Skulder ved skulder på Lecoq

Det må være i alles interesse, at man som kommende gæst på en restaurant ringer og bestiller et bord. Så ved man som gæst, at man ikke går forgæves, ligesom restauranten kan planlægge efter, at man kommer.

Men det må ikke betyde, at man som gæst dermed får en dårligere service, fordi man er et sikkert kort på hånden.

Ikke desto mindre var en dårlig behandling, hvad vi fik, da vi en onsdag aften besøgte restaurant Lecoq i Graven i Aarhus. Vi havde bestilt bord til kl. 20.15, ankom til tiden og så straks vores bord, der var dækket op i et fint hjørne af restauranten. Troede vi.

Men på det bestemteste nej, sagde tjeneren og henviste til et andet bord klos op ad to andre gæster. Hun blev noget stram i betrækket, da vi ville have at vide, hvorfor vi dog skulle sidde så tæt, når nu der var et ledigt bord.

Tomt bord

Det var reserveret til gæster, der ikke havde reserveret bord, sagde hun i en brysk tone, for det kunne deles, hvis der kom to gange to gæster, og vi var jo kun tre. En onsdag aften kl. 20.15 i Aarhus? Vi undrede os. Firemandsbordet forblev (naturligvis) i øvrigt gabende tomt resten af aftenen.

Som et plaster på såret tilbød hun at rykke bordene fra hinanden, så vi ikke skulle sidde skulder ved skulder med de øvrige gæster. Herefter rykkede hun bordet 10 centimeter og fik dermed lidt senere lejlighed til at skælde ud over, at den ene gæsts taske fyldte lidt rigeligt på gulvet.

Lad det være sagt med det samme: Denne anmelder ville normalt have forladt restauranten på dette tidspunkt. Man går ikke på restaurant for at blive irettesat og da slet ikke for at blive behandlet direkte uartigt. Men arbejdet kaldte, så vi blev.

Lecoq er en restaurant på sin egen måde. Den kalder sig for både bar, café og restaurant. Man træder lige ind i førstnævnte, når man ankommer, og skal igennem en skydedør for at komme ind i restauranten, som på sydlandsk vis er meget lille. Man sidder nærmest intimt og skal ikke slå ret meget ud med armene, før man rammer en anden gæst.

Forvirret stil

Store armbevægelser prøver de til gengæld at få plads til i køkkenet, hvor der er kreeret et menukort, som lyder af høj klasse. Tatar af kammusling, årets første skovbund, morkelfarseret lammekød, panna cotta med tonkanød (eller tonkabønne, om man vil). Det lyder spændende, men faktum er desværre, at der er et vist mispas mellem køkkenets ambitioner og præstationer.

Som gæst kan man også blive forvirret over, hvad ambitionerne ved bordene er, for der er stofservietter med servietringe, hvilket signalerer et vist niveau, men man får samtidig besked om at beholde sit bestik efter at have spist en amuse. Det er ligeledes noget juks, at samtlige tomme glas blev stående på bordet, og at det tog alt for lang tid at rydde bordet efter vores skulder til skulder-medgæster, da de var gået. Faktisk lå deres brugte servietter og bestik på bordet, indtil vi gik.

Alt dette er meget om omgivelserne mere end om maden, men de betyder en del for en restaurantoplevelse. Selv god mad kan give en dårlig smag i munden, hvis tjeneren spreder sur stemning.

Fokus på vin

Man kan få både enkeltretter og menuer på Lecoq. En forret koster fra 98 til 118 kr., en hovedret 198 kr. og desserten 88 eller 98 kr. Tre retter får man for 300 kr., fire for 375 kr. og fem for 450 kr. Til alle retter kan man købe et enkelt glas vin, uden at der dog er en decideret vinmenu.

Vinkortet er usædvanligt ambitiøst og vidner om stor kærlighed til vine af en særlig karakter. Disse ambitioner bliver fulgt helt til dørs ved serveringen af vinen, der kommer perfekt tempereret på bordet.

Vi lagde ud med en amuse - lufttørret skinke med sellerimos - der var både fin og velsmagende. Derefter fik vi tatar af kammusling med pocheret æggeblomme, citron og blomkål både som rå stykker og som mos. Det var en ret, der var flot at se på med den gule æggeblomme ovenpå. Kokken ville nok illudere løvemad, men kompositionen var ikke helt vellykket. Kammusling har en meget sart smag, og æggeblommen dominerede, da der blev taget hul på den, og den flød ud over det hele. Det blev blødt i blødt og slet ikke så lækkert, som det først både lød og så ud.

Vinen hertil var en Alsace Riesling 2007 fra Albert Boxler til 440 kr. Boxler er en af Alsaces bedste producenter, ikke mindst på Sommerberg, hvor kvaliteten altid er høj. Vinen havde en mineralsk, ret røget karakter (og vi var faktisk i tvivl om, hvorvidt den havde fejl), men meldingen fra køkkenet var dels, at man kunne bytte, hvis vi ville, dels, at både kok og tjener mente, at den var korrekt. Den var nok først og fremmest meget ung og uudviklet, men under alle omstændigheder et glimrende køb til 440 kr. Vil man have ældre ting, har restauranten et ret seriøst kælderkort grundet ejerens kærlighed til de gode vine.

Medspiserne ville også smage på Lecoqs foie gras, stegt og som terrine. Igen var der mange fine tanker, men dels var der sener i begge de ellers fint stegte skiver samt i den ene terrine, dels blev terrinen serveret alt for varm. Den skal serveres køleskabskold og smelte i munden. Rødbede, peberrod og borsjtj hørte der til. Her i form af en tyktflydende rødbedesuppe, der til overflod var hældt ud over foie grasen, som nærmest skulle fiskes op af suppen. Det var ikke særligt elegant; et indtryk, der blev forstærket af, at der var alt for meget af suppen.

Herlige hovedretter

Til gengæld var der lutter smil over hovedretterne - dels kalvemørbrad med røget kartoffel, persillerod, hvidløg og kalvesky, dels morkelfarseret lammefilet med jordskokker, morkelsauce og broccolini, der er en miniudgave af broccoli. Kødet var stegt til perfektion. Det var mørt og velsmagende. Broccolinistænglerne var vel seje og kunne med fordel have været skåret fra i køkkenet.

Retterne kunne godt bære en kraftig rødvin, så det blev til en Cornas, Domaine du Tunnel fra Stephane Robert

i Rhône til 625 kr. Det er klassisk Cornas, den mest maskuline appellation i det nordlige Rhône - og som bordets vinekspert malende beskrev det, er det »vin fra jorden, mineraler, blod og sten«.

Foie gras-spiserne ville slutte måltidet med ost og fik dels en lagret comté-ost med japansk mizuna, mandelkiks og rød peber og hertil et glas Chateau Becany, Montbazillac 2005 - dels et udvalg af europæiske oste med minimalistisk tilbehør i form af syltetøj og oliven og hertil et glas Chateau Camplazens Premium Coteaux du Languedoc la Clape 2001. Den søde dessert var panna cotta med tonkanød, vanilje, chokolade og limesorbet og hertil et glas Montes Gewürztraminer 2008, late harvest, D.O. Valle de Curico fra Chile.

Tjeneren tøede op

Vinene var tjenerens forslag, og de var godt valgt. I løbet af det lange måltid var tjeneren efterhånden tøet så meget op, at vi kunne tale om vinen med hende.

Det store smil kom dog først frem, da vi gjorde opmærksom på, at der var skrevet for lidt på regningen. Det blev rettet, og vi betalte i alt 2.526 kr. for vores middag med tilhørende vine på Lecoq.

Under måltidet vekslede vi for maden alene mellem tre og fire stjerner og var også enige om, at vinkortet og vinbehandlingen trak opad. Til gengæld trak betjeningen ned. Derfor får Lecoq tre stjerner. Der hører en anbefaling med, for restauranten har bestemt potentiale til flere stjerner.

Men det kræver en holistisk tankegang hos personalet: Gæster på en restaurant i den prisklasse må ikke få en fornemmelse af at være til ulejlighed. Og da slet ikke, når bordet er bestilt i forvejen.

Læs også: Anderledes mad med et eksotisk touch