Mad i mægtige mængder i Århus

Spisekortet på restaurant Italia kan godt virke lidt overvældende, grænsende til det forvirrende. Det lidt slidte og flossede kort præsenterer en veritabel overflod af forretter, appetitvækkere, antipasti, pastaretter, salater, supper, pizzaer af alle slags, kødretter, fiskeretter, desserter og en forretsbuffet, hvorfra man for en fast pris kan forsyne sig, til man sprækker.

For 100 kr. kan man kort sagt æde sig en pukkel til, hvad mange gør, og en del efter udseendet at dømme allerede har gjort. For yderligere 29 kr. kan man få en af kortets hovedretter.

Altså 129 kr. for mad i mængder, der kun begrænses af den enkeltes fysik og pli. 103 kr. til restauratøren, når momsen er betalt. Det skal ikke alene finansiere råvarerne, men også tilberedningen, løn til kok og tjenere, husleje og opvask.

Det er lidt svært at se, hvordan økonomien kan hænge sammen. Det ville den formentlig heller ikke kunne, hvis ikke det var, fordi Italia tager 49 kr. for en stor almindelig fadøl, 55 kr. for en classic og 25 kr. for 25 cl. vand på flaske.

Det er drikkevarer, som vel koster restauratøren i omegnen af en femmer pr. enhed.

Dertil kommer, at betjeningen næppe kan repræsentere en overvældende udgiftspost. Tjeneren, som vi havde vores primære kontakt med, anede intet om vinen eller maden, og hun forstod ikke bestillingen, når vi nævnte retterne ved navn. Hun ønskede blot nummeret fra spisekortet opgivet.

Ikke et ondt ord om det. Til de priser kan man ikke forvente stor ekspertviden endsige kyndig vejledning fra tjeneren.

Travl mandag

Mandag er normalt en svag restaurationsaften, men på Italia var der pænt fyldt op, og der var jævn trafik til og fra den bugnende forretsbuffet, hvor folk forsynede sig til i visse tilfælde godt og vel kanten af tallerkenen - og det flere gange. Udbuddet på buffeten er overvældende, om end der er flere versioner af den i Italien ganske ukendte kolde pastasalat, som er billig og fylder godt.

Ledsageren mødte med god appetit og havde mod på forretsbuffeten, som blev kombineret med et kyllingebryst tilberedt på toskansk vis, dvs. flækket, grundigt krydret med urter og stegt på grill.

Anmelderen valgte den italienske klassiker vitello tonnato (69 kr.) som forret og en grillstegt bøf (169 kr.) til hovedret. Her nærmede priserne sig normale niveauer, men alligevel i den absolut overkommelige ende, om end vitelloen til sammenligning lå ad libitum på forretsbuffeten.

Ledsageren sluttede af med ost, og anmelderen med dessertklassikeren tiramisu.

Der blev serveret godt hjemmebagt brød med pesto til.

Fed kost

Da vi mødte med god appetit, godt gennemblæst af en cykeltur gennem byen, var traktementet i al sin bastante soliditet ganske fristende. Imidlertid konstaterede ledsageren ret hurtigt, at retterne fra buffeten var ganske fede. Kun den skinkeindsvøbte melon havde letheden over sig. På den anden side af bordet måtte anmelderen konstatere, at kalvekødet var suppleret med en ret fed mayonnaise i rigelige mængder med kun en smule tunsmag.

Der er sikkert lige så mange måder at lave vitello tonnato på, som der er italienere, men vi foretrækker absolut en tun-dressing med en smule struktur og mayonnaise i sparsomme mængder. I de klassiske madbøger anvises også, at kødet og tundressingen skal lægges lagvis og trække smag fra hinanden. Her var det i øvrigt udmærkede kalvekød blot overhældt med rigelige mængder mayonnaise og de for smagsbalancen helt nødvendige kapers.

Ledsageren afstod fra en ny runde ved buffeten og gik direkte til den grillstegte kylling, som altså kun kostede 29 kr. ekstra. Tilbehøret var nøjagtigt det samme som til anmelderens bøf, nemlig gulerødder, selleri, bagt rødbede, hele stegte kartofler og en lille smule salat. Sovsen til de to retter skulle være forskellige: rødvinssovs til bøffen og skysovs til kyllingebrystet. Det er muligt, at de kom fra forskellige gryder, men det var vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at smage forskel.

Godt medium

Bøffen var i orden til prisen. Rimeligt mør og godt og vel medium stegt. Tjeneren havde ikke spurgt, hvordan den ønskedes stegt, og en smule kortere tid på grillen ville have været i orden.

Ledsageren var derimod ikke tilfreds med kyllingebrystet. Det var tørt og smagte bortset fra krydringen ikke af noget. »Kedeligt industriprodukt« erklærede hun og levnede godt og vel halvdelen.

Hun sparede på appetitten, som hun fik god brug for til indtagelsen af de tre ”udvalgte italienske oste.” På tallerkenen lå tre gevaldige stykker gorgonzola, parmesan og gouda, hvoraf sidstnævnte som bekendt ikke er italiensk, men hollandsk. Gorgonzolaen var tilfredsstillende, men goudaen var lidt karakterløs, og parmesanen savnede af en eller anden grund den karakteristiske duft og salte, vedholdende smag. Men der var rigeligt af dem alle tre.

Anmelderens tiramisu imponerede ikke. Den var tung, og cremen mindede nærmest om gammeldags smørcreme, som vore bedstemødre på landet kom i roulader og pinte deres gæster med. Den blev heller ikke spist op.

Vinkortet er overskueligt og økonomisk overkommeligt. Husets uspecificerede vin koster 149 kr. pr. karaffel, og den dyreste er en Barolo til 399 kr. Vi valgte en Chianti classico Rocca delle Macie til 249 kr.

Anmelderen måtte spørge forgæves efter en dessertvin til tiramisuen, og ledsageren nød en dobbelt espresso til osten, som ellers også godt kunne have fortjent en kraftig vin.

Med en samlet regning på 768 kr. forlod vi absolut mætte Italia, og det er tydeligvis først og fremmest det, gæsterne kommer for.

Italienske restauranter spænder over et bredt felt fra det simpleste pizzeria til den mest avancerede gastronomiske innovation. Italia hører absolut ikke til sidstnævnte, men sammenholdt med prisniveauet er maden og betjeningen i orden, og det udløser lige netop tre stjerner.

LÆS OGSÅ: Italiensk på godt og ondt i Århus