Test: Her er julens bedste and
Udklækket i Frankrig, opdrættet i Sønderjylland og slagtet i Tyskland. Det er en dansk and med internationalt snit, som vandt JP's store andesmagstest. Her kan du købe den.
Rapanden Rasmus fra Rinkenæs Sogn er mere end en kendt børnesang. Det er også beskrivelsen af den saftige, møre og velsmagende and, som blev kåret som klar vinder i Morgenavisen Jyllands-Postens store blindsmagning af juleænder.
Ganske vist har den 3.200 gram store ferske juleand næppe heddet Rasmus i levende live, men den var en rappende and, og den kom fra Rinkenæs Sogn, nærmere bestemt Fjordgården med den pudsede hovedbygning og de gule og røde stalde.
Her mellem Flensborg Fjord og landevejen Kruså-Sønderborg bor nemlig andeopdrætter og medindehaver af Gråsten Fjerkræ, Gunder P. Jensen, som sammen med sin hustru Susanne står bag produktionen af omkring 16.000 ænder årligt.
Samarbejder med syv gårde
Parret opdrætter ikke egenhændigt dem alle sammen på Fjordgården - opdrætsarbejdet foregår også på syv andre nærtliggende, sønderjyske andefarme, som alle hører under Gråsten Fjerkræ og opdrætter ænderne under samme vilkår som på Fjordgården.
Den ferske and, som vi købte i Salling i Århus, er en berberiand. Den blev som daggammel ælling hentet fra Frankrig til Fjordgården i Rinkenæs, og her har den rappet rundt i strøelse blandt 799 andre ænder i flokken, indtil den blev 16 uger gammel og derefter sendt af sted til slagteriet i Flensborg lige syd for den dansk-tyske grænse.
Når vinderanden er så smagfuld, skyldes det ifølge Gunder Jensen, at den er opdrættet under ustressede forhold, har fået en medicinfri specialfoderblanding bestående af hvede, havre, græs og urter og haft masser af plads inde i stalden – omkring en kvadratmeter pr and – plus fri adgang til det fri, hvor den kunne boltre sig på tre tønder land.
Modnet et døgn
Anden er blevet fodret af de samme fodermestre, den er ikke blevet næbklippet, og natten før slagtning blev den indfanget under rolige forhold og kørt til slagteriet på mindre end en time. Efter slagtning hang den et døgns tid og modnede på køl, inden den blev pakket og kørt ud til butikkerne. Og så er den tørplukket og altså ikke skoldet.
»Det betyder noget for smagen, at ænderne har haft et godt og ustresset liv,« mener Gunder Jensen, som selv elsker smagen af veltilberedt and.
End ikke en hverdag fyldt med rap, fjer og vingebask kan få ham og familien til at skippe andestegen juleaften.
»Og der skal være rigeligt af den. Min svigersøn ville næppe komme på besøg, hvis ikke vi skulle have andesteg.«
LÆS OGSÅ: Sådan vil vi have juletræet i år