Sommerøl er også til rusk og regn

Sommeren er både til de lyse, de mørke og de sjove øl. Prøv f.eks. øl med frugt eller en øldrink.

Artiklens øverste billede
Klosterbryggeriet i Ry har ikke andet at gøre med Øm Kloster end navnet, altså at bryggeriet opkalder sine øl efter øl, der tidligere blev brygget og brugt på klostret. Øllet bliver i dag brygget på Indslev Bryggeri på Fyn, men opskrifterne er udtænkt og øllet markedsført fra et parcelhus i Ry. Klosterbryggeriet har fået lov til at bruge Øm Kloster på den måde af Øm Kloster, Skanderborg Museum og Kulturarvsstyrelsen. Foto: JOHAN MIKKELSEN

Hvad er sommer andet end en årstid, hvor regnen føles lidt lunere end på andre tider på året?

Nå pyt, hvad enten det bliver sol, blæst eller regn, vil der være en god øl, som passer til vejret.

Lad os dele sommerøl op i tre kategorier:

De lyse, de mørke og de virkelig sjove.

De lyse øl er normalt de øl, som vi forbinder med sommer, fordi sommeren trods alt er lys, og pilsneren er den øl, som vi pr. automatik rækker ud efter, når vi tager os en lys øl.

Pilsneren, f.eks. Jacobsens Extra, er absolut velegnet som klimaks oven på en tur med græsslåmaskinen, men der er dog to slags lyse øl, som skal fremhæves:

En helles og hvedeøllen

En helles er en anelse sødere og mindre bitter end pilsneren, og velskænket fra fad er den svær at udkonkurrere som den bedste sommerøl. Tyskerne, især bayerne, drikker helles i ufattelige mængder. Af en eller anden grund er helles aldrig slået an i Danmark – heller ikke hos de mest fremsynede mikrobryggere.

Hvedeøllen kender vi efterhånden, både den belgiske wit, f.eks. Hoegaarden, og den tyske weissbier, f.eks. Erdinger. Hvedeøllen rummer en sart syrlighed og frugtaromaer, herunder banan, mango og citrus, som gør den til en perfekt sommerøl. Prøv at gå på opdagelse i den nye Midsommerbryg fra Herslev Bryghus, og du vil få det bedste fra både belgierne og tyskerne.

Den sidste lyse sommerøl, som skal anbefales, er kølnernes kölsch. I Köln drikker de stort set ikke andet end denne ”eau de cologne”, som er en lys, overgæret sag. Den fremstår umiddelbart spinkel i smagen, men folder sig ud med fine blomster-aromaer og en tør, svagt krydret finish.

Alle de nævnte lyse øl er fremragende som ledsagere til grillmad, men hvis bøfferne og pølserne skal have mere modspil, kræver det øl med mere alkohol og kompleksitet, f.eks. en bock eller en dortmunder.

Øl til den dunkle sommer

Jeg vil nødigt minde om den store regnsommer sidste år, ja, det var året, hvor vejret sprang sommeren over, men det siger sig selv, at den danske sommer også er til de mørke øl.

Egentlig er der frit valg på alle de sorte ølhylder, og brug endelig enhver lejlighed til at udforske de mere og mere spændende fortolkninger af stout og porter, men to slags mørke øl skal fremhæves:

De belgiske mørke, kraftige og komplekse øl, en dubbel og en bruin.

Med en dubbel, f.eks. den kendte fra Westmalle, får du en blød, nærmest cremet øl med høj volumen alkohol. Aromaerne er overvejende tørrede svesker, rosiner, rom, madeira, vanille og rørsukker.

En bruin, f.eks. fra St-Feuillien, er mere livlig, mere tør og mindre kompleks end en dubbel, men med masser af saftig maltsmag og godt med frugtaromaer.

En dunkel er den anden mørke type sommerøl, som skal nævnes. Ligesom sin tyske halvbror, helles, er den svær at finde i danske butikker, men en dunkel fra Weltenburger Kloster og Schlossbrauerei Kaltenberg burde kunne opdrives med lidt flid og snilde. De tjekkiske dunkeløl, f.eks. fra Staropramen, er også en mulighed. En dunkel er enkel og ren som en pilsner og en helles, men af gode grunde med mere ristet maltsmag og toner af karamel og chokolade.

Prøv en øldrink

De virkelig sjove sommerøl er øl med frugt. Igen er det belgierne, som viser vejen. Prøv en vildgæret øl, en såkaldt lambic, med frugt. De mest udbredte er med kirsebær, hindbær og solbær, men de findes også med fersken, jordbær, pære og banan.

Som ølentusiast burde jeg vel fordømme ideen om at blande en helles med limonade, men jeg har en svaghed for den slags unoder. En radler kalder tyskerne den slags ”øl”, og der kommer flere og flere af dem på markedet. Tyskerne har også en rüsse på repertoiret – det er en weissbier med limonade.

Og hvad med en øldrink som aperitif til grillfesten?

I restauranten på Schlossbraueri Kaltenberg ved München serverer de følgende lækre sommerdrink, en Weissbierbowle:

Til bowlen skal du bruge følgende:

En halv l weissbier, en halv l mousserende hvidvin, 100 g frosne hindbær, 50-70 ml hindbærsirup.

Alle ingredienser bortset fra siruppen røres forsigtigt sammen. Sirup røres i til sidst. Serveres straks.









Smagen af sommerøl

Midsommerbryg (Herslev Bryghus), 5,5 pct.

Årets bedste danske sommerøl! Herslevs nyhed er en lykkelig parring af to slags hvedeøl, den belgiske witbier og den bayerske weissbier. Det i bedste forstand konservative mikrobryggeri ved Roskilde er begyndt at overraske. Nu med birk! Saft, bark og udtræk fra bladene! Aroma som mormors nyrørte råcreme. Et strejf bananaroma. Birken tilfører en olivenolieagtig skarphed og bitterhed i smagen og en blødhed i mundfølelsen. Herslevs hidtil bedste øl, bedre end deres juleøl Stjernebryg.

