Den glemte hvidvin fra Bordeaux

»Åh,« sagde den danske vinimportør. Han stod med næsen nede i glasset og sniffede lyksaligt.

»Det er så godt. Det synes folk også, når man præsenterer det for dem. Der er bare ingen, der køber det.«

Vi mødtes ved udskænkningspulten for Haut-Brion, da Graves-komiteen holdt deres store dag i Danmark, henlagt til Søllerød Kro, så vi havde grund til at smile. Hvor godtfolk er, kommer godtfolk til.

Men da festrusen havde lagt sig, var det let at konstatere, at importøren selvfølgelig havde fuldstændig ret.

Alle kender Bordeaux. Hjemsted for verdens dyreste vine, hvis pris bare stiger og stiger i takt med at nyrige kinesere og russere kaster deres interesse på vin og naturligt nok vil have de kendte navne i glasset. Det er verdens mest kendte rødvin.

Den hvide udgave

Men ingen drikker den hvide udgave. Den synes nærmest glemt, og hvor er det forkert. Det kan faktisk - i mange prisklasser endog - lade sig gøre at finde virkelig gode hvide bordeaux-vine, også mange flere, end man tror. Det er ikke kun de mest berømte, sjældne og uopdrivelige, der er værd at smage.

Den hvide Haut-Brion, som vi smager i Søllerød, består af cirka 60 procent sémillion, og det er ikke atypisk for genren. Den fede, røgede, nogle gange cremede drue er conditio sine qua non for genren, andelen svinger typisk mellem 30 og 70 procent, men den er sjældent god helt alene. Den umiddelbart mere anonyme, men også friskere og sprødere Sauvignon blanc er typisk en del af blandingen, visse steder spiller den endog en hovedrolle, og det betyder en lettere vin.

De gode og de mindre gode

Vigtigt for stilen er det selvfølgelig også, om vinen er lagret på fad eller ej. De ret vandede vine, som mange vil kende fra Entre-Deux-Mers, det relativt store område mellem Bordeauxs to floder, er det typisk ikke.

Entre-Deux-Mers (mellem to have) er nok det mest kendte område for hvid bordeaux, der er en genre i tilbagegang. Væsentlig mindre, men væsentligt mere interessant, er Pessac-Léognan (udskilt i 1987) i det nordlige Graves, men også Sauternes, der er mest kendt for dessertvin, er leveringsdygtig i gode hvide vine, oftest friskere i stilen end de ganske tunge Pessac-Léognan vine.

De bedste vine ikke bare kan, men bør gemmes - det er efterhånden sjældent, man siger det om en vin i dag, men som unge er de gode hvide bordeaux-vine svære at bedømme, og de kommer slet ikke til deres ret. Eller lever op til deres pris.

Men selv i umoden stand er de meget madvenlige. Deres friskhed og finesse gør dem til elegante ledsagere til mange retter, både fisk og skaldyr, hvad sommelieren på franske restaurant Rovers i Seattle da også valgte at gøre, da jeg besøgte stedet for nylig. Med mange franske suk sluttede han under udskænkningen op om beklagelserne; den manglende opmærksomhed, der bliver hvid bordeaux-vin til del, er uretfærdig.

Vinens omdømme

Han blev ved med at gentage, at den var gal med vinens image.

Problemet er selvfølgelig også, at selv om også disse vine generelt er blevet bedre gennem de senere år, er det stadig mange skuffelser. Det er ikke al hvid bordeaux, der smager som Haut-Brion, og selvom mindre kan gøre det, kan det også blive for lidt. De svageste vine i genren er ikke bare svage, men spage, og har det svært i en vinverden, hvor krop og alkohol stadig tæller mest, især i forbrugersegmentet.

Til gengæld; hvis man som vindrikker vil gå sine egne veje, er hvid bordeaux svaret. Det føles som en anakronisme at drikke det, men det har også sin ret. På restaurant Cru i New York åbner de 30 flasker hvid bourgogne for hver én flaske hvid bordeaux, det siger noget.

Stilen i hvid bordeaux er unik - ikke mange andre steder har man for alvor held med sémillion-druen.

Den tætteste pendant til Graves kombinerede udtryk af finesse, tørhed, frugtrigdom og elegance har jeg faktisk fundet i Sydafrika, og da kun hos absolutte topproducenter, som tager lige så godt ved som Bordeaux-folkene, og så kan man jo lige så godt drikke det rigtige.