Madkultur i Møgeltønder

Den gamle kro på Slotsgaden i Møgeltønder har fulgt med tiden og serverer måltider, som er både en udflugt og en overnatning værd.

Artiklens øverste billede
Let saltet torskeryg på dampet spinat. Foto: Tage Clausen

Møgeltønder præsenterer sig på sin minimalistiske hjemmeside som Danmarks smukkeste landsby. Det er jo ret uforpligtende, men speciel er byen da, som den i sin forhistoriske lillebypragt med sine toppede brosten ligger langt ude i det sønderjyske marskland, hvor næppe ret mange kommer, medmindre man har et konkret ærinde.



Et sådant konkret ærinde kunne være et besøg på Schackenborg Slotskro, der reklamerer med at have været kongeligt privilegeret siden 1687.

På en brochure tilføjes den påstand, at kroen også har en privilegeret beliggenhed.



Det er, som man tager det. I hvert fald betyder beliggenheden, at et besøg bør kombineres med en overnatning, for der er ikke overdrevent effektive busforbindelser til nærliggende trafikknudepunkter.



Kroens hele koncept er da også lagt an på, at man ankommer i god tid, indlogerer sig i et af de 25 værelser i de tre rødstensbygninger, der omgiver kroen på begge sider af Slotsgaden, besigtiger de spændende omgivelser, eventuelt tager en udflugt til Danmarks ældste købstad, Tønder, 4 km mod øst, vender tilbage og klæder om til aftensmåltidet og promenerer de få skridt hen til kroen for at nyde køkkenchefens kulinariske kreativitet.



Det er det almindelige, og det fik vi bekræftet, da vi genså flertallet af restaurationens aftengæster ved morgenbordet.

Pænt niveau

Spisekortet tyder trods sin sproglige forvirring på et pænt gastronomisk ambitionsniveau, hvor hovedattraktionen er en såkaldt ”menu degustation” med to til seks retter - 648 kr. for dem alle seks. Dertil tre selvstændige hovedretter: rødtunge, kalvelever og kalvefilet - 192 til 285 kr. - og en ”surprise menu” med op til 10 retter for 798 kr.



Vinkortet ser pænt og ordentligt ud med mange gode tilbud til rimelige priser. Det kommer geografisk pænt omkring især de franske vine, men kortets sammensætning tyder også i retning af, at restauratøren ikke selv lægger det store engagement i vinudvalget. I hvert fald har han tydeligvis uddelegeret ansvaret til fortrinsvis én dominerende importør, nemlig Sigurd Müller.



Det er der som udgangspunkt ikke noget i vejen med, men skulle en mere passioneret og kræsen vinkender komme forbi, ville han måske efterlyse mere specifikt engagement og mere eksotiske udfordringer.

Solæg

Vi valgte seksrettersmenuen til 648 kr. med tilhørende vinmenu til 495 kr. Der blev ikke foreslået nogen aperitif, og vi spurgte ikke om det, men gik direkte til amusen, der i pagt med egnens traditioner bestod af et kvart solæg med en stribe grov sennep, lidt creme fraiche og pyntet med purløgblomster. Til den var der allerede skænket et glas riesling fra Villa Maria på New Zealand.



Samme vin ledsagede den let saltede, bagte torsk, som vi ventede urimeligt længe på. Det virkede, som om alle serveringer skulle begynde samtidig, og så måtte vi vente, fordi vi var ankommet en halv time før de øvrige gæster. Til gengæld var fisken elegant anrettet på dampede spinatblade og garneret med en bisque, ristet bacon og en dildkvist. Så enkelt kan det gøres, og så perfekt kan det både se ud og smage.



Ventetiden havde vi brugt til at spise måske lidt rigeligt af det lækre hjemmebagte brød.



Et glas viognier fra Laforge ledsagede den næste ret, som var lige så elegant i al sin enkelhed: To store let ristede jomfruhummerhaler med asparges, dild, og hvad det sidste var, måtte vi spørge tjeneren om, for det havde hun glemt at præsentere. »Øh, hummus,« erklærede hun, og den lille lysebrune quenelle lignede da også hummus, så vi var tilfredse, indtil vi smagte på den. Vi var enige om, at denne hummus smagte påfaldende af røget sild, og et genkig på kortet viste, at det drejede sig om en ”bakskuldpuré.”



Vi undgår ikke på dette tidspunkt at komme ind på, at der var en vis kvalitetsforskel på de to tjenere. Den ene havde lidt vanskeligt ved at gøre rede for menuens detaljer og kunne slet ikke fortælle om vinmenuen, mens den anden var et niveau højere på vidensniveauet.

Omelet

Til tredje ret fik vi serveret en glimrende østrigsk vin - en Wien2 fra Pfaffl. Det er en blanding af pinot noir og blauer zweigelt. Retten var noget så banalt som en portionsomelet. Ganske vist en perfekt tilberedt portionsomelet, meeeeen - så svært er det altså heller ikke at lave en perfekt omelet, så hvis man vil lade den indgå i en gourmetmenu, skal der mere til. Det er ikke gjort med nogle skiver konserveret trøffel uden duft eller smag og et par strimler kyllingelever, som er stegt alt for hårdt. Retten minder meget om Escoffiers klassiker ”omelet archiduc” (ærkehertugens omelet), men den kræver friske trøfler, demi glace og mere nænsomt behandlet lever. Det ville nok have gjort en væsentlig forskel, men på denne måde fremstod retten lidt fed og flad og ville have haft godt af lidt sødt, syrligt modspil.

Harmoni

En herlig dolcetto d'Alba fra Massolino ledsagede derefter tre pæne skiver stegt lammeryg med ramsløg og hvide asparges.



Her var igen harmoni mellem kødretten og den lidt kraftigere vin.



Harmoni var der også mellem ostene og den californiske drue symphony fra Sebastiani.



Symphony-druen er en kloning af alexandria muscat og grenache. Målet var at skabe en lettere muscat, og det blev fuldført i begyndelsen af 1980'erne. Resultatet er en forholdsvis let, hvid dessertvin, som alligevel havde sødme nok til at matche ostene. Det var fire rigtig gode danske gårdoste, hvis oprindelse tjeneren imidlertid ikke kunne definere, nærmere end at de kom fra engros- og detailforretningen Grand Fromage i Århus. Men gode var de, og det samme var tilbehøret af papirtynde skriver af sønderjysk rugbrød, syltede kumquats og en sød mos af peberfrugt.



Desserten, der var ledsaget af en vin doux fra Rasteau, var fem ganske små pandekager med appelsin, ristede mandler og vaniljeis.



Vi var ved vejs ende. Vi gik i hvert fald hverken sultne eller tørstige fra bordet. Portionerne var pæne, opskænkningen gavmild, og der havde været rigtig fine mad- og vinoplevelser undervejs. Regningen lød på 2.358, for den blev suppleret med kaffe til 36 kr. uden andet tilbehør end nogle rørsukkerknalder.



Hvis man vil besøge Schakenborg Slotskro og nyde køkkenets fortræffeligheder, kommer man ikke uden om en bil med chauffør - eller en overnatning. Sidstnævnte klares for 1.295 i dobbeltværelse. 3.653 i alt.



Læs også: Konkurrent til Fakkelgaarden

null

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen