Unge drikker fire gange for meget sodavand

Drik højst en halv liter sodavand eller saft om ugen. Sådan lyder advarslen fra Fødevarestyrelsen og Sundhedsstyrelsen, der lancerer en ny kampagne for at få børn og unge til at drikke mindre sødt.

Unges forbrug af sodavand og saft er 4 gange for stort.

Unge får det meste sukker fra sodavand, saft, kage, slik, chokolade og is. Anbefalingen på maks. en halv liter sodavand og saft er beregnet ud fra, hvor meget sukker der i alt er plads til i en sund kost, hvis maden vel og mærke ellers er sund, og unge får rørt sig minimum 60 minutter dagligt. Derfor er råderummet reelt endnu mindre for mange børn og unge.

Sodavand og slik i store mængder er usundt, det giver risiko for overvægt, fejlernæring og syreskader på tænder.

Livsstil og uvaner

”Gode vaner skal indlæres tidligt. Derfor skal børn og unge vænnes til, at der maks. er plads til en halv liter sodavand eller saft om ugen. Og forældre, bedsteforældre og pædagoger skal tænke på, at hvis alle fylder på med søde ’tomme kalorier’, tager det pladsen for alt det sunde," siger Else Molander, kontorchef i Kontor for Ernæring, Fødevarestyrelsen.

Ifølge overlæge Else Smith, centerchef i Center for Forebyggelse, Sundhedsstyrelsen, vejer op mod hvert femte danske barn for meget.

Hjertekarsygdomme

"Overflødige kilo sætter sine spor i børns krop og kan senere føre til både diabetes 2 og hjertekarsygdomme. Det skal vi tage meget alvorligt, og et sted at sætte ind, er at begrænse børns og unges forbrug af søde drikke," siger hun.

Undersøgelser viser, at børn og unge, der drikker meget sodavand, også spiser usundere.

6 ud af 10 børn og unge får således mere end 10 pct. af deres energi fra sukker og spiser generelt også usundt. De drikker mindre mælk og spiser mindre frugt, grønt, rugbrød, havregryn og fisk – og får dermed ikke alle de nødvendige næringsstoffer kroppen har brug for, for at kunne vokse optimalt.

Tips til sunde drikkevaner

  • Sluk tørsten i vand
  • Sodavand og saft er kun til fest - og maks. ½ liter om ugen
  • Væn ikke børn til, at alt skal smage sødt – så vil de foretrække den søde smag
  • Søde drikke øger risikoen for syreskader – det gælder også light og juice
  • Køb ikke store økonomiflasker – hvis der altid er søde drikke i køleskabet, bliver de drukket
  • Tal med institutionen, skolen, forældre, bedsteforældre og venner om, at I har et projekt med at spare på de 'tomme kalorier' - mange tænker ikke over, hvor meget sødt det bliver til på en uge.

Se den nye kampagne HER

null

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen