Spar på kødet og hjælp miljøet
<p>Du kan nemt skære 25 pct. på dine fødevarers CO2-belastning ved at vælge flere vegetabilske fødevarer.</p>
Oksekød, kylling eller vegetar. Daglige valg har stor indflydelse på klimaet, skriver 24timer.
Hvis du spiser 100 gram kød i stedet for 150 om dagen og erstatter det med gulerødder og andre grøntsager, så kan du reducere CO2-belastningen fra dine fødevarer med 25 pct.
»Man kan endda godt vælge fødevarer, så man reducerer CO2-belastningen fra fødevarerne med 30-40 pct.,« siger forskningsleder John Hermansen fra Jordbrugsvidenskabeligt Fakultet på Aarhus Universitet.
Han er en af forskerne bag en kommende bog, "Sustainability in the Food Industry", hvor de enkelte fødevarers CO2-belastninger samles.
Det er nemt at mindske ens personlige klimaaftryk, for vores fødevareforbrug er ansvarlig for cirka 15 pct. af den globale opvarmning.
Ønsker CO2-mærkning
Lektor i samfundsudvikling og planlægning ved Aalborg Universitet, Søren Lykke bekræfter, at CO2-belastningen nemt kan skæres ned.
»Det lyder absolut ikke urimeligt. Alene hvis du skifter oksekødet ud med en vegetabilsk fødevare, vil du kunne skære CO2-belastningen ned med mere end en fjerdedel,« siger han.
Begge forskere så gerne, at fødevarerne mærkes med oplysninger om omfanget af CO2-belastningen, så forbrugerne kan vælge fødevaregrupper med beskedne klimaaftryk. I EU bølger debatten om sådan en ordning allerede frem og tilbage. Herhjemme er Coop imidlertid modstander af ideen.
»Det med at mærke produkterne er noget rod. Det vil altid være frivilligt, så derfor vil ingen mærke deres produkter med ’meget CO2’,« siger miljøchef hos Coop, Katrine Milman.
Generelle retningslinjer
Hun mener i stedet, at forbrugerne bør få generelle retningslinjer for, hvilke fødevarer der belaster miljøet meget. Derfor har Coop i samarbejde med Informationscenter for Miljø og Sundhed lavet en pjece, der hedder ’Klima på menuen’.
Men kunne Coop ikke selv sætte mærker på?
»Vi kunne gøre noget ved vores egne varer, men jeg tror, at det er bedre at forklare forbrugerne enkle regler,« siger Katrine Milman.
I pjecen deles fødevarerne op i tre grupper alt efter CO2-belastning. Pjecen kan hentes på www.coop.dk.