Vil du give 2.008 kr. for en øl?

Verdens dyreste øl er sendt på markedet af bryggeriet Jacobsen. Prisen skal passe til årgangen.

I denne weekend har det danske bryggeri Jacobsen givet endnu et skub til den danske ølfest.

De har sendt verdens hidtil dyreste øl på markedet, skriver Landbrugsraadets ugemagasin FoodCulture. Øllen koster 2.008 kr. pr. flaske, og det er dobbelt op i forhold til den amerikanske øl Utopia, der hidtil har haft status som verdens dyreste. Jacobsen 2008 får selskab af tilsvarende øl i 2009 og 2010 for at fuldende trilogien. Og prisen bliver reguleret med en krone om året.

- De dyrere årgangsøl kommer vi til at se meget mere til i fremtiden.

Tidligere har vin haft patent på området, men forbrugerne er også begyndt at efterspørge brygmestrenes prestigeøl, fortæller Bryggeriforeningens kommunikationschef, Kaspar Bach Habersaat til FoodCulture.

Kraftig i smagen

Årgangsøl er typisk mere markant og kraftig i smagen, og så er alkoholprocenten en smule højere end i traditionel øl. Bryggerier som GourmetBryggeriet, Braunstein og Brøckhouse har også med succes sendt årgangsøl på det danske marked.

- Flere bryggerier vil følge. Mange brygmestre har allerede lagt øllen på fad og afventer blot, at tiden er inde til at sende den ud på markedet, slutter Kaspar Bach Habersaat.

Kilde: FoodCulture

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen