælkens vækst dog stabiliseret sig, siger direktør for Arla Foods' danske marked Lars Aagaard til LandbrugsAvisen.
Udviklingen tog for alvor fart under finanskrisen - og har fortsat langt ind i 2010, lyder det fra Arla.
Lille vækst på økologisk mælk
Hos Coop Danmark genkender kategorichef for brød og mejeri Samir Hadzimahovic udviklingen.
- Tendensen har været, at forbrugerne har fokuseret mere og mere på billig mælk, siger han til avisen.
Udviklingen presser konventionel mælk i midterste prisklasse, mens den økologiske mælk ifølge Arla oplever en lille vækst og nu udgør en tredjedel af markedet.
Økomejeriet Thise bekræfter, at der stadig er en stor kundeflok, der køber økologisk mælk, selvom billig-mælken vinder terræn hos danskerne.