Læge: Boldsen og Nutella en farlig cocktail

<p>Børnelæge Vibeke Manniche er hård i sin kritik af håndbold-landsholdets samarbejde med Nutella.</p>

Artiklens øverste billede
Sådan lanceres Joachim Boldsen og nogle af hans medspillere på Nutella-glassene. Skærmbillede fra Nutellas hjemmeside

Nutella kører for tiden en tv-reklamekampagne, hvor håndboldstjernen Joachim Boldsen og tre af hans kolleger fra landsholdet smører det velkendte chokoladepålæg på brødet, før de går i gang med dagens træning.

Men det er ikke alle, som er lige begejstrede for sammenblandingen af sukkerholdigt, usundt chokoladepålæg og sport på topplan - slet ikke i en tid, da Dansk Idræts-Forbund gør en stor indsats for at få den usunde mad ud af idrætshallernes cafeterier.

Børn- og ungelæge Vibeke Manniche kalder således Boldsen og Nutella en farlig cocktail.

"Det er et meget uheldigt signal. Det skuffer mig, at der ikke er større ansvarsfølelse hos dem, der har indgået aftalen. Jeg forstår godt Nutella, som gerne vil sælge deres chokoladepålæg, men i håndboldforbundet burde man føle et større ansvar over for børn og unge. Det er vanvittigt dumt, ubetænksomt eller i værste fald grumt, at man vil være et redskab for mersalg af Nutella," siger Vibeke Manniche.

Formanden for Motions- og Ernæringsrådet, Morten Grønbæk, er knap så kritisk.

"Nutella er ikke det sundeste produkt i verden, og det virker lidt skævt, at det kædes sammen med sport, men det er jo ikke usundt at spise en enkelt nutellamad, hvis man i øvrigt sørger for at brænde noget af sin energi af," siger han.

God samarbejdspartner

Det var daværende direktør og generalsekretær i Dansk Håndbold Forbund, Hans-Christian Jacobsen, der lavede aftalen med Ferrero, som står bag Nutella. Han er nu afløst af Morten Stig Christensen på posten, og den nye direktør ønsker ikke at udtale sig om sundhedsaspektet ved sponsoratet.

"Jeg ønsker ikke at udtale mig negativt om et igangværende sponsorat. Ferrero er en god samarbejdspartner, så vi må tage diskussionen, når kontrakten eventuelt skal fornys," siger han i telefonen fra Norge, hvor landsholdet i øjeblikket forbereder sig til EM-åbningen i morgen mod værtsnationen.

Han tilføjer, at det ikke er en urealistisk situation, at spillerne spiser chokoladeprodukter og frugt, når de har trænet.

Burde være forbudt

Men Vibeke Manniche betragter Nutella som slik.

"Nutella indeholder alt for meget sukker og fedt og egner sig ikke som pålæg. Mange børn er for tykke i forvejen, og det er i hvert fald ikke mere Nutella, de har brug for. De har derimod brug for nogle rollemodeller, som signalerer, at det er herligt at spise frugt, drikke vand eller noget andet, der ikke er usundt. Det andet er signalforvirring," siger hun.

"I forvejen bombarderes vores børn med reklamer for usunde varer, og jeg er bekymret over, at man her kobler rollemodeller fra sportens verden sammen med usund mad. Det burde være forbudt," siger Vibeke Manniche.

Sponsorrollen er ikke ny for Ferrero, som trådte ind på sportsarenaen med sit første sponsorat tilbage i 1967. Ferrero sponsorerer en lang række internationale sportshold og –begivenheder. Du kan læse mere på Nutellas hjemmeside.

null

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen