Mad-mislyde i musikhuset i Århus

Udenfor skøjtede folk rundt. Nogle med vilje på skøjter, andre på de glatte fortove og endnu nogle, fordi de havde varmet rigeligt op til aftenens rap-koncert med L.O.C. og Selvmord.

Oven på det hele sad vi på balkonen i Musikhuset Aarhus, hvor restauranten johan r. holder til. Ved årsskiftet overtog restauratør Søren Anker, som også har Turbinehallen, restauranten der omfatter både baren med lounge i hallen samt restauranten på første sal. Hans idé er, som det fremgår af restaurantens hjemmeside, at johan r. ikke bare skal være stedet, hvor man har lyst til at tage hen før og efter arrangementer i musikhuset, men at det også skal være et sted, man kommer, »når man blot vil have mad og servering i topklasse i Århus' fedeste omgivelser, uanset om man skal til en forestilling eller ej«.

Det var det, vi ville. Så vi ringede og bestilte bord til den sædvanlige tid omkring kl. 19, men det var en dårlig ide, fik vi at vide, for så kom vi da bare til at sidde helt alene, når aftenens forestilling gik i gang.

Sådan et råd tager man selvfølgelig imod, så vi kom i stedet kl. 18 en lørdag aften og spiste sammen med otte andre gæster, hvoraf de fire netop skulle til forestillingen.

»Meget ofte er der altså totalt fyldt her,« fortalte aftenens tjener. »Hvis der er opera eller klassisk, kan vi have over 100 gæster, der skal spise i løbet af to timer.«

Så travlt havde vi ikke, vi sad faktisk og glædede os over at sidde på denne balkon med en fin udsigt over byens flotte rådhus og hele livet på pladsen foran musikhuset. Det vrimlede med unge hættetrøje- og hængerøvsklædte mennesker, som skulle til hiphop i musikhusets store sal, og de hang ikke bare ud der på pladsen, men også i loungen i hallen, som er indrettet med en tiltalende blanding af stole og sofaer. Her er det meningen, at man skal sætte sig både før og efter koncerten, få lidt at spise eller købe en let anretning med hjem eller spise på stedet. Den idé er lykkedes, kunne vi se, både da vi kom, og da vi gik, for der sad mange unge mennesker og glædede sig sammen med vennerne over koncerten.

Der skal med andre ord mere liv i og omkring musikhuset, og man kan da kun glæde sig over, at man denne aften havde fat i byens unge mennesker, selv om det betød, at vi måtte spise akkompagneret af nogle temmelig kraftigt anslåede rytmer.

Forretter fra køleskabet

Johan r. har en menu med op til tre retter, som man kan vælge. På travle aftener bliver der anrettet en buffet i stueetagen, men vil man have servering ved bordet, er det op på første sal. Denne aften var det frisk løjrom eller enebærsyltet helleflynder til forret, rosastegt oksefilet eller let sprængt andebryst til hovedret og basilikum-crème brûlée eller carpaccio af ananas til dessert. 150 kr. for en ret, 190 kr. for to og 220 kr. for tre, hvilket vi ville have.

Mens vi studerede menukortet og vinkortet, begge i al deres overskuelighed, fik vi et glas chilensk hvidvin, Tue Chardonnay fra Vina Errazuriz til 45 kr. pr. glas. Den rakte også til forretterne, en af hver af de to muligheder, som blev serveret forbavsende hurtigt. Forbavselsen holdt dog kun, til vi havde følt på tallerkenerne, som var decideret kolde. De havde tydeligvis ventet i et køleskab.

Det betød, at den avokado-blinis, der hørte til den friske løjrom, der var vendt med hakket rødløg og citron, var både kold og tør. Løjrom er svenskernes ”kaviar”, og det er rogn fra den lille fisk sikløjen. Det lød fint, men var kedeligt - den kolde blinis var ret uspændende.

Meget bedre var det ikke på den anden tallerken, hvor helleflynderen, denne fine fisk, var lige så kold og havde svært ved at klare sig smagsmæssigt mod de tilhørende rødbeders syrlige smag. Der var gjort en del ud af denne tallerken - tre slags rødbeder, rød, sølv og bolsje - rugbrødscroutoner, salat, puré af jordskokker og et lille sejl af tørret serranoskinke som pynt, men det havde pyntet endnu mere, hvis fisken var stegt lige inden serveringen og derfor stadig havde været lun.

Årgangsløse vine

Tjeneren anbefalede, at vi drak en flaske Chateauneuf-du-Pape til vores næste retter, fordi den ville matche både oksekød og and. Der var et par andre at vælge imellem på det meget overskuelige vinkort, det glimrede ved ikke at have årstal på nogen af vinene, hverken den til 180 kr. for en flaske eller vores, der kostede 490 kr.

Besynderligt, når man nu bevæger sig op i de højere prislag - den dyreste vin, Savigny-les-Beaune, til 635 kr. blev heller ikke præsenteret med årstal. Besynderligt var det også, at tjeneren valgte at åbne vores vin, inden han kom hen til vores bord. Nok havde han stadig prop og optrækker i hånden, da han kom med vinen, men det er noget af en fodfejl ikke at vise flasken frem først og dernæst åbne ved bordet. Og så ikke mere brok over den vin, for den var nu dejlig.

Man kunne i højere grad fornemme kokken ved hovedretten, som var varm. Oksefileten var som lovet rosastegt og tillige mør. Tilbehøret var økologisk perlebyg i urtefløde, solid, men god kost, og smørristet blomkål, skorzonerrødder, tranebærkompot og en timian-glace. Aftenens bedste ret.

Mere sjælden end spændende

Andebrystet, der var sprængt og blev serveret med østershatte, grønne linser og sorte bønner samt en peberrodscreme og solbærkompot var mere tørt. Forholdet tilbehøret imellem var ikke optimalt, syntes medspiseren, men peberrodscremen klædte bønnerne godt, druknede til gengæld i rigelige mængde solbærkompot.

Og så til aftenens besynderligste oplevelse - og her menes ikke den heftige rap-musik, man kunne høre inde fra den store sal. Crème brûlée med basilikumsmag, havtorngele og chokolademuffin - der stod godt nok brownie på menukortet, men karakteren var mere muffin. Basilikumsmagen var markant og efter vores mening mere sjælden end spændende. Også her var der tale om præfabrikation, så crème brûléen var kold og serveret i en høj skål, så der kun var lidt af den sprøde skorpe, som hører sådan en dessert til.

»Var det noget, der duede,« spurgte tjeneren, selv om mængden af resterende dessert bar svaret i sig selv.

I det hele taget var der lidt for meget, der ikke duede. Præfabrikerede forretter kan man til nød acceptere, når man sidder sammen med over 100 andre mennesker, der alle skal spise i løbet af nul komma fem. Men når man har aftenen for sig og ved, at der er åbent et par timer endnu, er det skuffende alligevel at blive spist af med køleskabskolde serveringer på en restaurant. Det er i hvert fald ikke sådan, man lokker gæster til, der lader kunsten vente og alene kommer for en kulinarisk oplevelse.

Mere nærvær, tak

Satellitkøkkenet, kaldte tjeneren det lille køkken, som der er i både hallen og på første sal i musikhusets foyer, fordi det store fælleskøkken ligger fjernt nede i kælderen. Vi kunne godt have ønsket os lidt mere nærvær fra køkkenets side i form af varm og frisk tilberedt mad.

Vores samlede regning med kaffe, te, mad, vin og vand (en flaske postevand med en kulstang i kostede 10 kr. pr. person) lød på 1.080 kr., heraf stod vinen for det halve.

Det var vinen værd, men maden var det ikke. Derfor er der tre stjerner til restauranten i musikhuset, johan r., som burde kunne udnytte det potentiale, der er i den placering i et af byens mest markante huse, meget bedre. Restauranten kan anbefales, hvis man skal spise inden en forestilling, men det er ikke stedet at tage hen, hvis man bare vil ud at spise.

LÆS OGSÅ: God latin i Århus