Restaurant Terrassen

En middag med dejlig mad og svingende betjening på skøn terrasse. Tivoli Frihedens fornemste restaurant giver både op- og nedture.

Egentlig er det fantastisk: Mens andre forlystelsesparker gerne tilbyder dyr og/eller dårlig forplejning, har Tivoli Friheden en restaurant, der leverer mad på højt niveau til rimelige priser.

En sommeraften, hvor man sidder omgivet af bøgetræer uden for de snart 100 år gamle restaurationsbygninger i hvide havemøbler à la Skagen, føler man sig automatisk som millionær. På den baggrund er menukortets priser overraskende tilforladelige med en menu fra 258 til 368 kr. og i juli desuden tre retter med tre glas for vin for 320 kr., inklusive entreen til tivoli.

Vil man selv vælge vin, bliver man heller ikke ruineret: Husets vin koster 150 kr., og hvidvinene topper ved 225 kr. Vinkortet er tilsvarende beskedent i omfang og ambition, hvilket sikkert svarer godt til de fleste gæsters behov.

Altså er rammerne helt i orden på Restaurant Terrassen, og hen over aftenen var vi mere end tilfredse med de fleste retter.

For eksempel var forretten grillet tun med kaffeolie og fennikelsalat en udsøgt smagssammensætning, der vidner om et køkken bemandet med erfarne kræfter som Jonna Hald, grundlægger af De 4 Årstider med videre.

Desværre var betjeningen ikke på samme niveau den fredag aften, vi var på besøg.

Lange ventetider - og korte!

Vi havde først fået bord i tredje forsøg - restauranten er et ekstremt populært sted at holde konfirmation/bryllup på, så hen over foråret og forsommeren var der ikke så meget plads til almindelige gæster. Også denne aften var mange borde på forhånd reserveret, og dertil kom forbipasserende Tivoli-besøgende, der skulle have to retter og fadøl for resten.

Måske var der simpelt hen for mange borde besat til de tre tjenere - i hvert fald var der lange ventetider og en del udfald i aftenens løb. Vi fik for eksempel en lækker lille appetitvækker (rejer i en creme af rygeost og krydderurter) 10 sekunder før vores forretter, den førnævnte tunbøf samt ginmarineret laks med krabbeterrine og hummercreme.

Det var ikke så godt, erkendte tjeneren, men afleverede alligevel tallerkenerne og gjorde mine til at gå. Kun fordi vi fastholdt, at vi gerne ville have retterne én ad gangen, tog han forretterne med tilbage i køkkenet.

Nogen tid senere fik vi de samme portioner igen.

Svarene blæste i vinden

Vi undrede os også lidt over tjenernes mangel på kendskab til retterne. Vores og andre gæsters spørgsmål om enkelte retter og ingredienser blev gennemgående besvaret med »øh ... det skal jeg lige undersøge« - og gennemgående kom der aldrig svar. Ved præsentationen af ostetallerkenen blev der byttet rundt på navnene på oste, der ellers er ret karakteristiske i deres udseende.

Men pyt, maden er trods alt det vigtigste, og her var niveauet som nævnt højt. Til hovedret fik vi henholdsvis helleflynder med muslinge-safran-sauce, sprøde kogte asparges og bønner samt tournedos med blomkålspuré og en intens pebersauce. Til begge retter nye kartofler, der var stegte. Måske også for meget - de var til den indtørrede side.

Bagefter delte vi kortets store ostetallerken (118 kr.) med blandt andre spansk manchego, italiensk tallegio, fransk fourme d'ambert og dansk gedeost fra Tebstrup med syltede valnødder og oliven.

Til sidst henholdsvis kaffe crème brûlée med marinerede jordbær og rabarbertrifli med mascaponecreme. Crème brûléen smagte ikke meget af kaffe, men cremen var flot og jævn, og skal man overhovedet marinere jordbær, var Terrassens version med hyldeblomst dejlig. Triflien var solid med masser af fed creme til - et glas sydfransk dessertvin (Banyuls) gav passende modspil.

Mindeværdige priser

Vinen til bøffen og ostene var en halv flaske Barbera d'Asti fra det nordøstlige Italien, mens vi til fiskeretterne fik spansk chardonnay (Raimat). Det var udmærkede, bredt anvendelige vine, men ikke det, vi vil huske Restaurant Terrassen for. Det kan man måske heller ikke forlange til de priser.

Med en kande stempelkaffe kostede den store middag under bøgetræer - inklusive Frihedens fredagskoncert, den aften med Tina Dickow - 1.194 kr. Havde vi holdt os til julitilbuddet, var prisen nærmest blevet halveret. Prøv lige at foreslå den slags priser for den slags mad til restauratører i hovedstadens Tivoli - og vær klar til at høre hånlatter.

Dermed er Terrassens fire stjerner hjemme.

lone.olsen@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.