Øl fra den store hvede verden

Friskere fås det ikke. Hvedeøl er med sine frugtaromaer, sødme og syrlighed som skabt til at slukke tørsten på de varme sommerdage.

Artiklens øverste billede
Indslev Bryggeri er Danmarks første og eneste bryggeri, som udelukkende laver hvedeøl. Foto: Carsten Andreasen

På det udmærkede værtshus og galleri Das Mo i Ingolstadt i Bayern, har jeg flere gange smagt en, hold fast, øl med banan, eller rettere en hvedeøl med bananjuice.



Helt almindeligt på de kanter, og både forfriskende og mættende på en bænk i en biergarten i solen under kastanietræerne, uhm.



Hvedeøl, sommerens bedste tørstslukker, fås på mange måder.



Der findes to typer hvedeøl, de tyske og de belgiske, og bryggere i hele verden forsøger at gøre tyskerne og belgierne kunsten efter, inklusive de talentfulde og produktive danske mikrobryggere.



De tyske hvedeøl hedder weissbier eller weizenbier. I det sydlige Tyskland er det normalt at kalde hvedeøl for weizen efter hveden. I resten af vores sydlige nabo er weissbier den mest gangbare benævnelse - her er det skummets farve, som har givet øllet dets navn.



En typisk tysk weissbier er lys, overgæret, ufiltreret og eftergæret i flasken. Alkoholen ligger mellem fem og seks pct.



De bedste weissbier er weizenbier, altså sydtyske, nærmere betegnet fra Bayern, og de behøves ikke at få et skud bananjuice for at smage af banan. Ud over banan frigør gæren ofte aromaer af mango, blomme, passionsfrugt, vanille, blomster og old school tyggegummi.



Weissbier fås også som dunkel og bock. Desuden er der letøl, filtreret, kaldet "kristall", og, hvilket bliver mere og mere populært, den alkoholfrie version.



En Rüsse skal også nævnes - weissbierens pendent til en Radler, som er halvt helles og halvt limonade. En Rüsse er weissbier og limonade, halvt af hvert.



Weissbier er den eneste øltype i Tyskland, som oplever et stigende salg. Omkring 20 bryggerier i Tyskland producerer udelukkende hvedeøl. I Bayern er hver tredje øl en weissbier. Ifølge Bryggeriforeningen når forbruget af hvedeøl i Danmark end ikke én pct. af det samlede salg.



Belgisk hvedeøl

De belgiske hvedeøl må vi ikke glemme. De hedder enten det flamske witbier eller det franske biere blanche. Den kendte Hoegaarden er en witbier. Belgierne spræller ikke som tyskerne med banan, bock, Rüsse og den slags, men holder sig til en slags øl.



Til forskel fra tyskerne bruger belgierne umaltet hvede sammen med bygmalt. Det giver en mere syrlig, citruspræget øl. Desuden tilsætter de krydderiglade belgiere appelsinskal og korianderfrø.



En hvedeøl består aldrig udelukkende af hvede, men mindst 30 pct., oftest 50 pct., er hvede. Resten er typisk bygmalt.



Hvede og asparges

Selv om hvedeøl som regel ikke har været førstevalget hos de nye, dygtige danske mikrobryggere, er der nu ved at komme gang i udviklingen. Hvedeøl fra Herslev Bryghus, Fur Bryghus, Brøckhouse og Jacobsen (Springbock) er fremragende.



To hvedeøl skal nævnes som eksempler på, at variationen af hvedeøl nærmest er grænseløs.



Det fine, spæde og entreprenante Nibe Bryghus med hang til krydderier så usædvanlige som salvie, mynte og rooibush te har til Nørresundby Banks 110 års jubilæum komponeret en undergæret øl baseret på malt af rug og emmerurhvede fra markerne omkring Børglum Kloster. Desuden er bankens bryg krydret med timian.



Måske det bayerske stunt med bananjuicen overskred en grænse hos visse øldogmatikere, men hvad så med hvedeøl med asparges! Herslev Bryghus ved Roskilde, som laver en af Danmarks bedste klassiske bayerske weizenbier (se anmeldelsen andetsteds i artiklen), gør sådan noget.



I samarbejde med grøntsagsavler Søren Wiuff fra Gislinge ved Lammefjorden har Herslev Bryghus lavet hvedeøllen med asparges. Dels blev stænglerne skåret i skiver og kom i bryggekedlen, og dels blev der trukket bitterstoffer ud af aspargesrødderne til brug for delvis erstatning for humlen. Øllen er ikke i produktion - og kommer det næppe - men blev anvendt til et arrangement hos Søren Wiuff, hvor kokke fra gourmetrestauranten Premisse tilberedte en vegetarmenu.



Fra hvidtøl til hvidt øl

I Indslev ved Middelfart lå indtil 1973 et bryggeri, som lavede hvidtøl. I dag er produktionen genoptaget med hvidt øl, weissbier.



I 2006 tog Anders Busse Rasmussen chancen og genåbnede bryggeriet, som havde været i familiens eje siden 1897.



Anders Busse Rasmussens kærlighed til hvedeøl begyndte for få år siden i Landbohøjskolens fredagsbar, hvor han befandt sig på den seriøse side af disken. Her blev han glædeligt overrasket over, hvad der befandt sig bag etiketterne på øllene fra Franziskaner, Schneider og Weihenstephan.



Han forklarer, hvorfor han valgte som det eneste bryggeri i Danmark udelukkende at lave hvedeøl:



»Jeg vil lave seriøse hvedeøl. Jeg vil vise danskerne, hvor godt en hvedeøl i virkeligheden kan smage. Derfor er vi heller ikke bange for at prøve grænser af. Tag f.eks. vores Sort Hvede som eksempel. Det er en hvedestout. Sådan én har jeg aldrig smagt andre steder i verden. Andre mikrobryggere kaster sig typisk først over en IPA, en stout eller en barley wine. Vi vil noget andet. Det er vigtigt at have en markant profil på et marked med stigende konkurrence.«



Selv om Anders Busse Rasmussen siger, at folk generelt har svært ved at vænne sig til tanken om, at en øl kan smage af både nellike og banan, går salget over forventning. Bryggeriet har således mere end fordoblet produktionen i løbet af det seneste år, nævner han.



Til at brygge sine kvalitetsøl er det lykkedes Anders Busse Rasmussen at engagere den bayerske brygger Stefan Peter Stadler, som bl.a. har en fortid som brygger hos Paulaner i München.

Læs også: En smag af hvedeøl

null

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen