Traditionsrig frokostrestaurant

Dette er et historisk sted. Siden 1671 har den stået på øltapperi og udskænkning på denne adresse, og i 1942 vandt Kelvin Lindemann Hasselbalchs Forlags jubilæumskonkurrence med den historiske slægtsroman »Huset med det grønne træ.« Den havde han skrevet her. Handlingen udspillede sig endda i huset ovenpå, og sådan fik beværtningen, der var den første i København, hvor damer havde adgang og siden 1910 havde heddet Cafe Gl. Torv, et nyt navn.

Lindeman levede, til han var over 90 år gammel, hvad der taler for øllet og den danske frokosts helsebringende virkning, men træet har de fældet. Ellers er (næsten) alt ved det gamle, selv om man ind i mellem aner, at de forholdsvis nye ejere har ambitioner og tak for det.

Vi fik med kort varsel dagens sidste bord på en fredag, hvor julefrokostsæsonen netop var gået i gang. Ved et langbord var et større redaktionelt hold fra Ekstra Bladet godt i gang med at fejre weekenden, og omkring os blev der båret store fade ind med en sorgløshed, der i hvert fald ikke fortalte om krisebevidsthed i byen.

Lang ventetid

Der er hele tre menuer at vælge imellem til priser fra 269 kr. til 469 kr., hvad der placerer stedet her prismæssigt nogenlunde på niveau med gennemsnittet i byen. Det fås billigere, men også dyrere rundt omkring.

Fyldige menuer, vi valgte dog at benytte os af den reducerede del af a la carte udvalget, der har overlevet de sæsonbetonede ædegilder. Ved nærmere eftertanke var det muligvis en fejl. Eller i hvert fald medvirkende til, at det hele vejen igennem tog ualmindeligt lang tid at få maden på bordet.

I mellemtiden kan man jo så drikke øl, hvad vi også gjorde. Huset fører både dem fra Fur og dem fra Nørrebro, så der er ingen klage der. Heller ikke over maden, da den faktisk kom.

Husets karrysild med æbler og æg (64 kr.) er en skarpere servering end den, der normalt gemmer sig under dette navn. Ægget var smilende snarere end hårdkogt, som genren tilsiger, og det var også iskoldt. Det er let at forstå hvorfor, men det er ikke optimalt.

Glimrende fisk

Silden i sig selv var intens og lækker og meget langt fra den snaskede servering, som en karrysild ofte ender med at blive, når et industrikøkken først får vendt bøtten med 18 % creme fraiche. Her var slet ingen mælkeprodukter involveret, kun krydderi og æble.

Min kollega valgte røget ål med lun røræg (109 kr.), en skrøbelig klassiker. Stor succes. Ålen var perfekt og havde den rette balance mellem det fede og det røgede, og rørægget var cremet og lækkert, langt fra den kolde æggestand, man så tit bliver udsat for.

Bagefter gik han om bord i hønsesalat med bacon og champignon (74 kr.). Han var glad, mens jeg må indrømme, at jeg har fået dem bedre - det vil også sige tørrere med mere hønsekød versus dressing. Men ok, bestemt i den bedre ende.

Jeg spiste »Lun fiskefilet med rejer« (95 kr.), som punktet altid hedder, og som altid kan man også skifte rejerne ud med remoulade. Det var en god fiskefilet. Vendt mildt i mel, snarere end voldpaneret, og stegt perfekt. Rejerne var, som sådan nogle nu er fra dåse eller pose, men de smagte af rejer snarere end af marinade.

Øl - uden snaps

Vi drak øl til som nævnt. Den mørke Fur Renæssance (65 kr.) serveres her i afkølede glas, og den smager kraftigt af bitter humle og er fremragende til den danske frokostmad, synes jeg, selv om mange måske ville finde den for kraftig. Men jeg vil mene, at man med den i glasset sagtens kan undvære den snaps, som de fleste finder uundværlig i forbindelse med f.eks. røget ål. Vi sprang i hvert fald over, og det havde ikke noget med beskedenhed at gøre.

Kollegaen fortsatte med lun ribbenssteg med surt. Jeg har en god ven, der altid bestiller den servering med den strenge påmindelse til tjenerne, at han kun vil have den, hvis sværen sprød. Det var den her, og det er da heller ikke uvæsentligt, men tilmed var kødet saftigt og ikke tørt og udtjent, som det lynhurtigt bliver, hvis det får lov at stå og stå, som det gør på f.eks. buffeter landet over.

Jeg sluttede af med en sæsonrigtig »julemedister« (79 kr.). Passende, for denne 70-er klassiker får man vel efterhånden kun til jul. Jeg er ikke ganske sikker på, hvad der er forskellen på en julemedister og en almindelig medister, men denne var i hvert fald kraftigt og dog afstemt krydret, og med grønkål til var der ikke et oldnordisk øje tørt.

Skulle man være meget barsk, ville ventetiden bestemt have trukket ned på selve dagen. Huset bør nok overveje, hvor mange gæster man har kapacitet til. Men i betragtning af adskillige tidligere vellykkede besøg runder jeg op til de fire stjerner, som stedet fortjener.

LÆS OGSÅ: Schønnemann er skønner, mand!