1.th.

En totaloplevelse i smag og stemning. Konceptet med at være til middag hjemme på "1.th." fungerer fremragende og er unikt blandt hovedstadens mange moderne madtempler.

Vi blev mødt med overskud, bespist med opfindsomhed og sendt hjem med omsorg, da vi en aften i maj besøgte restauranten "1.th" bag Det Kongelige Teater.

"1.th" har eksisteret siden 2000, hvor kokken Mette Martinussen slog dørene op til dagligstuerne og køkkenet i Herluf Trolles Gade, hvor man kommer på besøg og bliver bespist, som var man gæst i et privat hjem. Det er værten, der bestemmer menu med tilhørende vin, og ved bordbestilling får man tilsendt en invitation og et girokort, så der ikke er penge mellem gæst og vært ved mødet. Prisen er 1.100 kroner pr. mand, og det er absolut billigt for ti retter mad med vin på øverste gourmetniveau. Faktisk findes det ikke andre steder i København til denne pris.

I dag styrer den unge Anita Klemensen etablissementet med sikker hånd, og hun har plads til nogle og 20 gæster fire gange om ugen.

Vi var besværlige og meddelte pr. telefon blot en time før ankomst, at den ene prøvespiser ikke kunne tåle alkohol, men det var der råd for - de ville sammensætte en saftmenu, som matchede vinmenuen, lød svaret.

En tjener modtog os i entreen, tog vores overtøj og viste os ind i de to højloftede herskabslejlighedsstuer, hvor han serverede velkomstdrinks, en let boblende cremant, og snacks, oliven og sukkersaltede mandler, til lyden af Oscar Peterson på en gammel pladespiller.

Selvfølgelig er man ikke til privat middag, men illusionen opretholdes perfekt af den afdæmpede musik, de bløde sofaer, bøgerne på reolen, hele det lidt altmodisch prægede interiør. Stemningen var præget af forventningsfuld entusiasme og gode vibrationer blandt de 20 gæster. En halv time efter ankomst blev dørene slået op til spisestuen, et overraskende moderne lokale, helt rent indrettet med kridhvide vægge, borde med stofduge, enkelt interiør, hvor man sidder ved hver sit bord. Den største overraskelse er dog, at halvdelen af det aflange lokale viser sig at være køkkenet, så man under hele middagen sidder i første parket til madens tilblivelse. Det siger sig selv, at det stiller endog meget store krav til støjniveau og organisation, da enhver mislyd hurtigt vil forplante sig til gæsterne, men her er tale om samarbejde og harmoni på et højere niveau, så gæsterne kun kan føle det som en berigelse en gang imellem at kaste et blik mod sydende pander.

Første ret var let stegt kammusling med blomkålspure, minimale blomkålsbuketter med lidt grønt og riv af engelsk lakrids over - en komplet let røget smag, opfindsomt, og en ouverture, der lagde op til resten af måltidet med sit rene signal om danske råvarer i høj kvalitet - twistet lige en lille smule med smagen af lakrids. Jeg fik et glas riesling kabinett 2002 fra J.J.C Erben og min medspiser et glas guarana. Vinen var frisk og mineralsk med smag af fersken og frugt og stod godt til retten.

Næste ret var stenbiderrogn og kartoffelmos med purløg på creme fraiche rørt op med fløde ledsaget af en sprød rugbrødskiks. En ren og kraftfuld smag, så dansk som det overhovedet kan lade sig gøre.

Vi fortsatte til havs med åben ravioli med røget stenbider, sprødt purløg og østersskum ledsaget af chablis og Søbogård æblesaft, inden vi forlod bølgerne og tog hul på anden del af måltidet med brioche med kaninrilette. Den bestod af kaninlår syltet i andefedt, sidenhen rørt i stykker og blandet op med lidt creme fraiche og stegt foie gras akkompagneret af en salat af rødløg, brøndkarse og svampe. Det var aftenens kulinariske højdepunkt - et af mange. Jeg drak en glimrende morgon, Chateau des Lumières 2003, en mellemtung vin med smag af bær og kakao.

Der kunne skrives detaljeret om både vin og hver eneste rets fortrinlighed, fylde og præcision, men det ville kræve flere avissider. Lad mig blot nævne udvalgte dele af fortsættelsen - et lille fint rosarødt stykke lammeryg med bagte dadeltomater, blød grynet polenta, friterede lammebrisler og salte mandler, en udsøgt og kreativ kombination af sødme, sprødhed, salt og saft.

Desserterne bestod af en citronskyller i banan og en linse med sprød bund, citronfromage og vaniljeis, men kronen på måltidet var Anita Klemensens chokoladekage i fire lag, makronbund, praline, mousse og glasur. Den var ledsaget af en let citronsorbet, og dens dybt berusende og intense smag kan gøre enhver afhængig.

Min medspiser blev undervejs trakteret med syv forskellige slags saft med og uden brus i forskellige farver og fra så fjerne verdensdele som Australien. Smagen var afstemt med mad og vin - blot en detalje, der vidner om, at man har tænkt på alt. Mætte og glade tilbage i sofaen fik vi kaffe og te, som hører med i prisen, og en cognac, som man må betale for. Der var hjemmelavede skumfiduser med calva, karameller og fransk nougat.

På invitationen står der, at det er godt at komme med sund appetit og masser af tid. Og det er sandt. Vi tilbragte fem timer på "1. th", spiste i eget tempo og blev mødt med en rutine og et overskud, en diskret og kyndig betjening, som kombineret med den eksklusive madkunst lagde op til de sjældne seks stjerner. Udsigten til topkarakterer følger vi altid op med et kontrolbesøg, for at være helt sikker. En måned senere besøgte vi derfor "1. th" igen og mødte samme høje klasse rent kulinarisk, men betjeningen på både vin- og madsiden manglede viden og sikkerhed, hvorfor "1. th" må nøjes med fem af de største stjerner.Fem stjerner

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.