Den anden restaurant

Skinken er i midten. Den står, i fri dressur, klar til at blive skåret til de sultne, og selvfølgelig er det en gimmick, et signal til de ankommende om, at her er man ikke for fin på den; her handler det om mad.

Det har det egentlig gjort længe på denne adresse, for i gamle dage boede selveste Era Ora her, den italienske Michelin-restaurant med ry for at være en af de bedste uden for Italien. Dér handler det om et hyperelegant køkken, om små serveringer og udsøgt vin til, men da Era Ora flyttede til nye lokaler et par hundrede meter herfra, blev der plads til at lave - ja, noget helt andet.

L'Altro (den anden) er på mange måder Era Oras antitese, selv om begge er italienske i udgangspunktet og har samme ejer. Det er da heller ikke kun en spøg, når stedet benævner sig selv »antirestaurant«; det er for at sige, at man ikke er restaurant på den måde. Hvor den første er forfinet, er den anden rustik og ligetil, og det synes at appellere til københavnerne. I hvert fald er det endnu ikke lykkedes mig at få et bord på et civiliseret tidspunkt på L'Altro, således heller ikke denne gang, hvor vi - på instruktion fra restauranten - mødte op klokken halv seks, en spisetid, der ligefrem emmer af tørstegte hakkebøffer.

Hyggelige lokaler
Man havde da heller ikke fortalt personalet, at der skulle være åbent så tidligt, men efter nogle minutter kom der faktisk liv derinde, og tjeneren bekræftede, at første seating (for man arbejder med mindst to) ligger allerede da.

Andre havde været mere insisterende, da de bestilte, og sådan gik det altså til, at vi på denne aften kunne begynde ganske alene i de hyggelige lokaler, som har fået et mere storblomstret skær, siden Era Ora forlod dem (eller var det bare tidspunktet og min indbildning?), et ganske enkelt, hyggeligt interiør og en radio, der kører i baggrunden, som den ville gøre det hjemme i køkkenet.

Bunden lagt med skinken
Man kan begynde med et glas spumante, og det gjorde vi så. Det var udmærket uden at være prangende.

Der er en kort menu og en lang menu samt en lille vinmenu og en stor vinmenu, og vi valgte - i sagens tjeneste - den lange og den store, der bød på rosé (fra La Vigne St. Petro) på corvinodruen (den, man plejer at lave amarone af) til antipasti. Prisen for det store udtræk er 880 kr. per næse, vin inklusive.

Allerførst havde vi altså fået af skinken, generøse skiver sammen med salsa, salami og godt brød, og bunden var således lagt for de små retter, som kom i to omgange; tomat gratineret med brødkrumme og parmesan, braiseret radicchio med pinjekerner, vineddike og tør fåreost. Der var også roastbeef med persille, parmesan og orangeskal, og det fik os faktisk til at efterspørge et eller andet italiensk og autentisk navn på retten, men nej, det var roastbeef med noget mere sagde tjeneren og understregede kun, at herude på Torvegade gik de selv og fandt på retterne. Det skal han egentlig have tak for - han var usnobbet og venlig; kun kan man frygte for hans helbred, for da det begyndte at strømme ind med mennesker, havde han kun en enkelt kollega til at hjælpe sig, og selv om stedet ikke er så stort, synes det at være i underkanten. Underbemanding er problemet næsten alle steder i byen.

Bondesuppe og pasta
Der var yderligere et par småretter, og så fik vi en toskansk merlot fra det tvivlsomme år 2002 i glasset. Den var udmærket, om end rigelig fadpræget, men maden krævede egentlig slet ikke vin. Den var en overordentlig solid bondesuppe med brød og rodfrugter, det hele gratineret med parmesan. Godt før eller efter en lang dag i marken, og så er det vel nok kedeligt, at man arbejder på kontor. Men godt smagte det.

Pastaen var spaghetti med svampe, courgetter og sort peber; helt enkelt og for mig et højdepunkt på menuen, som pastaen også bør være på et sted som dette - perfekt al dente og ikke druknet i sovs, men netop bare krydret, så man virkelig kunne smage, hvorfor pasta kan være en delikatesse og ikke bare nem hverdagsmad.

Kødretten på mamas italienske menu er ikke det vigtigste, men vi fik svinefilet med appelsin, rosiner og bønner, og det var fint tilberedt, som maden havde været hele vejen igennem. Jeg ville ikke have valgt en brunello (igen fra ulyksalige 2002), men det gjorde man altså her, hvor vinkortet også er holdt i en hjemlig stil og ikke engang kan kaldes en svag afglans af det gigantiske, prestigiøse og mundvandsfremkaldende kort, man har på Era Ora.

Men det er altså heller ikke meningen med L'Altro, den vil være en anden og er det. Og det er næsten rørende, at man (måske i respekt for danskernes hang til denne alkoholbamse) serverer amarone til de tre glimrende oste, der i øvrigt følges af en meget fin (og i sandhed opløftende) tiramisu og et glas søde bobler til.

Et ord om prisen. Regningen blev på lige under 2.000 kr. og vi havde ikke skejet ud, end ikke fået kaffe, kun et glas ganske forglemmelig spumante som aperitif. Det er i overkanten for et sted af denne type, men det skal nu ikke forhindre en anbefaling af den anden restaurant, som fylder pladsen fint ud dér, hvor den første begyndte og ændrede københavnernes opfattelse af, hvad italiensk mad er for noget.


Det var på tide
Era Ora betyder: det var på tide - og tiden var kommet i 1982. Dette år begyndte Elvio Milleri og Alessandro Jacoponi at arbejde på at skabe en italiensk restaurant i topklasse i København. Elivio Milleri var egentlig født til noget, han er af god familie, og han skulle have været bankmand, men det kedede ham. Via private bekendtskaber fik han forbindelse til Danmark, og siden har den entreprenante mand involveret sig i alskens gastronomiske aktiviteter.

Da Era Ora flyttede til mere prangende lokaler på Overgaden Neden Vandet, blev der plads til L'Altro.