Fortsæt til indhold
Mad & Vin

Faste kryddersild sejrer

<p>Kryddersild, som er flotte, faste i konsistensen og har en dejlig smag. Det lyder nærmest som en beskrivelse af 1990'ernes største pigepopbands, men ikke desto mindre er her tale om en rigtig sild. En krydret en af slagsen. <br></br></p>

Af LOTTE JAHNSEN

Rivöfjordens kryddersild fra Silva Seafood får de fine ord med på vejen af Puls' testpanel, som er begejstrede for sildens gode bid og den tydelige sildesmag med både krydrede og syrlige tilføjelser.

Fem stjerner får Rivöfjordens på vejen, mens andenpladsen med fire stjerner går til Bådsmand Kryddersild fra Netto:

»Krydderlagen er næsten for kraftig og overdøver nærmest den gode sildesmag,« lyder forklaringen på, at Bådsmand Kryddersild må nøjes med andenpladsen, men dog kan smykke sig med titlen dagens bedste køb til prisen.

se grafikken med karaktererne

Hjemmelavede kryddersild
(4 personer)

4 hele marinerede sild

2 dl rødvinseddike

2 spsk. tomatpure

100 g farin

1 tsk. paprika

1/2 tsk. chili

1 laurbærblad

salt og peber

1 rødløg

Skræl rødløget, og skær det i ringe. Giv tomatpure, eddiken, farin og krydderier et opkog i en gryde, tilsæt rødløg, og lad lagen koge i et minut. Smag til med salt og peber. Lad lagen afkøle, skær de marinerede sild i mundrette stykker, og læg dem i lagen. Lad kryddersildene trække i et døgn i lagen, og server med friskhakket rødløg og kapers.

Endnu bedre kryddersild:
Sild skal være på køl. Gør derfor transporten fra butik til køleskab så kort som muligt.

Når et glas sild først har været åbnet, skal de resterende sild være dækket af lage for at kunne holde sig.

Kom aldrig sild, der har været serveret, tilbage i glasset, da det nedsætter holdbarheden. Tag derfor ikke flere sild op af glasset, end du forventer at kunne spise.

Undgå, at silden står for længe uden køl, inden den serveres.

Benyt en saks i stedet for en kniv til at skære sildefileterne. Det giver pænere sildestykker.

Kilde: Launis