Første danske whisky klar
Danmarks første egenproducerede whisky siden 1974 er klar, siger den bornholmske producent Vingården. 899 kr. koster en halv liter.
I december 2005 blev maltbyggen mæsket og gæret. Derefter destilleret to gange i potdestillationsapparatet. Den 27. december 2005 blev den så sat på fransk egefad, som forinden har lagret Bornholmsk rødvin fra rondodruen. Nu er der gået tre år, og så må produktet kaldes whisky.
Resultatet er en helt egenproduceret bornholmsk maltwhisky, som er let ravfarvet. Smagen er let og elegant - en blanding af træ, malt og en anelse røg.
Der er tappet 400 flasker med en halv liter i hver. Flaskerne er nummererede og prisen er 899 kr. pr. flaske. Når lageret er halveret fordobles prisen. Den 8. maj 2009 sælges de første flasker.
fpn