En landevejskro i luksusklassen

Man skal være mere end almindeligt tilbageholdende med at hævde, at et sted ligger afsides, for selvfølgelig får man straks det indlysende, lettere fornærmede og yderst relevante spørgsmål: I forhold til hvad?

Men når vi taler om Restaurant Karoline Amalie, går det vel an at nævne, at der nok ikke i landsbyen Virklund syd for Silkeborg er kundegrundlag for en restaurant i den klasse. Altså må den fortrinsvis leve af tilrejsende, og det gør den i fin stil.

Siden foråret 1995 har Rikke Brockstedt og Kristian Smith drevet restaurant i denne tidligere hovedbygning i en proprietærgård, og det er gjort med en kvalitet og en stil, der så rigeligt kan måle sig med storbyernes gastronomiske kraftcentre. Så ofrer man gerne, hvad det koster at lade sig befordre til Virklund og tilbage til, hvor man nu kommer fra, for Karoline Amalie er en rejse værd.

Spisekortet byder på 6 retter, hvoraf man kan vælge mindst 3 til 450 kr. og op til alle 6 og betale 750 kr. Dertil vinmenu til tilsvarende priser.

Faktisk er det lidt af en tilsnigelse at sige 6 retter, for de 4 første består af 2 retter hver. Så i virkeligheden er der tale om 10 retter, når man tager hele udbuddet.

Det gjorde vi - og indledte oven i købet med et glas champagne grand cru til 120 kr. fra Francois Hemart, for vi måtte også prøve de obligatoriske snacks til aperitiffen. Forskelligt let krydret bagværk og en særlig version af brændte mandler pegede i retning af en god aften.

Europæiske vine
Karoline Amalie råder over et ganske pænt vinkort med udelukkende europæiske vine. De fleste i en overkommelig prisklasse, men også nogle få pralevine til priser, der ligger hinsides de flestes formåen og vilje.

Til menuen var der fire østrigske vine, en enkelt tysk, og til osten et glas øl fra Grauballe Bryghus.

De fire første retter består af en ”indledning” og så selve retten. Indledningen til retten med jomfruhummer var en bolle af geddefars serveret i en consommé med blegselleri og dertil en lille skefuld baeri-kaviar. Skeen var lavet af rosmarinkrydret kiksedej og skulle spises med. Sjov lille gimmick. Tre jomfruhummerhaler med syltede agurker, hyldeblomster og en papirtynd skive ristet brød var perfekt tilberedt og i imponerende balance - især sammen med den tilhørende Gelber Muskateller fra Weingut Tement i Südsteiermark.

Næste dobbeltret var et stykke pighvar med syrlige rodfrugter og bagefter ovnbagt torsk med jordskokker, stegt, pebertørret brystflæsk og rødløg. De syrlige rodfrugter til pighvarren var lidt kantede i smagen og ikke helt vellykkede til vort temperament. Det var derimod retten med den bagte torsk - igen en harmoni, som vidner om professionalisme og sikker stil i køkkenet. Hertil noget på danske restauranter så usædvanligt som en østrigsk sekt: Bründelmayer Brut fra Kamptal.

Gløgg?
Til næste ret fik vi i en lille flaske serveret en varm rødvin med tyttebærsaft. Gløgg eller glühwein til maden!!! En heftig sag, men igen i perfekt harmoni med den meget kraftige fiskeret. Først aborre med røget ål og rødbeder og derefter et stykke sandart med hasselnødder, tragtkantarelpuré og skorzonerrod.

Det krævede en kraftig vin, og det fik vi: en grüner veltliner Senior 2006, fra Weingut Peter Dolle, også i Kamptal, Østrig.

Også den næste ret krævede en kraftig og karakterfuld vin. Første afdeling var et stykke braiseret kalvebryst med blomkål og en meget kraftig, indkogt oksesky. Anden afdeling var due med tragtkantareller, brøndkarse og igen en kraftig sky. Låret var langtidsstegt, og brystet perfekt rosa - hverken mere eller mindre. Den tilhørende Admiral 1999 fra Josef Pöckl - en af Pöckls topvine - var aftenens vinoplevelse: fantastisk flot med et væld af duft- og smagsindtryk.

Vi var efterhånden nået til osten, og her tilbyder kortet med klædelig falsk jysk beskedenhed »et ydmygt sortiment af skandinaviske og franske oste«. Ydmygheden dækker over omkring 100 forskellige oste, som man kan vælge iblandt, til man skammer sig, eller til man bare ikke kan mere. Fristelsen er påtrængende.

Om man skal drikke rødvin eller sød vin til ostene, var ikke noget aktuelt spørgsmål her, for Karoline Amalie serverede et glas specialbryg fra Grauballe Bryghus. Den kraftige øl til ostene var et rigtigt flot valg, men for første og eneste gang denne aften var beskænkningen en kende for beskeden. Et enkelt lille glas øl - vel en halv snes centiliter - var lige i underkanten til det opulente ostebord.

Også desserten var imponerende - hele seks forskellige med citron som hovedtema. Vinen til var en kraftig riesling 2004 spätlese fra Weingut Wagner.

Godt brød
Vi må endelig ikke glemme det gode hjemmebagte brød, som blev serveret gennem hele måltidet med smør og persillesmør. Vi var i alvorlig fare for at gå i, hvad en kollega meget rammende kalder brødfælden - at brødet er så godt og velsmagende, at man spiser sig mæt før tiden.

Man kan vælge at drikke Iskilde-vand til 60 kr., eller man kan bestille almindeligt koldt postevand uden ekstra beregning.

Den sidste af citrondesserterne var så sød, at vinen måtte give op, og vi måtte have en kop stempelkaffe til 45 kr. for at bringe smagsløgene i balance.

Sandhedens time nærmer sig. Maden var ganske enkelt i eliteklassen, og vinvalget var usædvanligt, men klogt og gennemtænkt. En hurtig tur på internettet bekræfter vores anelse om, at Karoline Amalie tager godt fat på vinpriserne, men til gengæld kan der ikke være ret stort overskud på maden. Betjeningen var stort set eksemplarisk, om end det begyndte at knibe en anelse med opmærksomheden sidst på aftenen. Regningen endte på 2.825 kr. for to personer inkl. vin, hvoraf ledsageren drak tre glas.

Samlet set er der ikke rigtig nogen begrundelse for ikke at give Restaurant Karoline Amalie topkarakter: seks stjerner.