Annonce
Mad & Vin

Pommes frites er et hit hos Street Food på Papirøen i København

Maden såvel som de fysiske rammer og klientellet er i konstant forandring hos Copenhagen Street Food på Papirøen.

Hos Street Food på Papirøen i København kan besøgende nyde maden med udsigt til Skuespilhuset og Operaen. Foto: Kristoffer Juel Poulsen

På det lille, lyse træhus, hvor Copper and Wheat holder til, hænger en sort tavle med ugens menu, der består af italiensk stuvning, belgiske pølser og belgiske pomfritter. Kun pomfritterne, der er stegt i andefedt, bliver aldrig visket af tavlen.

Menuen skifter nemlig fra uge til uge. For som alt andet hos Copenhagen Street Food er der ikke meget, der forbliver det samme ret længe af gangen. Selv det lille træhus har tidligere været forbi Torvehallerne og på Roskilde Festival. Nu er det så endt her i Københavns madmekka på Papirøen, og der står mange i kø for at prøve de populære pomfritter.

Bygget op af genbrug

Et par timer forinden er det forholdsvis få, der har taget plads under de sorte parasoller og strandstolene uden for Copenhagen Street Foods store grå bygning.

Vi kommer aldrig til at blive færdige.
Dan Husted, , medejer Copenhagen Street Food
Herfra er der udsigt til Skuespilhuset og store gule kraner, der strækker sig højt mod himlen. Inderhavnsbroen, der skal forbinde Nyhavn med Christianshavn står halvfærdigt og forladt hen.

Byggeriet af cykelbroen er forsinket, og brostykkerne strækker sig nu over vandet fra hver sin side, som to udstrakte hænder, der forsøger at nå hinanden.

Ligesom broen er der noget ufærdigt over Copenhagen Street Food. I den store, rå hal er væggene nogle steder dækket af graffiti, andre steder af muslingeskaller, der fungerer som isolering. Mellem madstande klædt i farvefulde vimpler og havelamper står olietønder og bunker af træplanker.

Hos Copenhagen Street Food kan sulten bl.a. stilles med fish and chips. Foto: Kristoffer Juel Poulsen

Åbningstider
  • Mandag til torsdag: 10.00-24.00
  • Fredag og lørdag: 10.00-24.00/02.00
  • Søndag: 10.00-22.00

Specifikke åbningstider for boder

  • Food Trucks: 12.00-22.00, dog vil enkle boder lukke tidligere
  • Bar- og cocktailboder: 12.00-24.00/02.00
  • Coffee Truck: 10.00-24.00

Bemærk: Der tages forbehold for, at lukketiderne kan variere efter vejrets lune.

»Vi er i gang med at rykke lidt rundt, så der kan blive plads til flere madboder,« siger Dan Husted, medejer af Copenhagen Street Food.

Selv nu, omkring fire måneder efter åbningen, er der stadig en del byggerod rundt omkring. Og sådan forestiller Dan Husted sig, at det skal blive ved med at være indtil 2017, hvor Copenhagen Street Foods lejekontrakt udløber.

»Det er et ongoing projekt, der konstant er i ombygning. Vi kommer aldrig til at blive færdige. Først om fire år,« siger Dan Husted.

»Vi har forsøgt at lave et alternativ til Torvehallerne. Noget mere folkeligt,« fortæller han.

Idéen til Copenhagen Street Food er blandt andet inspireret af food trucks i USA, og tanken er, at alle skal kunne få et måltid mad for 50 kr. Det tiltrækker unge, børnefamilier og ældre ægtepar, der har taget plads tæt ved siden af hinanden ved træbordene. Derfra kan man se en stor ko-figur med små spejle og hjerter, der er placeret oven på en af boderne.

Fra en ombygget campingvogn sælges der velsmagende kaffe. Foto: Kristoffer Juel Poulsen

»Diskokuglen dér skal op at hænge i loftet, vi skal bare lige finde ud af hvordan,« siger ”alt-mulig-manden” Kristian Skjødt Madsen og peger op på koen.

Top-spisesteder klar med billiggourmet

Han er på vej ned til toiletterne, hvor de nye lamper skal sættes op. En ombygning er i gang på toilettet, hvor der skal laves en ekstra udgang. Der skal også laves et sted, hvor kvinder kan amme i fred.

»Men her må man også gerne amme ude ved boderne,« siger Kristian Skjødt Madsen, måske som en hentydning til de steder i København, der ikke ønsker ammende kvinder.

Toilettet er, ligesom en stor del af Copenhagen Street Foods øvrige indretning, lavet med udgangspunkt i genbrugsmaterialer. Vinduerne er fra værtshuset Stærkodder på Christianshavn, der skulle have skiftet deres ud. Væggene er blandt andet lavet af gamle porte fra Papirøen og brugte materialer fra en vikingeudstilling på Nationalmuseet har også bidraget til det hjemmelavede toilet.

Kristian Skjødt Madsen og Dan Husted forklarer, hvordan de finder mange brugbare genstande på byggepladser ved at spørge om lov til at kigge i deres containere.

Mad og drikke kan både indtages indendørs og udendørs hos Copenhagen Street Food. Foto: Kristoffer Juel Poulsen

»Ud over det forsøger vi ikke at bruge andet end skruer,« siger Kristian Skjødt Madsen.

En samling rør står stablet op ad væggen. De stammer fra det gamle Experimentarium.

»Jeg ved ikke, hvad det skal bruges til endnu,« siger Dan Husted.

Men der skal nok dukke en mulighed op med tiden. Alt skal ikke være strømlinet hos Copenhagen Street Food, snarere tværtimod. Her står ombyggede containere i forskellige farver, små træhuse og en ombygget pølsevogn side om side.

Alsidig oase

Madbodernes udseende varierer lige så meget som maden hos Copenhagen Street Food. Ved siden af gourmethotdogs i forskellige variationer kan man få kold melonsuppe og ratatouille. Andre steder er der blandt andet tyrkisk, cubansk, italiensk og tysk på menuen. Har man lyst til dessert, kan man få stillet sin søde tand med en forfriskende koldskål, tiramisu eller gå over til Hansen Is, der holder til i et lille lyseblåt hus.

Lotte Walentin er i gang med at lave wraps i madboden Brass. Foto: Kristoffer Juel Poulsen

Det er totalt oase. Og det er meget easygoing, så man kan have børn med uden at bekymre sig om, at de bliver væk.
Anette Finderup Andersen, gæst hos Copenhagen Street Food
Hos Brass står Lotte Walentin og laver wraps. En kvinde har netop bestilt en æggewrap med bønner. Hun kommer fra et møbelfirma, der er ved at gøre klar til at åbne op inde ved siden af. Det er blot en af de mange nye ting, der hele tiden popper op på Papirøen.

»Vi er ikke konkurrenter,« siger Lotte Walentin, men retter så sig selv:

»Eller det er vi jo, men vi har det godt med hinanden her,« siger hun og smiler.

Lotte Walentin er overrasket over, hvor få mennesker der har været i dag. Men som hun siger, er det stadig tidligt på eftermiddagen, og mange kommer først senere for at få aftensmad, eller når de har fået fri fra arbejde.

De belgiske pomfritter stegt i andefedt er et hit hos Copper and Wheat. Foto: Kristoffer Juel Poulsen

Lidt derfra er en mand i blå skjorte og pæne bukser i gang med at spille bordfodbold med sine lyshårede sønner på to og seks år. Børnenes mor, Anette Finderup Andersen, sidder ved siden af på en bænk og ser på.

Familien bor nord for København, men arbejder i byen, så det er nemt at komme forbi efter fyraften.

Anette Finderup Andersen er især begejstret for, hvor børnevenligt her er.

»Det er totalt oase. Og det er meget easygoing, så man kan have børn med uden at bekymre sig om, at de bliver væk. Det kan man ikke i Torvehallerne. Her er der også vand, skibe og byggepladser, som drengene kan kigge på. Her er meget forskelligt samlet på ét sted. Min kæreste og jeg kunne også finde på at sidde her en aften og få et glas vin,« siger hun.

Roskildestemning

Klokken 17 begynder bassen at banke ud af højttalerne ved en dj oppe ved hallens ud- og indgang, og en del af børnefamilierne begynder så småt at forsvinde.

I løbet af den sidste times tid er der kommet flere og flere mennesker til. Bordene og strandstolene udenfor er nu godt fyldt op, især af unge.

Hvor Copenhagen Street Food tidligere var en rolig oase, danner den nu rammerne om noget, der mere minder om en festival eller en natklub.

Når aftensolen begynder at sænke sig over København, kommer de yngre københavnere til Papirøen for at nyde drinks og et dj-set. Foto: Kristoffer Juel Poulsen

En gruppe unge står i kø ved cocktailbaren – en ombygget container med en PH-lampe hængende fra loftet. De skal alle have en ”paper island iced tea”.

»Det er vildt Roskilde-agtigt,« siger en af pigerne.

Ved et af bordene sidder Niels Müller, Hanne Johannessen og Inger Johannessen, der alle er omkring de 60 år og bor i København. De har blandt andet fået de belgiske pomfritter, som de anbefaler. Selv om cykelbroen ikke står færdig, synes de, det er nemt at komme til Papirøen, og en lille gåtur er jo heller ikke af vejen:

»Så kan man få lidt mere appetit,« siger Inger Johannesen.

Men en ting kunne være bedre:

»Musikken er lidt for høj,« siger Niels Müller og griner.

I den modsatte ende af det udendørs spiseareal sidder et ungt par fra Hong Kong, Michelle Chan og Francis Law. De er på ferie i København, og har fået tacos og fish and chips at spise. De er endt her ved lidt af et tilfælde.

Michelle Chan havde søgt på nettet på Christiania og Experimentarium City, der er nabo til Copenhagen Street Food, og syntes, at det så spændende ud.

»Vi er faktisk aldrig nået til Experimentarium City,« siger Michelle Chan og griner.

»Man finder ikke sådan noget som det her i Hong Kong. Vi kunne helt sikkert finde på at komme igen, næste gang vi er i København,« siger Francis Law.

De forstår af gode grunde ikke skiltet lige ved siden af dem, hvor der med blåt kridt står skrevet: ”Skynd dig! Vi er her kun i 4 år.”

Parret ærgrer sig, da de finder ud af, at Copenhagen Street Food måske ikke ligger her næste gang, de sætter fødderne på dansk jord.

»De burde beholde det sådan her,« siger Michelle Chan.

Måske har parret fra Hong Kong besluttet sig for at udnytte tiden bedst muligt. I hvert fald henter Francis Chan endnu en portion mad til sig selv og sin kæreste.

Læser du med fra mobilen, så se flere billeder her.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler

Æresoprejsning til agurken: Så forbløffende sund er den

Karen Lyager
Ja, agurken består mest af vand. Men de sidste 5 pct. er spækket med supersunde stoffer, som de fleste af os har hårdt brug for. Ikke mindst i en varm sommer.
Annonce
Annonce
Bolig
Lån dit værktøj og køkkengrej og spar penge
I stedet for at købe og opbevare ting, som kun sjældent bliver brugt, kan du låne dem på biblioteket, hos naboen eller på låneportaler på nettet. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her