Kloeke Blonde (De Struise Brouwers), 6,0 pct.

Den mest humlede blonde af belgisk herkomst, som jeg har smagt. De amerikanske mikrobryggere, som er happy, når en øl er hoppy, kan sagtens finde på at proppe godt med bitterhumle i deres fortolkninger af en blond øl, men ikke belgierne. De er mere til aromahumle. Kloeke Blonde fra de yderst talentfulde ”strudsebryggere”, som i øvrigt fra tid til anden samarbejder med danske Mikkeller, er som alle de store belgiske øl ufiltreret, upasteuriseret og eftergæret i flasken.

Doyenne Saison (Meyers/Ølfabrikken), 6,5 pct.

Christian Andersen er en Michael Laudrup blandt danske brygmestre. Med Doyenne Saison har han lavet endnu et pragtmål, og med Claus Meyer, den store danske gastronomiske entreprenør på sidelinjen, kan det vel heller ikke gå helt galt. En saison er et oplagt bud på en sommerforfrisker. Lys, masser af kulsyre og gennemstrømmet af krydderaromaer. Peberagtigt prikkende mundfylde. Her designet med doyenne pærer, som aldrig dominerer, men giver øllen en velformet bikinikrop, en vidunderlig duft og en delikat og lang, lang eftersmag.

Blanche des Honelles (Brasserie de l'Abbaye des Rocs), 6,0 pct.

En belgisk hvedeøl, en wit bier, men forskellig fra de andre kendte wit bier, for eksempel Hoegaarden. Blanche des Honelles fra det meget anerkendte bryggeri Abbaye des Rocs er i forhold til andre wit bier mere tør og med skarp eftersmag, som dog hurtigt klinger ud. Diskret syrlig-sød med florlet, fyldigt skum. Wit bier indeholder normalt korianderfrø og appelsinskal. Det kan jeg ikke smage. En Hoegaarden er velegnet til at drikke i solskin midt på dagen, en Blanche des Honnelles er til den tidlige sommeraften.

Extra Pilsner (Jacobsen), 5,5 pct.

Jacobsens pilsner er endnu en innovativ øl fra bryggeriets evigt brændende ildsjæl Jens Eiken. Med utæmmet energi er Jens Eiken med held og dygtighed ved at revitalisere ølgiganten Carlsberg. Som alle gode pilsnere er Extra enkel og ren, men med frugtaromaer fra blandt andet juice fra bær fra havtorn. I forhold til industripilsnere er alkoholprocenten høj, men det er kun godt for smagen. Det er vel kun et spørgsmål om tid, før Jacobsen erobrer resten af verden.

Floreffe Dubbel (Brasserie Lefebvre), 6,3 pct.

Det er sommer, ferie, aften, regn (igen) og vinden rusker efterårsagtigt i træer og buske. Stemningen er til en belgisk dubbel. Prøv for eksempel Brasserie Lefebevres Floreffe. Mere livfuld og lettere end andre dubbel øl, og knap så kompleks. Eftersmagen er hurtigt overstået, let malt, sukker og et pift aromahumle. Dyb rødbrun, rørsukkersød. Aroma af madeira vin, tørrede figner og rosiner.

Svendeøl (Klosterbryggeriet), 5,3 pct.

What's the monks fun? Nun! Og øl drak de også. Middelalderens cisterciensermunke på det hedengangne Øm Kloster ved Ry har da haft det sjovt. I hvert fald er Svendeøl fra Klosterbryggeriet et forsøg på at eftergøre en såkaldt svendeøl fra klostret. Lad os kalde det en bock med et twist, som består i tilførsel af rønnebær. Det giver sig især til kende i en tør, svagt syrlig eftersmag. Undergæret, men er så florlet og aromatisk, at den kunne være overgæret.

Summer Fusion (Amager Bryghus), 3,5 pct.

De dygtige bryggere fra Amager har stillet sig selv over for en umulig opgave: At lave en øl af høj kvalitet, en nydeøl, men med lav alkoholstyrke. At det er en letøl, får humlen til at træde endnu tydeligere frem, fordi der jo ikke er meget modspil fra malten – ikke mindst fordi amagerbryggerne har forelsket sig i et potent miks af flere amerikanske humlesorter. Masser af citrusaromaer, ikke mindst grapefrugt. Summer Fusion vandt sidste år sølvmedalje ved Danske Ølentusiasters interessante og overskudsagtige konkurrence om Danmarks bedste sommerøl.

Kriek (Brouwerij 3 Fonteinen), 5,0 pct.

Få kilometer syd for Bruxelles findes en af verdens mest interessante ølområder, Payottenland. Det er her, og kun her, de vildgærede øl kommer fra, således også denne med kirsebærsaft fra det verdensberømte Brouwerij 3 Fonteinen. Skarp og tør, let syrlig og moderat bitter. En umiskendelig duft og eftersmag af nypressede kirsebær. Prøv også belgiske frugtøl med hindbær og solbær – perfekte sommerøl!

No. 125 (Bøgedal Bryghus), 6,7 pct.

Utroligt så meget velsmag vand, bygmalt, humle og gær kan trylle frem. Som Bøgedals andre øl er No. 125 en øl uden for genre, men jeg vover alligevel at beskrive den som en friskbrygget og -tappet märzen med et kærligt svirp alkohol, et skvæt bock og et stænk cascadehumle. Både let og tung, enkel og kompleks. Øllen til det forelskede par på skovtur.

Læs også: Øl fra den store hvede verden

null

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen