Rabarberskum med hvid chokolade
En superenkel og let lavet dessert. Hvid chokolade og rabarber klæder hinanden perfekt på grund af rabarbernes syre og chokoladens fede sødme.
Desserten kan opgraderes, hvis De serverer marengs til - eller en stor marengslagkage, hvor skummet bruges som creme.
4-6 portioner
375 g (½ bundt) rabarber
½ vaniljestang
100 g sukker
2½ dl piskefløde
50 g hakket god, hvid chokolade plus eventuelt lidt ekstra til pynt
Tilberedning
Skær rabarberstilkene i mindre stykker, flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Kog rabarber, vaniljekorn og -stang med sukker ved svag varme i ca. 10-15 minutter, til rabarberne er udkogte. Kog dem uden låg, hvis der dannes meget saft, så mosen ikke bliver for tynd. Rør rundt undervejs. Tag vaniljestangen op, køl mosen af og opbevar den i køleskabet, til den skal bruges.
Servering
Pisk fløden til skum, og vend den og den hakkede chokolade i rabarbermosen. Server desserten i glas eller skåle. Pynt eventuelt med lidt ekstra hakket hvid chokolade.