Gourmetcafé Mefisto

Mefisto i Volden er trods sit fandenivoldske navn et rart bekendtskab med et køkken, der vil lidt mere.

Mefisto er en blanding af café og regulær restaurant. Navnet, som betyder fanden eller djævel (tænk på Goethes Faust), har måske rod i stedets historie. Volden 28 husede tidligere den berømte/berygtede Cirkuskroen, som ikke var kendt for at huse verdens mest sofistikerede gæster.

Hvorom alting er, har Mefisto for længst manifesteret sig som et rart sted, hvor godtfolk og andre med gastronomisk appetit på tilværelsen kommer og nyder atmosfæren i den ikke særligt store restaurant og om sommeren også den lille gårdhave.

De seneste år har indehaveren været Lars Kyllesbech, en af Danmarks fremmeste fiskekokke og forfatter til Politikens Fiskekogebog, som er kommet i flere oplag og reviderede udgaver. Tidligere stod han i spidsen for fiskerestauranten La Nouvelle på Gammel Strand i København og fik dengang den eftertragtede Michelin-stjerne.

Om sommeren driver han restaurant, fiskehandel og røgeri ved vestkysten, mens dagligdagen på Mefisto varetages af køkkenchef Allan Thallaug og restaurantchef Kim Thygesen, der begge er særdeles kompetente folk.

Fuldt hus

Vi kom en sommerlig onsdag aften og var glade for at have bestilt bord i forvejen, for der var fuldt hus - og ingen tvivl om, at mange var stamgæster.

Over et glas cava (spansk mousserende) til beskedne 48 kr. så vi nærmere på dagens menu og øvrige tilbud. Mefisto har en tavlemenu med tre til fem retter, som erhverves for 268, 298 og 368 kr. - med vin 420, 498 og 500 kr. Det er slet ikke så galt.

Denne aften bød menuen på blandt andet melonsuppe, sandart, sødmælkskalv, oste og en dessert med rabarber. Sommerligt og lifligt.

Andre muligheder var en gourmettallerken med tre forskellige specialiteter plus ost, husets egen bouillabaisse til 158 kr., dampede blåmuslinger, Vejers-laks, gåselever, carpaccio, søtunge, havtaske og oksemørbrad.

Den ene af os kastede sig ud i menuen og valgte sandart, kalv og dessert, mens anmelderen tog sig af »tre små salater i tapasstil« - Læsø-skinke, gåseleverterrin og røget laks - og derefter havtaskehale med citron, ingefær og grønærterisotto samt til dessert en tarte tatin ("omvendt" æbletærte) med vanilleis.

Gode vinvalg

Vinvalget var lidt kompliceret, men blev i samarbejde med den vidende restaurantchef klaret på bedste vis. Man serverer mange af vinene glasvis, så det blev til et glas fransk chardonnay fra Domaine Fabre til sandarten samt til de tre små salater et glas forrygende spansk Rueda fra José Pariente til henholdsvis 58 og 78 kr. Alene det sidste glas er et besøg værd. Sandarten var perfekt og ledsaget af blandt andet en slags mousse af ramsløg fra Riis Skov. Og da de tre små salater viste sig også at være i perfekt harmoni og tilberedning, steg humøret ganske meget.

Desværre viste det sig at knibe mere med hovedretterne. Der var nogle irriterende sener i kalvekødet (ikke til at se, så køkkenet er delvist undskyldt), som betød, at kødet nærmest måtte flås fra senerne.

Havtaskehalen, som også - ud over ærterisottoen - havde ramsløg som ledsager, havde fået for meget og var om ikke knastør, så i hvert fald til den ikke for saftige side.

Til gengæld var vinen i top. En nedkølet Beaujolais, Fleurie Clos la Chapelle des Bois fra Domaine Verpoix i den gode årgang 2004, som gik fint til både kalv og fisk.

Fornemme desserter

Desserterne med rabarber og æble var fornemme og smukt arrangeret, og vi lod dem følge til dørs af et glas fem år gammel Banyuls fra det sydfranske.

Med kaffe og hele molevitten nåede regningen op på 1.434 kr., og det anbringer Mefisto i den moderate ende af skalaen, når man ser på det generelt høje gastronomiske niveau. Vi nærmer os de fem stjerner, men et par sener og en lidt tør fiskehale trækker ned til fire velfortjente stjerner og en varm anbefaling af dette rare sted midt i Århus.

kultur@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.